Da jeg i begyndelsen af 1967 besluttede mig for at skifte studium tænkte jeg at det måske var godt at få værnepligten overstået. Så jeg kom på session i København. Jeg havde nok håbet at være blevet erklæret uegnet - uden dog at have det i noget. Jeg husker jeg blev spurgt om, hvad jeg helst ville (hvilket værn). Jeg svarede, at jeg var ligeglad. Det blev så flyvevåbnet.
På den tid var der jo stadig en forfærdelig krig i Vietnam. Mange var militærnægtere. Det var absolut ikke "in" at være soldat. Uden at kende tallene vil jeg tro, at langt de fleste studerende/studenter var militærnægtere, hvis de da ikke var så heldige at blive "kasseret" (det hed det faktisk). Jeg havde ikke rigtig nogen mening om det. Jeg ville helst være fri - men på den anden side var jeg ikke direkte imod militæret som sådan. Min far havde jo været garder, og havde mange gode minder fra det som sådan (kammeratskab og den slags - men ikke ellers, idet han stod vagt på Amalienborg den 29. august 1943). Hvis han meget gerne havde set, at jeg også blev garder var jeg nok blevet det. Jeg havde jo både højden og drøjden til det.
Men fælden havde altså klappet, og jeg kunne nu se frem til 1 år hvor jeg overhovedet ikke skulle beskæftige mig med noget der interesserede mig og hvor dagligdagen var noget anderledes end jeg havde været vant til. Det skulle vise sig, at det faktisk blev til 2 år!
På den tid var der jo stadig en forfærdelig krig i Vietnam. Mange var militærnægtere. Det var absolut ikke "in" at være soldat. Uden at kende tallene vil jeg tro, at langt de fleste studerende/studenter var militærnægtere, hvis de da ikke var så heldige at blive "kasseret" (det hed det faktisk). Jeg havde ikke rigtig nogen mening om det. Jeg ville helst være fri - men på den anden side var jeg ikke direkte imod militæret som sådan. Min far havde jo været garder, og havde mange gode minder fra det som sådan (kammeratskab og den slags - men ikke ellers, idet han stod vagt på Amalienborg den 29. august 1943). Hvis han meget gerne havde set, at jeg også blev garder var jeg nok blevet det. Jeg havde jo både højden og drøjden til det.
Men fælden havde altså klappet, og jeg kunne nu se frem til 1 år hvor jeg overhovedet ikke skulle beskæftige mig med noget der interesserede mig og hvor dagligdagen var noget anderledes end jeg havde været vant til. Det skulle vise sig, at det faktisk blev til 2 år!
