Jeg fik også tid til at være først "ulveunge" - siden "rigtig spejder". Andst havde en stor trup landsbyens størrelse taget i betragtning. Det var grønne spejdere, hvilket i hvert flad dengang betød at det var KFUM, der stod for og at det var præget af Indre Mission. Vi startede alle samlinger med en bøn. Det var ikke fordi min forældre var indremissionske. Men dels var det den eneste mulighed for at være spejder (og min far havde jo været spejder) - dels betød det faktisk noget at jeg både deltog i aktiviteter i missionhuset og forsamlingshuset. Dengang var folk nærmest delt op mellem "grundtvigianere" og "missionske" og alle vidste hvem der tilhørte hvad. Min mor var jo af en udpræget grundtvigiansk slægt (der havde været meget aktive), hvor religion vel nærmest ikke spillede nogen rolle i min fars slægt/opvækst. Men min far var jo skoleinspektør for alle derfor synes han det var fint jeg kom begge steder. Det var jeg nok også en af de få der gjorde - måske endda den eneste helt konsekvent. Så jeg var meget priviligeret - alle syntes nemlig det var ok.
Der var andre der ikke var missionske der var spejder - det var som sagt den eneste mulighed. Det var ret lærerigt på mange måder. Jeg var en dygtig ulveunge og jeg blev derfor meget tidligt spejder. Senere som noget helt uhørt blev jeg også patruljeassistent (en slags næstkommanderende for en patrulje på ca. 6-8 drenge) i en tidlig alder. Jeg kan tydeligt huske at nogle var misundelige over det - vi var ved at nærme os de voksnes normer. Jeg tror det sidste var medvirkende til at jeg stoppede med det, da jeg var ca. 14 år mener jeg det var. jeg husker tydeligt en konkurrence man lavede hvor der både var spejdere fra Andst og vist nok Vejen med. Vi skulle overnatte og al ting. Konkurrencen var for unge spejdere - dvs. spejdere under en vis alder. Konkurrencen var mellem patruljerne. Det hele blev så styret af ældre patruljeførerne og -assistenter. Jeg var den eneste blandt de egentlige deltagere der var patruljeassistent - alle andre patruljeassistenter og -førere var over maximumsalderen og derfor ikke deltagere. Samtidig var de menige i min patrulje nogle ingen andre ville have da de i sin tid blev placeret - de blev ikke rigtig regnet for noget. Vi blev både ved begyndelsen og undervejs mobbet kraftigt af de andre af de grunde, og de glædede sig tydeligvis til at kunne "slå" mig og mine, fordi jeg nu havde en rang de ikke havde (og var yngre end de var).Efter flere dages konkurrence i alt muligt mellem himmel og jord fik historien dog en anden udgang end de havde set frem til - vi vandt nemlig! Allerede dengang vidste jeg godt hvorfor. Faktisk var jeg ganske dygtig - men hele mit hold kunne mærke det mobberi og det pinte dem i høj grad. Det fik os alle til at kæmpe benhårdt og præstere det yderste, samtidig var der ingen tvivl om hvem lederen var, og jeg kan også tydeligt huske hvordan jeg hele tiden opmuntrede dem, når det kneb lidt. Triumfen var stor! Jeg kunne se de sure miner hos dem der havde mobbet - og glæden og stoltheden i øjnene hos mine patruljekammerater, kammerater der ikke var vant til alt for mange "sejre".
Desværre havde jeg en patruljefører, der tog opgaverne meget let. Når vi havde vore patruljemøder skulle der jo planlægges aktiviteter til dem. Det stod patruljeføreren for - men ham her havde det med efterhånden som oftest samme dag at meddele at han ikke kunne komme. Det skete endda han bare blev væk. Der stod jeg så og skulle med meget kort varsel forberede det hele. Det blev for meget op ad bakke alt sammen. Jeg var for ung til at blive patruljefører - så jeg meldte mig ganske enkelt ud. Siden har jeg ikke haft med spejderbevægelsen at gøre. Jeg skal lige nævne, at når den pågældende ikke blev stillet ret meget til ansvar skyldtes det formentlig at han var ud af en af de helt "rigtige" familier (missionske).
Disse to oplevelser/situationer har jeg ofte tænkt på siden hen - for jeg stødte selvfølgelig ind i lignende i arbejdslivet. Situationer præget af misundelse og/eller slendrian og/eller "gode forbindelser" - men også situationer præget af sejrsvilje, "vi skal vise dem", teamfølelse, motivation.
Her er et billede fra spejdertiden - jeg sidder midt i til venstre og skråt foran sidder Arne.
Der var andre der ikke var missionske der var spejder - det var som sagt den eneste mulighed. Det var ret lærerigt på mange måder. Jeg var en dygtig ulveunge og jeg blev derfor meget tidligt spejder. Senere som noget helt uhørt blev jeg også patruljeassistent (en slags næstkommanderende for en patrulje på ca. 6-8 drenge) i en tidlig alder. Jeg kan tydeligt huske at nogle var misundelige over det - vi var ved at nærme os de voksnes normer. Jeg tror det sidste var medvirkende til at jeg stoppede med det, da jeg var ca. 14 år mener jeg det var. jeg husker tydeligt en konkurrence man lavede hvor der både var spejdere fra Andst og vist nok Vejen med. Vi skulle overnatte og al ting. Konkurrencen var for unge spejdere - dvs. spejdere under en vis alder. Konkurrencen var mellem patruljerne. Det hele blev så styret af ældre patruljeførerne og -assistenter. Jeg var den eneste blandt de egentlige deltagere der var patruljeassistent - alle andre patruljeassistenter og -førere var over maximumsalderen og derfor ikke deltagere. Samtidig var de menige i min patrulje nogle ingen andre ville have da de i sin tid blev placeret - de blev ikke rigtig regnet for noget. Vi blev både ved begyndelsen og undervejs mobbet kraftigt af de andre af de grunde, og de glædede sig tydeligvis til at kunne "slå" mig og mine, fordi jeg nu havde en rang de ikke havde (og var yngre end de var).Efter flere dages konkurrence i alt muligt mellem himmel og jord fik historien dog en anden udgang end de havde set frem til - vi vandt nemlig! Allerede dengang vidste jeg godt hvorfor. Faktisk var jeg ganske dygtig - men hele mit hold kunne mærke det mobberi og det pinte dem i høj grad. Det fik os alle til at kæmpe benhårdt og præstere det yderste, samtidig var der ingen tvivl om hvem lederen var, og jeg kan også tydeligt huske hvordan jeg hele tiden opmuntrede dem, når det kneb lidt. Triumfen var stor! Jeg kunne se de sure miner hos dem der havde mobbet - og glæden og stoltheden i øjnene hos mine patruljekammerater, kammerater der ikke var vant til alt for mange "sejre".
Desværre havde jeg en patruljefører, der tog opgaverne meget let. Når vi havde vore patruljemøder skulle der jo planlægges aktiviteter til dem. Det stod patruljeføreren for - men ham her havde det med efterhånden som oftest samme dag at meddele at han ikke kunne komme. Det skete endda han bare blev væk. Der stod jeg så og skulle med meget kort varsel forberede det hele. Det blev for meget op ad bakke alt sammen. Jeg var for ung til at blive patruljefører - så jeg meldte mig ganske enkelt ud. Siden har jeg ikke haft med spejderbevægelsen at gøre. Jeg skal lige nævne, at når den pågældende ikke blev stillet ret meget til ansvar skyldtes det formentlig at han var ud af en af de helt "rigtige" familier (missionske).
Disse to oplevelser/situationer har jeg ofte tænkt på siden hen - for jeg stødte selvfølgelig ind i lignende i arbejdslivet. Situationer præget af misundelse og/eller slendrian og/eller "gode forbindelser" - men også situationer præget af sejrsvilje, "vi skal vise dem", teamfølelse, motivation.
Her er et billede fra spejdertiden - jeg sidder midt i til venstre og skråt foran sidder Arne.
