Flyvevåbnets Sergentskole lå ved Værløse på Sjælland. Der har vel været ca. 120 elever. Samme antal befalingsmænd mv. som på rekrutskolen. Skolen tog i alt 6 måneder.

Egentlig var der ikke meget forskel som sådan på rekrutskolen og sergentskolen. Selvfølgelig var der en del teoretisk undervisning i sådan noget som "tjenesteforhold" (jura), instruktion (pædagogik), gruppeledelse, ABC (kemisk krig), osv. Men det hele foregik på nogenlunde samme måde. Hysteriet med rengøring, orden osv. var blot endnu større. Tiltaleformen var en anelse mere værdig. Men stadig nummer-tiltale. De fysiske udfordringer var også større end på rekrutskolen.

Som jeg husker det havde vi mere frihed i den forstand, at vi havde udgang efter "arbejdstid" (ikke altid men ofte). Men vi var ikke hjemme hver week-end - jeg var i hvert fald ikke.

Vi var tit i "i byen" (København). Vi havde ganske vist meget få penge - men vi fandt de steder, hvor øl var billige (bla. et sted der hed Postillionen), så det gik endda. Vi var nogle "fandens karle" når vi var i byen. Jeg tror ikke der opstod episoder af den grund - men der skulle nok også noget til for at turde provokere os.

Igen var kammeratskabet, især på stuen, fantastisk godt. Jeg kendte ingen af dem på forhånd. Nogle af dem var fra København. Jeg husker en af dem inviterede os hjem, hvor hans kone også boede. Vi havde det enormt sjovt, og blev vældig fulde. Desværre endte det med, at vi ødelagde stort set alt hvad der var møbler. Det tog vores kammerat sig ikke videre af (han var selv med til det) - men hans kone blev selvfølgelig ked af det. Men bortset fra det var det en god aften - og så vidt jeg husker tror jeg nok vi kompenserede dem økonomisk (med den smule vi nu havde).

Men ellers knoklede vi godt på i tjenesten og heller ikke her havde vi besvær med at sove, når muligheden bød sig. Vi spiste også temmelig meget. Selvom der var rigeligt med mad (der dog i medierne blev kritiseret netop på det tidspunkt - og netop det sted), så var vi altid sultne alligevel. De skete ofte, at vi umiddelbart efter aftensmaden gik over på Soldaterhjemmet (KFUM). Men det skete også ofte, at vi straks fortærede en halv stang wienerbrød og en chokolademælk.

Soldaterhjemmet var i øvrigt et fint sted at komme. Der var forskellige former for aktiviteter - og muligheder for aktiviteter. F.eks. var der nede i kælderen et klaver, som jeg af og til boksede i. Tilsyneladende til stor fornøjelse for mine kammerater. Jeg husker soldaterhjemmet en dag havde planlagt en aften, hvor der skulle foregår en række ting - jeg mener det har været op til jul. Bl.a. skulle vi selvfølgelig synge - jeg blev da spurgt om jeg ville spille til (på forhånd). Men det var jeg (desværre) for genert til. Nå ja - så var det altså en anden der gjorde det. Samme aften skulle der være oplæsning af et juleeventyr. Oplæseren var Kurt Ravn! Det var noget mere overraskende dengang end det ville have været i dag. Han var nemlig kendt som "67" - og hørte til i stuen ved siden af min. Jeg blev faktisk også overrasket den aften - men nok ikke så meget som langt de fleste. Sagen var, at han og jeg en aften havde fælles "brandvagt". På sådan en brandvagt (der varer mange timer) er der ikke andet at lave end at gå nogle runder - og så snakke. Og det gjorde vi i flere timer. Vi snakkede selvfølgelig end del om, hvad vi ville lave efter soldatertiden osv. Kurt, der var uddannet maskinarbejder og fritidsmusiker, havde en drøm om at blive skuespiller! Det har jeg selvfølgelig tænkt på mange gange siden, når jeg har set ham optræde. Han var dengang absolut ikke sikker på det ville lykkes - men han var fast besluttet på at gøre et ihærdigt forsøg. Nogle år efter da jeg som mange andre lukkede op for Matador og "røde" fremtonede på skærmen blev jeg utrolig glad på hans vegne. Det var jo lykkedes! I parentes bemærket var Kurt en utrolig god kammerat. Han var fra Kolding, og vi rejste sammen hjem flere gange i week-ends osv., ligesom han lyttede pænt til mit klaverspil. Jeg ved Kurt senere blev "rekrutdræber" i Skrydstrup - og jeg er sikker på, at han hørte til den kategori, der både kunne sætte sig i respekt men også være vellidt.

Når vi havde de teoretiske timer kunne det knibe med at holde sig vågen. Vi havde jo en del hård fysisk aktivitet. Også her havde vi FUT, og den oversergent der ledede det havde en forkærlighed for 1600 m løb. Det var jeg ikke god til. Selvom min form sådan set var ok, var jeg blevet tung i en vis legemsdel. Det må have været alt det wienerbrød - jeg vejede over 90 kg, hvilket jeg aldrig før eller siden har vejet. Til gengæld var jeg blevet en god kuglestøder! Jeg har altid været godt til at kaste alt muligt, men her blev jeg udpeget til et eller andet meget stort idrætsstævne (husker ikke de nærmere omstændigheder). Jeg var meget tæt på at vinde kuglestød! Jeg blev nummer 2. Men jeg var faktisk overbevist om, at jeg kunne støde længere. Så da konkurrencen var overstået fortsatte jeg lidt for mig selv. Jeg kunne godt ud af øjenkrogen se, at der var nogle der kiggede på mig - bl.a obersten og hans "hof". Faktisk stødte jeg klart længere end vinderen - men det var jo for sent. Da vi senere blev kaldt frem for at få medaljer havde obersten da også nogle ord til mig. Han havde ganske rigtigt interesseret set på mine bestræbelser efter konkurrencen og meddelte mig ganske enkelt at han nærede stor beundring for det, da det jo viste at jeg troede på mig selv - og han havde også bemærket at jeg kom længere ud.

I januar 1968 var vi på en hård øvelse i vinterkulden i nogle dage. Vi sov udendørs under vore regnslag, og det var meget koldt. En af eleverne mistede en finger af forfrysning. Det var en meget hård tur. Da vi kom hjem meget trætte sent en aften, var alle klar til at gå i seng, incl. naturligvis mig. Men pludselig stod der en sergent i stuen og meddelte at jeg skulle være vagtkommandør. Det var noget alle skulle prøve, det betød bl.a. at man havde ansvaret for brandvagt, og skulle modtage/organisere vasketøj om morgenen plus nogle småøvelser af eksercitsmæssig karakter. Det følte jeg meget urimeligt! Jeg kunne ikke komme i seng - og ville nok heller ikke få mange timers søvn. Jeg blev så sur (efter sergenten var gået) at jeg smed en bøjle tværs gennem stuen, så den knustes mod væggen. Men af sted måtte jeg jo, så mens de andre allerede lå og gassede sig, måtte jeg lige vaskes og klædes om fra kampuniform. Det gik sådant set ok - bortset fra, at der gik lidt uorden i det med vasketøjet (sengelinned og tøj fra 120 mand!). Det var ikke hver dag det med vasketøjet fandt sted - men der var jeg altså uheldig igen (følte jeg).

Vi var selvfølgelig også på skydebane og jeg husker, at en af gangene omkom faktisk en af soldaterne ved et fejlskud. Det var ikke en af eleverne - ligesom det heller ikke var da vi skød. Men det skete altså samme dag. Der kom selvfølgelig en stor sag ud af det. Den pågældende var markør -og havde altså stukket hovedet op, hvor det ikke skulle være. Det var skydning på meget lang afstand - og målene var silhouetter af hoveder.
Noget af det mest spændende (og farlige) var i øvrigt terrænskydning, hvor vi gik i terrænet, og målene dukkede tilfældigt og uforudseeligt op 180 grader foran en. Der blev skudt med skarpt, så det var nok det mest realistiske vi var ude for mht. skydning.

Sergentskolen blev afsluttet med eksamen i alle fag. Både de praktiske og teoretiske. Eksamen var blandt afgørende for i hvilken udstrækning man selv kunne vælge hvad man ville bagefter. Altså dem med de højeste karakterer fil lov at vælge først. Vi var oppe i fag som Instruktørvirksomhed, FUT (som instruktør), Flyvestationsforsvar, Tjenestekundskab, Førervirksomhed. I ABC-tjeneste, Våbenlære og Sanitetstjeneste fik vi standpunktskarakterer. I FUT gik det vist ikke så godt (FUT var nærmest katastrofalt..). De teoretiske fag klarede jeg mig helt godt i.

Jeg endte med at blive nummer 33 ud af 121 - og det var tilstrækkeligt til at jeg kunne få mine ønsker opfyldt. Jeg ville gerne til Skrydstrup (så kunne jeg bo hjemme) - og jeg ville helst ikke være "rekrutdræber". Sådan blev det. Nogle af de allerbedste kom ind til en uddannelse vedr. trafikkontrol (lufthavne) - det satsede de direkte på, for det kunne senere give dem en levevej.

Jeg skulle igen sige farvel til nogle gode kammerater (på billedet står jeg længst til venstre bagest). Ingen fra min stue skulle samme vej som jeg, og jeg har ikke set nogen af dem siden.



[Rekrut] [Sergentelev] [Sergent]
Knud Lindkjær Rasmussen
Underliggende emne
Overliggende emne
Foregående emne
Næste emne
Print indhold af siden
- hvor du kom fra
Til forsiden
Sideoversigt
Gæstebog   
Kontakt    
Webteknik  
Ændringslog
Om mors aner

Om sport

Om motorcykler

Om biler

Om aner

Om soldatertiden

Om musik

Om bluesharpen

Knud Lindkjær Rasmussen