Det første sportslige jeg har foretaget mig i mit liv har jo nok som for de flestes vedkommende været at sparke til en bold. Jeg kan ikke huske hvornår. Og egentlig husker jeg ikke noget om at spille fodbold før mine forældre og jeg flyttede til Andst i 1955 (som 8-årig). Men ret hurtigt begyndte jeg her at spille fodbold - såvel i klub som i fritiden i øvrigt. Det fortsatte uafbrudt til og med jeg blev student og derefter flyttede hjemmefra.
I hele min drengetid var rigtig meget af min fritid optaget af sport. Jeg tror også der på den tid var mere sport i skolen.
Jeg begyndte også ret hurtigt at spille håndbold. På et tidspunkt endda på 2 hold på een gang. KFUM havde nogle få år deres eget håndboldhold som jeg spillede på foruden det "almindelige" - i øvrigt som en af de få (muligvis den eneste). Håndbold foregik altid struktureret - dvs. I klub eller i skolen. Derimod fodbold foregik også på alle mulige andre måder. Lige fra at jeg selv stod og jonglerede til vi mere eller mindre tilfældigt fik samlet nogle stykker, så vi kunne spille 2 hold mod hinanden. Det kunne også blot bestå i, at vi var 2, hvor vi så skiftedes til at stå på mål. Og så videre. Vi benyttede enten fodboldbanen, eller den lille sportsplads der var ved skolen, hvor jeg jo boede. Vi spillede mest i gummisko, når det ikke var i klubben. Fodboldstøvler var dengang med træknopper med søm i - men jeg oplevede dog at få støvler med integrerede knopper (puma!). Når støvlerne blev slidte stak sømmene ud af propperne - det var ikke rart at blive tacklet af sådan et par støvler! Fodbolden var med snøre og som følge deraaf sjældent helt rund. Den var af læder uden yderligere behandling end fedt (som den ikke altid blev vedligeholdt med). Når det regnede blev sådan en bold enormt tung. Det var ikke sjovt at sætte hovedet på sådan en regntung bold - især ikke hvis man samtidig var så uheldig at ramme, hvor snøren sad. Det skete mere end en gang at en spiller gik i jorden/gulvet. Jeg havde fået min egen læderbold - og den var med ventil. På et tidspunkt var min bold faktisk bedre end klubbens kampbold. Skinnebensbeskyttere var så småt ved at vinde indpas - men de første år var der ikke mange der brugte dem, vi kunne faktisk bedst lide at spille uden og med nedrullede strømper.
Fodbold og håndbold foregik jo mest når det ikke var vinter (men altså også i det tidlige forår og det sene efterår, somme tider var der frost og sne på banen, når vi spillede). Om vinteren var der gymnastikhold, som jeg også var med på. Den blev afsluttet med en opvisning.
Endvidere havde jeg mulighed for at spille badminton. Idrætsforeningen i Andst lånte skolens (dengang helt nye) gymnastiksal, hvor vi så kunne få nogle tider - forudsat vi kunne finde en makker. Der var ingen uddannelse/træning som sådan. Vi spillede bare. Desuden var jeg priviligeret derved, at min far var leder af skolen og at jeg stod på god fod med skolens pedel (der boede på skolen - lige ovenover gymnastiksalen i øvrigt). Det betød nemlig at jeg kunne låne gymnastiksalen om søndagen, og nogle gange i skoleferierne. Det benyttede jeg og en kammerat (forskellige) så til at spille badminton. Nogle gange spredte vi også alle redskaber, måtter osv. ud og legede noget jeg ikke lige kan huske hvad hed. Men det gik ud på at vi ikke måtte røret gulvet, og så så var der en der skulle fange de andre. Det var smaddersjovt. Jeg tror faktisk det hed "sørøverleg". Det var også noget vi fik lov til i skolens idrætstimer - især op til jul.
Når det var vinter stod jeg på ski og skøjter. Min far havde selv lavet nogle ski (til ham selv og til min mor) - han var jo uddannet møbelsnedker. Han savede lidt af min mors ski, og så fik jeg dem - senere brugte jeg bare hans. Jeg har aldrig set mine forældre stå på ski - så det må jo have været i deres yngre dage de gjorde det. Det var langrendsski, som de så ud på den tid. Det vil sige de var meget brede for til og smalle bagtil. Der var dengang heller ikke særlige støvler til - selvom vi havde noget der hed skistøvler. Skistøvler var egentlig blot korte læderstøvler med en kraftig sål. På skien var der et beslag med nogle kiler, som man skubbede den forreste del af støvlen ind i. På beslagene sad nogle justerbar remme, som blev spændt op bag på støvlen. Jeg husker det sådan at jeg stod meget på ski - hver eneste vinter. Det meste af tiden var sammen med kammerater. Det foregik ude i "lyngbakkerne" - eller i landsbyens "anlæg", hvor vi hvert år lavede en lille skihopbakke (faktisk lavet af sne). Den var vel højest 1,5 meter høj - men man kunne godt slå sig alligevel.
Skøjtningen foregik i "anlægget", hvor der var (og er) en pænt stor dam. "Nogen" fandt så ud af, hvornår isen kunne bære (det har jo nok været en fra borgerforeningen). Skøjterne var nogle vi spændte på - enten på skistøvlerne, eller, hvad der ofte var bedst, på gummistøvlerne. På dammen spillede vi drenge oftest "ishockey". Målene var blot markeret med pinde. Stavene var grene, som forneden havde en lille vinkel - enten i form af en mindre stump gren eller fordi det var et lille træ trukket op med rode. Det var en helt videnskab at finde den rigtige stav. Puk'en var som regel en lille gummibold. På den tid fandtes selvfølgelig rigtige stave og også ishockeyskøjter med støvler. Men jeg har aldrig oplevet at nogen havde sådan noget. Det var simpelthen for dyrt. Rigtige skøjter kostede flere hundrede kroner (det samme som i dag i kroner) - og det var vildt mange penge dengang. Men vi havde det sjovt! Det skete selvfølgelig også, at vi bare løb rundt på skøjterne (hvis vi ikke kunne samle hold - eller hvis der var for mange piger, så vi ikke bare kunne beslaglægge det meste af dammen til hockey). Sommetider var der endda etableret belysning om aftenen. Det husker jeg som romantisk - man kunne godt komme til at holde en pige hånden under de omstændigheder. Det var jo ikke sport alt sammen...
Jeg må have været travl optaget i de år. For udover de nævnte sportsarter spillede jeg også bordtennis. Det foregik i en lille eksklusiv "klub" som en af mine ældre kammerater havde taget initiativ til. Jeg tror sågar der var vedtægter og alt muligt. Vi skulle spille med bats, vi selv havde lavet osv. Vi spillede nede i vores kælder, for der var der plads, og min far havde allerede tidligt sørget for en stor spånplade der kunne lægges ovenpå en vadskebænk. Den var ikke så stor som den skulle være, det var der ikke plads til, men den var flot malet og osv. - det havde jeg selv gjort.Desuden var der en kort overgang mulighed for at spille bordtennis i "missionshuset". På den tid var det ikke alle der kom i missionshuset (ligesom det ikke var alle der kom i forsamlingshuset). Jeg kom begge steder. Igen var der ikke nogen egentlig træning eller uddannelse - vi spillede bare.
I vores kælder foregik også andre sportslige aktiviteter. Jeg fik meget tidligt luftgevær, som 9-årig (til min fødselsdag), så det var meget tit vi stod og skød til måls ned i kælderen. Vi lukkede så døren op fra vaskerummet til varmerummet/værkstedet, og fik så en længere bane at skyde på (hele husets længde). På den tid var der kolossalt mange gråspurve ("grossere") - dem skød jeg en del af. Ingen tog notits af det (det ville slet slet ikke gå i dag...). Ellers skød vi til måls efter alt muligt udendørs - også den klassiske med en ølkapsel eller lignende der blev smidt op i luften.
En anden aktivitet der også foregik i vores kælder, var boksning. Jeg havde nogle vanter, som vi stoppede tøj ned i, så de mindede og fungerede som rigtige boksehandsker. Jeg inviterede så nogle af mine kammerater til boksekamp. Det var ikke for at de skulle have tæsk, for det var mine bedste venner, men det gik rigeligt hårdt til en gang i mellem. Som jeg husker det måtte vi ikke slå i hovedet, men vi blev ved til den ene gav sig. Tilstrækkeligt mange hårde stød på en overarm eller skulder, kunne gøre modstanderen ukampdygtig - det samme kunne et stød i mellemgulvet. Det foregik ikke hele tiden, det har været hvor jeg var omkring 9-10 år. Det var ikke alle der fik men sådan "invitation" - jeg vidste godt hvem der kunne tåle mosten, og hvem der ikke kunne. Vi sloges jo ofte i skolen/frikvartererne - det var også en slags sport, det gik kun sjældent helt galt. Og man slog faktisk ikke på dem der af den ene eller anden grund ikke kunne eller ville give igen.
Cykelsport som sådan var der ingen der dyrkede dengang, men det skal nævnes, at vi brugte vore cykler ustandselig - vi skulle jo transporteres fra den ene aktivitet til den anden. Så faktisk var der meget cykling.
Sportsaktiviteterne var mest heftige i alderen 10-15. Fodbold, håndbold (tildels) og badminton foregik helt op til jeg flyttede hjemmefra som 19-årig. Og som jeg husker det var det mere langrend på ski i den sidste periode (ud over markerne).
Som nævnt var der er også en del sport i skolen - både folkeskole og gymnasiet. Begge steder var sommeren meget optaget af atletik - og jeg fik taget alle de "mærker" man kunne tage. Det var især kortdistanceløb og længdespring jeg var godt til. Jeg var også med på skolens udvalgte hold i de 2 discipliner, når vi f.eks. mødte de andre gymnasier i konkurrence en gang om året (Fredericia, Vejle og nogle stykker mere). Det samme gjaldt fodbold og basketball (som jeg første gang spillede i gymnasiet). Om vinteren drejede det sig ofte om gymnastik - det var jeg knap så god til. Jeg faldt ikke på nogen måde igennem, var faktisk helt god til spring på måtte, men jeg skilte mig ikke ud som de allerbedste. Det samme gjaldt i øvrigt svømning og udspring.
Det var nok fodbolden, der stod mit hjerte nærmest. Jeg var i al beskedenhed god til al sport. Men det var fodbold jeg var mest "kendt" for. Det var der også andre af mine kammerater/medspillere der var. Andst-drengene var kendt i omegnen som farlige modstandere. Også som voksenspiller (egentlig var jeg jo yngling) var vi gode og rykkede op gennem rækkerne flere gange på de få år. Vi fik også en professionel træner, det var ganske nyt på den tid, ligesom der senere blev bygget et helt nyt stadion. Billede fra indvielsen ses her (det er mig til højre i billedet med den meget store manke). Jeg kan huske jeg sammen med en eller to af mine holdkammerater kom på et udvalgt regionshold, hvor de fleste andre spillere kom fra hold der spillede i rækker/turneringer, der var langt højere end vi gjorde. Vore modstandere var faktisk repræsenterede af flere tidligere landsholdsspillere. Jeg kan også huske, at vores træner flere gange sagde til mig, at han ikke fattede jeg ikke flyttede til en større klub, og så blev professionel i udlandet (som f.eks. Harald Jensen, Morten Olsen osv.). Så noget må jeg jo have kunnet. Der var også flere af mine holdkammerater der senere spillede divisionsfodbold da de flyttede hjemmefra og altså blev ved med at spille fodbold.
Men nogen egentlig fodboldkarriere blev det altså ikke til. Det er bestemt ikke noget jeg beklager - for det har aldrig været med i mine overvejelser. Da jeg flyttede hjemmefra forsøgte jeg overhovedet ikke at komme ind i en klub - sport holdt jeg faktisk helt op med. Det kom så igen senere. Jeg husker dog en enkelt gang hvor jeg spillede fodboldkamp senere. Det har været omkring 1970, hvor der formenligt har været et jubilæum af en eller andet art. I hvert fald samlede man det "gamle" hold (langt de fleste var som jeg flyttet fra byen), der så skulle spille mod det eksisterende hold. Vi vandt stort! Det er vist den eneste gang min kone har set mig spille fodboldkamp.
Men inden jeg kommer med det, vil jeg godt nævne, at al min sportsdyrkelse i min drenge- og ungdomstid jo ofte var begunstiget af at voksne sørgede mere eller mindre for rammerne var i orden. Nogen tog jo initiativ til et helt nyt stadion og fik det etableret, nogen klarede at drive klubben, at sørge for tilmelding mv. til turneringer, at sørge for kørsel til udekampe osv. Det var ikke forældrene der bare kørte dengang. Vi gav altid en lille skilling for kørsel - men ofte var det simpelt hen voksne, der selv havde spillet fodbold engang, som kørte med os og fungerede som aktivt publikum. Jeg beklager jeg ikke har givet noget af det tilbage senere i livet. Det tror jeg måske jeg ville have gjort, hvis jeg stadig boede i området (bilder jeg mig da ind). Jeg føler stor taknemmelighed over for de mennesker - desværre er langt de fleste af dem døde i dag (måske alle). Den taknemmelighed føler man ikke som dreng/ung - da lever man i nu'et. Jeg tror jeg levede endog meget i nu'et. Jeg ville selvfølgelig gerne vinde, men det afgørende var legen med bolden (hvad enten det var en fjerbold, håndbold eller fodbold). Træning som sådan v ar slet ikke med - jeg ville spille. Måske det var derfor jeg stoppede, da jeg flyttede hjemmefra. Jeg vidste jo godt at i de større klubber gik man helt anderledes frem når man trænede - og spillede. Jeg fik sjældent kritik af de voksne trænere og tilskuere (eller medspillere) - for jeg var jo god til det. Jeg husker jeg 1 gang blev kritiseret af min træner under en kamp - jeg reagerede ved at forlade banen! Det viser lidt om min holdning til sport.
Noget jeg husker fra specielt min fodbold-træning, eller når vi selv samlede hold i fritiden, er, at holdsammensætningen ofte foregik på den måde, at man valgte to kaptajner (som regel blandt de bedste), og de skiftedes så til at udpege spillere til deres respektive hold. Det betød jo at der hver gang var en vurdering (fra kammeraterne) af hvor god den enkelte var til at spille fodbold. Det var yderst sjældent jeg ikke var enten holdkaptajn, eller blev udpeget allerede som nr. 1 eller 2 (personlige sympatier spillede også lidt ind). Men også dengang tænkte jeg på de stakler der altid stod tilbage til sidst - og hvor ingen rigtig havde lyst til at udpege nogen af dem (de stod jo nærmest i vejen). Jeg havde jo også rigtig gode kammerater, der ikke lige netop var gode til fodbold (men gerne ville være det), og man kunne fornemme hvordan de led. Måske man skulle have vendt bøtten rundt og af og til ladet nogle af de dårlige være holdkaptajner - det kunne sagtens have fungeret. I parentes bemærket tror jeg at det senere i livet måske har betydet, at nogle af dem har gjort alt for at blive "kaptajner" på nogle områder, der ikke lige havde med fodbold at gøre....Sikkert er det, at det har påvirket dem meget - positivt eller negativt. Men ellers kan jeg nu ikke se nogen direkte sammenhæng mellem sportsaktiviteterne som dreng/ung og hvad man senere i livet har bedrevet eller opnået. Allerede dengang var der da også blandt de voksne enkelte, som ikke havde nogen høj status i øvrigt, men som tidligere havde været fremragende til at spille fodbold. Og omvendt. Der er selvfølgelig ikke her tale om nogen videnskabelig analyse (og jeg tror ikke der er foretaget en sådan - underligt nok), men jeg tror kun at sportsaktiviteter som yngre (med en vis succes) har betydning på den måde, at man også resten af livet har lyst til indimellem blot at "lege" (eller måske rettere: rent faktisk gør det).
Som jeg allerede har været inde på stoppede jeg med at dyrke sport en kort overgang, da jeg flyttede hjemmefra. Det gjaldt i årene 1966-67 og 1969-71. Jeg havde ikke rigtig mulighed for det, da jeg ikke ville ind i klub osv.
I 1972 flyttede min kone og jeg sammen med vore venner, Marry og Bent, til Hadsten. Huset som vi købte lå ikke ret langt fra byens eneste tennisbane (og der var kun 1 bane). Bent og jeg besluttede os for at prøve, og det kom vi ret hurtigt i gang med. Vi spillede meget, meget tit. Uden instruktion eller noget, men jeg synes vi blev helt gode til det. Vi spillede jo så tit vi kunne komme af sted med det. Da vi begge læste havde vi jo ofte hele dagen til rådighed, så det var nemt at komme til. Jeg kan ikke huske om vi blev ved med det i alle de godt 4 år vi boede i Hadsten, men jeg tror det. Da Bent og Marry flyttede til Aarhus igen, og vi flyttede til Viborg var jeg i mellemtiden begyndt på Handelshøjskolen og også med at arbejde. Handelshøjskolen var to aftener om ugen, så når jeg var færdig på arbejde kørte Bent og jeg ud på tennisbanen i Aabyhøj, så gik tiden jo fint indtil jeg begyndte undervisningen.
I 1979 var jeg færdig med min HD så da stoppede mit tennisspil hvorefter jeg ikke dyrkede sport igen før en gang i 80'erne, hvor jeg begyndte at spille firma-badminton i Viborg. Vi var vel en 10 stykker på Amtsgården der deltog i det. Dels med træning 1 gang om ugen og med turnering også 1 gang om ugen. Dertil kom mindst 1 cup-turnering pr. sæson (afhængig af om man vandt kunne det godt blive op til 2 mere). Så det blev til en del badmintonspil. Vi vandt af og til holdturneringen (på billedet ses Nels, Irene, Knud, Britt og Per) i Viborg, adskillige cups, hvoraf, som jeg husker det, et enkelt landsmesterskab i mix. Firmaturneringen ophørte for nogle år siden, da der ikke længere var deltagere nok (vi var jo efterhånden kommet op i alderen, og der kom ikke nok nye til), men vi fortsatte så med at spille 1 gange om ugen. Jeg har i mix haft den samme partner i alle årene (Irene, som nu er 70 år!). P.t. er vi faktisk 8 spillere der spiller i 2 "hold" - dels herredouble, dels mixdouble. Der er af og til afbud på herredoublen, og her er jeg så fast afløser, så ofte får jeg spillet 2 timer på en aften.
Da min søn kom op i 10-årsalderen eller deromkring begyndte vi at spille tennis i Liseborg-anlægget her i Viborg. Jeg kan ikke helt huske hvor længe vi gjorde det, men i hvert fald et par år. Min datter var også af og til med. Hjemme i haven legede vi ofte med en bold. Noget vi fandt mægtig sjov var noget vi kaldte fodtennis, hvor vi spillede fodbold efter tennisregler henover et udspændt net. Bolden var en skumgummibold. Det skete også vi spillede badminton, når der tilfældigt var ledigt på træningsbanen i forbindelse med firma-idrætten.
Men jeg spiller altså stadig badminton med stor fornøjelse. Denne vinter er jeg så begyndt at stå på skøjter igen (efter mere end 45 år!). Det foregår på en kunstbane kommunen anlægger hver vinter nede vi søen. Det har så inspireret mig til at ville stå på rulleskøjter - og det har jeg aldrig prøvet før. Det glæder jeg mig til at prøve.
Jeg har nu prøvet rulleskøjter og det gik sådan set fint. Der er ikke meget forskel på at stå på sådan nogle og ishockeyskøjter. Men på en eller anden måde synes jeg det er for kedeligt. Det går jo meget ligeud, og så går det alligevel for langsomt. Så jeg har ikke købt nogen - måske senere.
I stedet har jeg besluttet at købe en cykel. Det har brugt en del tid på at studere. Jeg vil nemlig gerne have en racer-cykel (har aldrig haft en). Men samtidig vil jeg gerne kunne bruge den til lige at stikke en tur ud i skoven eller sådan noget - eller ned ad en grusvej (en del af vejen ned til vort sommerhus er faktisk grusvej). Der gik faktisk lang tid inden jeg fandt ud af, at sådan noget findes. Det hedder en cross-racer. Ikke særlig almindeligt i DK. Jeg har bestilt en for flere uger siden - og har lige fået at vide den kommer på fredag. Jeg har selvfølgelig købt hjelm (ok, skaterhjelm), tøj og al ting. Også pedaler (racere købes uden pedaler). Det er en Giant TCX 2.
I hele min drengetid var rigtig meget af min fritid optaget af sport. Jeg tror også der på den tid var mere sport i skolen.
Jeg begyndte også ret hurtigt at spille håndbold. På et tidspunkt endda på 2 hold på een gang. KFUM havde nogle få år deres eget håndboldhold som jeg spillede på foruden det "almindelige" - i øvrigt som en af de få (muligvis den eneste). Håndbold foregik altid struktureret - dvs. I klub eller i skolen. Derimod fodbold foregik også på alle mulige andre måder. Lige fra at jeg selv stod og jonglerede til vi mere eller mindre tilfældigt fik samlet nogle stykker, så vi kunne spille 2 hold mod hinanden. Det kunne også blot bestå i, at vi var 2, hvor vi så skiftedes til at stå på mål. Og så videre. Vi benyttede enten fodboldbanen, eller den lille sportsplads der var ved skolen, hvor jeg jo boede. Vi spillede mest i gummisko, når det ikke var i klubben. Fodboldstøvler var dengang med træknopper med søm i - men jeg oplevede dog at få støvler med integrerede knopper (puma!). Når støvlerne blev slidte stak sømmene ud af propperne - det var ikke rart at blive tacklet af sådan et par støvler! Fodbolden var med snøre og som følge deraaf sjældent helt rund. Den var af læder uden yderligere behandling end fedt (som den ikke altid blev vedligeholdt med). Når det regnede blev sådan en bold enormt tung. Det var ikke sjovt at sætte hovedet på sådan en regntung bold - især ikke hvis man samtidig var så uheldig at ramme, hvor snøren sad. Det skete mere end en gang at en spiller gik i jorden/gulvet. Jeg havde fået min egen læderbold - og den var med ventil. På et tidspunkt var min bold faktisk bedre end klubbens kampbold. Skinnebensbeskyttere var så småt ved at vinde indpas - men de første år var der ikke mange der brugte dem, vi kunne faktisk bedst lide at spille uden og med nedrullede strømper.
Fodbold og håndbold foregik jo mest når det ikke var vinter (men altså også i det tidlige forår og det sene efterår, somme tider var der frost og sne på banen, når vi spillede). Om vinteren var der gymnastikhold, som jeg også var med på. Den blev afsluttet med en opvisning.
Endvidere havde jeg mulighed for at spille badminton. Idrætsforeningen i Andst lånte skolens (dengang helt nye) gymnastiksal, hvor vi så kunne få nogle tider - forudsat vi kunne finde en makker. Der var ingen uddannelse/træning som sådan. Vi spillede bare. Desuden var jeg priviligeret derved, at min far var leder af skolen og at jeg stod på god fod med skolens pedel (der boede på skolen - lige ovenover gymnastiksalen i øvrigt). Det betød nemlig at jeg kunne låne gymnastiksalen om søndagen, og nogle gange i skoleferierne. Det benyttede jeg og en kammerat (forskellige) så til at spille badminton. Nogle gange spredte vi også alle redskaber, måtter osv. ud og legede noget jeg ikke lige kan huske hvad hed. Men det gik ud på at vi ikke måtte røret gulvet, og så så var der en der skulle fange de andre. Det var smaddersjovt. Jeg tror faktisk det hed "sørøverleg". Det var også noget vi fik lov til i skolens idrætstimer - især op til jul.
Når det var vinter stod jeg på ski og skøjter. Min far havde selv lavet nogle ski (til ham selv og til min mor) - han var jo uddannet møbelsnedker. Han savede lidt af min mors ski, og så fik jeg dem - senere brugte jeg bare hans. Jeg har aldrig set mine forældre stå på ski - så det må jo have været i deres yngre dage de gjorde det. Det var langrendsski, som de så ud på den tid. Det vil sige de var meget brede for til og smalle bagtil. Der var dengang heller ikke særlige støvler til - selvom vi havde noget der hed skistøvler. Skistøvler var egentlig blot korte læderstøvler med en kraftig sål. På skien var der et beslag med nogle kiler, som man skubbede den forreste del af støvlen ind i. På beslagene sad nogle justerbar remme, som blev spændt op bag på støvlen. Jeg husker det sådan at jeg stod meget på ski - hver eneste vinter. Det meste af tiden var sammen med kammerater. Det foregik ude i "lyngbakkerne" - eller i landsbyens "anlæg", hvor vi hvert år lavede en lille skihopbakke (faktisk lavet af sne). Den var vel højest 1,5 meter høj - men man kunne godt slå sig alligevel.
Skøjtningen foregik i "anlægget", hvor der var (og er) en pænt stor dam. "Nogen" fandt så ud af, hvornår isen kunne bære (det har jo nok været en fra borgerforeningen). Skøjterne var nogle vi spændte på - enten på skistøvlerne, eller, hvad der ofte var bedst, på gummistøvlerne. På dammen spillede vi drenge oftest "ishockey". Målene var blot markeret med pinde. Stavene var grene, som forneden havde en lille vinkel - enten i form af en mindre stump gren eller fordi det var et lille træ trukket op med rode. Det var en helt videnskab at finde den rigtige stav. Puk'en var som regel en lille gummibold. På den tid fandtes selvfølgelig rigtige stave og også ishockeyskøjter med støvler. Men jeg har aldrig oplevet at nogen havde sådan noget. Det var simpelthen for dyrt. Rigtige skøjter kostede flere hundrede kroner (det samme som i dag i kroner) - og det var vildt mange penge dengang. Men vi havde det sjovt! Det skete selvfølgelig også, at vi bare løb rundt på skøjterne (hvis vi ikke kunne samle hold - eller hvis der var for mange piger, så vi ikke bare kunne beslaglægge det meste af dammen til hockey). Sommetider var der endda etableret belysning om aftenen. Det husker jeg som romantisk - man kunne godt komme til at holde en pige hånden under de omstændigheder. Det var jo ikke sport alt sammen...
Jeg må have været travl optaget i de år. For udover de nævnte sportsarter spillede jeg også bordtennis. Det foregik i en lille eksklusiv "klub" som en af mine ældre kammerater havde taget initiativ til. Jeg tror sågar der var vedtægter og alt muligt. Vi skulle spille med bats, vi selv havde lavet osv. Vi spillede nede i vores kælder, for der var der plads, og min far havde allerede tidligt sørget for en stor spånplade der kunne lægges ovenpå en vadskebænk. Den var ikke så stor som den skulle være, det var der ikke plads til, men den var flot malet og osv. - det havde jeg selv gjort.Desuden var der en kort overgang mulighed for at spille bordtennis i "missionshuset". På den tid var det ikke alle der kom i missionshuset (ligesom det ikke var alle der kom i forsamlingshuset). Jeg kom begge steder. Igen var der ikke nogen egentlig træning eller uddannelse - vi spillede bare.
I vores kælder foregik også andre sportslige aktiviteter. Jeg fik meget tidligt luftgevær, som 9-årig (til min fødselsdag), så det var meget tit vi stod og skød til måls ned i kælderen. Vi lukkede så døren op fra vaskerummet til varmerummet/værkstedet, og fik så en længere bane at skyde på (hele husets længde). På den tid var der kolossalt mange gråspurve ("grossere") - dem skød jeg en del af. Ingen tog notits af det (det ville slet slet ikke gå i dag...). Ellers skød vi til måls efter alt muligt udendørs - også den klassiske med en ølkapsel eller lignende der blev smidt op i luften.
En anden aktivitet der også foregik i vores kælder, var boksning. Jeg havde nogle vanter, som vi stoppede tøj ned i, så de mindede og fungerede som rigtige boksehandsker. Jeg inviterede så nogle af mine kammerater til boksekamp. Det var ikke for at de skulle have tæsk, for det var mine bedste venner, men det gik rigeligt hårdt til en gang i mellem. Som jeg husker det måtte vi ikke slå i hovedet, men vi blev ved til den ene gav sig. Tilstrækkeligt mange hårde stød på en overarm eller skulder, kunne gøre modstanderen ukampdygtig - det samme kunne et stød i mellemgulvet. Det foregik ikke hele tiden, det har været hvor jeg var omkring 9-10 år. Det var ikke alle der fik men sådan "invitation" - jeg vidste godt hvem der kunne tåle mosten, og hvem der ikke kunne. Vi sloges jo ofte i skolen/frikvartererne - det var også en slags sport, det gik kun sjældent helt galt. Og man slog faktisk ikke på dem der af den ene eller anden grund ikke kunne eller ville give igen.
Cykelsport som sådan var der ingen der dyrkede dengang, men det skal nævnes, at vi brugte vore cykler ustandselig - vi skulle jo transporteres fra den ene aktivitet til den anden. Så faktisk var der meget cykling.
Sportsaktiviteterne var mest heftige i alderen 10-15. Fodbold, håndbold (tildels) og badminton foregik helt op til jeg flyttede hjemmefra som 19-årig. Og som jeg husker det var det mere langrend på ski i den sidste periode (ud over markerne).
Som nævnt var der er også en del sport i skolen - både folkeskole og gymnasiet. Begge steder var sommeren meget optaget af atletik - og jeg fik taget alle de "mærker" man kunne tage. Det var især kortdistanceløb og længdespring jeg var godt til. Jeg var også med på skolens udvalgte hold i de 2 discipliner, når vi f.eks. mødte de andre gymnasier i konkurrence en gang om året (Fredericia, Vejle og nogle stykker mere). Det samme gjaldt fodbold og basketball (som jeg første gang spillede i gymnasiet). Om vinteren drejede det sig ofte om gymnastik - det var jeg knap så god til. Jeg faldt ikke på nogen måde igennem, var faktisk helt god til spring på måtte, men jeg skilte mig ikke ud som de allerbedste. Det samme gjaldt i øvrigt svømning og udspring.
Det var nok fodbolden, der stod mit hjerte nærmest. Jeg var i al beskedenhed god til al sport. Men det var fodbold jeg var mest "kendt" for. Det var der også andre af mine kammerater/medspillere der var. Andst-drengene var kendt i omegnen som farlige modstandere. Også som voksenspiller (egentlig var jeg jo yngling) var vi gode og rykkede op gennem rækkerne flere gange på de få år. Vi fik også en professionel træner, det var ganske nyt på den tid, ligesom der senere blev bygget et helt nyt stadion. Billede fra indvielsen ses her (det er mig til højre i billedet med den meget store manke). Jeg kan huske jeg sammen med en eller to af mine holdkammerater kom på et udvalgt regionshold, hvor de fleste andre spillere kom fra hold der spillede i rækker/turneringer, der var langt højere end vi gjorde. Vore modstandere var faktisk repræsenterede af flere tidligere landsholdsspillere. Jeg kan også huske, at vores træner flere gange sagde til mig, at han ikke fattede jeg ikke flyttede til en større klub, og så blev professionel i udlandet (som f.eks. Harald Jensen, Morten Olsen osv.). Så noget må jeg jo have kunnet. Der var også flere af mine holdkammerater der senere spillede divisionsfodbold da de flyttede hjemmefra og altså blev ved med at spille fodbold.
Men nogen egentlig fodboldkarriere blev det altså ikke til. Det er bestemt ikke noget jeg beklager - for det har aldrig været med i mine overvejelser. Da jeg flyttede hjemmefra forsøgte jeg overhovedet ikke at komme ind i en klub - sport holdt jeg faktisk helt op med. Det kom så igen senere. Jeg husker dog en enkelt gang hvor jeg spillede fodboldkamp senere. Det har været omkring 1970, hvor der formenligt har været et jubilæum af en eller andet art. I hvert fald samlede man det "gamle" hold (langt de fleste var som jeg flyttet fra byen), der så skulle spille mod det eksisterende hold. Vi vandt stort! Det er vist den eneste gang min kone har set mig spille fodboldkamp.
Men inden jeg kommer med det, vil jeg godt nævne, at al min sportsdyrkelse i min drenge- og ungdomstid jo ofte var begunstiget af at voksne sørgede mere eller mindre for rammerne var i orden. Nogen tog jo initiativ til et helt nyt stadion og fik det etableret, nogen klarede at drive klubben, at sørge for tilmelding mv. til turneringer, at sørge for kørsel til udekampe osv. Det var ikke forældrene der bare kørte dengang. Vi gav altid en lille skilling for kørsel - men ofte var det simpelt hen voksne, der selv havde spillet fodbold engang, som kørte med os og fungerede som aktivt publikum. Jeg beklager jeg ikke har givet noget af det tilbage senere i livet. Det tror jeg måske jeg ville have gjort, hvis jeg stadig boede i området (bilder jeg mig da ind). Jeg føler stor taknemmelighed over for de mennesker - desværre er langt de fleste af dem døde i dag (måske alle). Den taknemmelighed føler man ikke som dreng/ung - da lever man i nu'et. Jeg tror jeg levede endog meget i nu'et. Jeg ville selvfølgelig gerne vinde, men det afgørende var legen med bolden (hvad enten det var en fjerbold, håndbold eller fodbold). Træning som sådan v ar slet ikke med - jeg ville spille. Måske det var derfor jeg stoppede, da jeg flyttede hjemmefra. Jeg vidste jo godt at i de større klubber gik man helt anderledes frem når man trænede - og spillede. Jeg fik sjældent kritik af de voksne trænere og tilskuere (eller medspillere) - for jeg var jo god til det. Jeg husker jeg 1 gang blev kritiseret af min træner under en kamp - jeg reagerede ved at forlade banen! Det viser lidt om min holdning til sport.
Noget jeg husker fra specielt min fodbold-træning, eller når vi selv samlede hold i fritiden, er, at holdsammensætningen ofte foregik på den måde, at man valgte to kaptajner (som regel blandt de bedste), og de skiftedes så til at udpege spillere til deres respektive hold. Det betød jo at der hver gang var en vurdering (fra kammeraterne) af hvor god den enkelte var til at spille fodbold. Det var yderst sjældent jeg ikke var enten holdkaptajn, eller blev udpeget allerede som nr. 1 eller 2 (personlige sympatier spillede også lidt ind). Men også dengang tænkte jeg på de stakler der altid stod tilbage til sidst - og hvor ingen rigtig havde lyst til at udpege nogen af dem (de stod jo nærmest i vejen). Jeg havde jo også rigtig gode kammerater, der ikke lige netop var gode til fodbold (men gerne ville være det), og man kunne fornemme hvordan de led. Måske man skulle have vendt bøtten rundt og af og til ladet nogle af de dårlige være holdkaptajner - det kunne sagtens have fungeret. I parentes bemærket tror jeg at det senere i livet måske har betydet, at nogle af dem har gjort alt for at blive "kaptajner" på nogle områder, der ikke lige havde med fodbold at gøre....Sikkert er det, at det har påvirket dem meget - positivt eller negativt. Men ellers kan jeg nu ikke se nogen direkte sammenhæng mellem sportsaktiviteterne som dreng/ung og hvad man senere i livet har bedrevet eller opnået. Allerede dengang var der da også blandt de voksne enkelte, som ikke havde nogen høj status i øvrigt, men som tidligere havde været fremragende til at spille fodbold. Og omvendt. Der er selvfølgelig ikke her tale om nogen videnskabelig analyse (og jeg tror ikke der er foretaget en sådan - underligt nok), men jeg tror kun at sportsaktiviteter som yngre (med en vis succes) har betydning på den måde, at man også resten af livet har lyst til indimellem blot at "lege" (eller måske rettere: rent faktisk gør det).
Som jeg allerede har været inde på stoppede jeg med at dyrke sport en kort overgang, da jeg flyttede hjemmefra. Det gjaldt i årene 1966-67 og 1969-71. Jeg havde ikke rigtig mulighed for det, da jeg ikke ville ind i klub osv.
I 1972 flyttede min kone og jeg sammen med vore venner, Marry og Bent, til Hadsten. Huset som vi købte lå ikke ret langt fra byens eneste tennisbane (og der var kun 1 bane). Bent og jeg besluttede os for at prøve, og det kom vi ret hurtigt i gang med. Vi spillede meget, meget tit. Uden instruktion eller noget, men jeg synes vi blev helt gode til det. Vi spillede jo så tit vi kunne komme af sted med det. Da vi begge læste havde vi jo ofte hele dagen til rådighed, så det var nemt at komme til. Jeg kan ikke huske om vi blev ved med det i alle de godt 4 år vi boede i Hadsten, men jeg tror det. Da Bent og Marry flyttede til Aarhus igen, og vi flyttede til Viborg var jeg i mellemtiden begyndt på Handelshøjskolen og også med at arbejde. Handelshøjskolen var to aftener om ugen, så når jeg var færdig på arbejde kørte Bent og jeg ud på tennisbanen i Aabyhøj, så gik tiden jo fint indtil jeg begyndte undervisningen.
I 1979 var jeg færdig med min HD så da stoppede mit tennisspil hvorefter jeg ikke dyrkede sport igen før en gang i 80'erne, hvor jeg begyndte at spille firma-badminton i Viborg. Vi var vel en 10 stykker på Amtsgården der deltog i det. Dels med træning 1 gang om ugen og med turnering også 1 gang om ugen. Dertil kom mindst 1 cup-turnering pr. sæson (afhængig af om man vandt kunne det godt blive op til 2 mere). Så det blev til en del badmintonspil. Vi vandt af og til holdturneringen (på billedet ses Nels, Irene, Knud, Britt og Per) i Viborg, adskillige cups, hvoraf, som jeg husker det, et enkelt landsmesterskab i mix. Firmaturneringen ophørte for nogle år siden, da der ikke længere var deltagere nok (vi var jo efterhånden kommet op i alderen, og der kom ikke nok nye til), men vi fortsatte så med at spille 1 gange om ugen. Jeg har i mix haft den samme partner i alle årene (Irene, som nu er 70 år!). P.t. er vi faktisk 8 spillere der spiller i 2 "hold" - dels herredouble, dels mixdouble. Der er af og til afbud på herredoublen, og her er jeg så fast afløser, så ofte får jeg spillet 2 timer på en aften.
Da min søn kom op i 10-årsalderen eller deromkring begyndte vi at spille tennis i Liseborg-anlægget her i Viborg. Jeg kan ikke helt huske hvor længe vi gjorde det, men i hvert fald et par år. Min datter var også af og til med. Hjemme i haven legede vi ofte med en bold. Noget vi fandt mægtig sjov var noget vi kaldte fodtennis, hvor vi spillede fodbold efter tennisregler henover et udspændt net. Bolden var en skumgummibold. Det skete også vi spillede badminton, når der tilfældigt var ledigt på træningsbanen i forbindelse med firma-idrætten.
Men jeg spiller altså stadig badminton med stor fornøjelse. Denne vinter er jeg så begyndt at stå på skøjter igen (efter mere end 45 år!). Det foregår på en kunstbane kommunen anlægger hver vinter nede vi søen. Det har så inspireret mig til at ville stå på rulleskøjter - og det har jeg aldrig prøvet før. Det glæder jeg mig til at prøve.
Jeg har nu prøvet rulleskøjter og det gik sådan set fint. Der er ikke meget forskel på at stå på sådan nogle og ishockeyskøjter. Men på en eller anden måde synes jeg det er for kedeligt. Det går jo meget ligeud, og så går det alligevel for langsomt. Så jeg har ikke købt nogen - måske senere.
I stedet har jeg besluttet at købe en cykel. Det har brugt en del tid på at studere. Jeg vil nemlig gerne have en racer-cykel (har aldrig haft en). Men samtidig vil jeg gerne kunne bruge den til lige at stikke en tur ud i skoven eller sådan noget - eller ned ad en grusvej (en del af vejen ned til vort sommerhus er faktisk grusvej). Der gik faktisk lang tid inden jeg fandt ud af, at sådan noget findes. Det hedder en cross-racer. Ikke særlig almindeligt i DK. Jeg har bestilt en for flere uger siden - og har lige fået at vide den kommer på fredag. Jeg har selvfølgelig købt hjelm (ok, skaterhjelm), tøj og al ting. Også pedaler (racere købes uden pedaler). Det er en Giant TCX 2.
[Videoer]
.jpg)
