Undervisningspligten var i 1961 stadig kun 7 år (først i 1975 blev den 9 år). På den tid var der noget der hed mellemskolen som var en overgangskole mellem folkeskolen og gymnasiet. Den var på 4. år (fra 6. klassetrin til 9.), man kunne så fortsætte i gymnasiet derfra (hvis man blev optaget) - eller tage et år mere og få realeksamen. I 1958 indførtes en ny love hvorefter mellemskolen blev afskaffet, således at man herefter skulle gå i den normale folkeskole til og med 7. klasse. Så kunne man gå ud af skolen, eller man kunne fortsætte i 8. klasse (hvis der var en sådan), eller man kunne fortsætte i 1. real og derefter 2. real (hvis man blev optaget). efter 2. real kunne man komme i gymnasiet (hvis man blev optaget), eller tage 3. real og få realeksamen (og så evt. derefter komme i gymnasiet). Det var altså på den tid langt sværere at komme i gymnasiet end det er i dag. Man skulle passere 2 nåleøjne.
Dertil kom på en måde et nåleøje mere.
Det var nemlig sådan at gymnasiet havde en lille mellemskole (senere realafdeling), beregnet på elever hvor man allerede tidligt kunne vurdere at de var egnet til gymnasiet. Samtidig havde gymnasiet så den fordel at have bedre forbindelse bagud i uddannelsessytemet. Før reformen i 1958 blev der afholdt særlige eksamener for de der ønskede at begynde i den del af gymnasiet (efter. 5. klasse). Efter reformen var det en udtalelse fra folkeskolen, der dannede grundlag for optagelse. Hvis man kun blev erklæret for "måske egnet", skulle man til en optagelsesprøve på gymnasiet. "ikke egnede" kom slet ikke i betragtning.
De af mine kammerater, der var lidt ældre end jeg var igennem mellemskolen, og forlod derfor folkeskolen allerede efter 5. klasse. "mellemskolesystemet" forsatte dog lidt endnu, fordi man i folkeskolen havde mulighed for efter 5. klasse at dele eleverne op i et B-hold og et A-hold. Hhv. elever der var "bogligt" egnede og ikke var det. Jeg kan huske det gav anledning til en del ballade og formentlig tårer. Ikke alle kunne forstå hvorfor de kom på A-holdet. Jeg kan huske min far var meget imod den opdeling, idet han mente at børn udvikler sig meget også efter den alder - og det havde han jo ret i. Men ellers var det vist lærerne der gik mest ind for den ordning. Vi elever var ikke glade for den - for vi mistede jo halvdelen af vores kammerater. Ordningen blev, så vidt jeg ved, afskaffet få år efter.
Min årgang var fuldt ud omfattet af den nye lov. Jeg kom på B-holdet og august 1961 begyndte jeg derfor i 1. real på Kolding Gymnasium (som den eneste fra min klasse). Det var kun få der begyndte i 1. real i en "realskole". En af dem kom senere i gymnasiet. Langt de fleste gik ud af skolen efter 7. klasse. Jeg tror det var typisk på den tid at 1-3 ud af en klasse med 25-30 blev studenter - i hvert fald når det drejede sig om landsbyskoler.
Jeg kendte således ingen i min klasse. Jeg kendte nogle ganske få af dem der gik i de ældre klasser. Pudsigt nok ikke i klassen lige over, men i klassen 2 trin over - dvs. i 1. gymnasieklasse. Det var nogle af mine kammerater, bl.a. fra fodbold. Men det betød jo intet i hverdagen på skolen. En del af de andre i klassen kendte hinanden, for de kom fra nogle store byskoler i Kolding. Men der var andre som jeg der kom fra landet, og ikke kendte nogen. Jeg kom til at sidde sammen med en der hed Peder, der kom fra Skanderup ved Lunderskov. Det viste sig senere at vi var ud af samme slægt. Vi blev gode kammerater, og han var bla. med os på ferie året efter ved Rhinen. Klassekammeraterne fra byen var noget mere frigjorte end vi fra landet var det. De fleste af dem havde forældre, der selv var studenter og akademikere. Det var bestemt ikke typisk for os fra landet. Der var selvfølgelig også nogle fra byen der havde lignende eller "dårligere" baggrund. Det var nok gennemgående os der var de mest seriøse og flittigste. De andre var på en måde lidt mere voksne i deres væremåde. For første gang blev jeg sammen med resten af klassen inviteret til privat fest med middag, borddame, dans osv. Det var ret stiligt og foregik hos en meget velhavende familie, hvis datter gik i vores klasse. Det gik sådan set fint nok, jeg vandt bl.a. en dansekonkurrence sammen med "værtinden". Men jeg kan huske jeg var meget nervøs inden.
Men egentlig gik det jo rigtig godt alt sammen. Jeg klarede mig fint i timerne - jeg fik sågar ekstraopgaver af matematiklæreren som jeg kunne sidde og hygge mig med mens de andre endnu ikke var færdige med deres obligatoriske. Matematik, kemi og fysik var bare mig. Men det gik fint i alle fag. I slutningen (2. real) tog min fysiske vækst også fart - da vi begyndte var jeg om end ikke lille, så i hvert flad ikke blandt de højeste. Men det var jeg da vi afsluttede 2. real.
Jeg havde som nævnt en god kammerat, Peder, men fik også en anden. Lars gik i samme klasse og var fra Askov. Han kørte med samme bus som jeg (lang tur - især for ham). Vi sad som regel sammen i bussen i hvert fald hjemad. På henturen var bussen som regel overfyldt, og mange sad og sov. Vi besøgte af og til hinanden i fritiden.
Efter 2. real skulle vi så igennem "nåleøjet" en gang til. Denne gang var der selvfølgelig mange flere der så kunne fortsætte i 1. gymnasieklasse. Men desværre ikke mine 2 kammerater. De er vist senere (efter. 3. real) lykkedes med at blive studenter osv. Men jeg har faktisk ikke haft kontakt til dem siden...
Et andet nåleøje var også at vi inden vi eventuelt kunne komme i gymnasiet skulle have bestået "den lille latinprøve". Latin var meget svært for de fleste og prøven blev set frem til med nogen bæven. Det havde jeg egentlig ingen grund til, men var noget påvirket af situationen. Som jeg husker det var vi oppe 3 ad gangen. Det vil sige 2 af ens klassekammerater overværede eksaminationen. Jeg ved ikke hvorfor, men sådan var det - og man kunne jo kun blive mere nervøs af det. Jeg husker endnu,at jeg begyndte noget så frygteligt at vrøvle omkring noget fuldstændig banalt for til sidst at være på vej til at besvime. Rektor Knud Moseholm (for han var vores lærer) opdagede det og ville følge mig hen til et sted, hvor jeg kunne ligge ned. Men undervejs besvimede jeg simpelthen, så jeg faldt ned på gulvet. Jeg vågnede lidt efter inde på rektors kontor, hvor han kort tid efter kom ind og sagde til mig at sådan noget kunne jo ske, og at det skulle jeg ikke tage mig af. Jeg ville få en helt ny eksamination med et nyt spørgsmål, når jeg var klar til det. Det var jeg få minutter efter - og alt gik gnidningsløst endda med en ganske pæn karakter.
I 1961 trådte en ny gymnasiereform i kraft og det betød, at min årgang vist var den første der kunne/skulle gennemføre hele gymnasiet efter de ny retningslinier. Der var nu 2 overordnede linier - 1 sproglig og en matematisk (tidligere var der også en "gammelsproglig"). Jeg valgte den matematiske - det lå lige for.
Jeg begyndte således i 1. g august 1964. Der var et par stykker jeg kendte fra 2. real - men langt de fleste kom "udefra", hvor de jo havde gået i realskole, de havde alle realeksamen, og var som følge deraf også (mindst) 1 år ældre. Jeg var stadig ikke helt udvokset endnu, men har nok været det i slutningen af 1. g. Der var ikke mange piger i klassen - højst 20% (helt normalt for en matematisk gymnasieklasse - i de sproglige var det lige omvendt).
Selve undervisningen foregik nu på et mere krævende plan. Jeg husker alle lærerne også ved navn. De var alle meget dygtige - men ikke alle havde naturligvis lige godt "greb" om det. Det har ikke altid været nemt for dem heller. Nogle få af lærerne var flintrende ligeglade (det måtte vi sandelig selv om - hvilket de jo egentlig havde ret i). Nogle af dem var handicappede af, at vi var en matematisk klasse, så derfor var det absolut mest de naturvidenskabelige fag, der havde vores interesse. Men jeg husker vi havde en dansk-lærer, Jensen, der gjorde indtryk på os. Han gik faktisk ud over læseplanen, idet han mente vi burde kende noget til den helt nye litteratur, såvel dansk som udenlandsk. Det fik han os så meget overbevist om, at de fleste af os frivilligt var med i en studiegruppe efter skoletid, som han foreslog (for egen regning). Helt utroligt! Jeg tror det var efter 2. g han flyttede til Silkeborg. Faktisk besøgte hele klassen ham der - efter vi var blevet studenter. Det var han meget rørt over. Hans undervisning var præget af meget stor viden om livet, filosofi, historie, kunst osv. Jeg har ikke gået på højskole, men jeg kunne forestille mig at hans undervisning har været tæt på højskolens når den var bedst. Han var en ægte humanist!
"konkurrencen" var jo via de mange nåleøjer blevet hårdere og hårdere. Det var ikke blot mig der var god til f.eks. fysik. Men jeg hørte dog stadig til den absolutte top i matematik og fysik. Pga. gymnasiereformen havde vi fået helt nyt pensum og helt nye lærebøger specielt i disse fag. Vi startede på en måde lidt forfra - det var en helt nye måde f.eks. at forstå matematik på. Det betød så også, at hvor de der havde realeksamen tidligere havde haft en fordel (fordi de til en vis grad havde haft 1. g pensum, da de jo havde haft et år mere) var den ikke længere til stede. Nogen af dem havde faktisk svært ved at vende sig til at tænke på en helt ny måde. Vi havde en fantastisk dygtig forholdsvis ung matematiklærer, Erik Mortensen, som også havde haft en af lærebogsforfatterne som studiekammerat på universitetet. Jeg husker endnu hvordan han ruskede op i mig. Sagen var den, at jeg nok i begyndelsen var lidt doven - jeg var typisk i puberteten (sent udviklet), og faktisk altid lidt træt. En dag gav han mig og en kammerat et ordentligt "fur" i forbindelse med en lille prøve vi havde haft. Det var gået rigtig skidt for os begge. Jeg fik mest skældud, fordi, som han sagde, jeg jo havde evnerne, men åbenbart ikke viljen (det var som at høre min far...). Jeg tog mig faktisk sammen, og jeg blev en af hans yndlingselever, forstået på den måde, at han ofte henvendte sig til mig når han ikke kunne få svar fra andre vedr. matematiske problemstillinger.
I fransk-timerne havde vi "gang-ras", Rasmussen. Han havde tidligere været balletdanser og som følge deraf havde han en meget flot og smuk gang. Han var samtidig en høj mand - så hans gang var meget majestæstisk. Han var uden tvivl en dygtig fransklærer - men de fleste af os (drengene især) mente ikke vi rigtig kunne bruge de til noget. Han forsøgte sig med både båndoptager og med franske aviser, men lige lidt hjalp det. Når vejret var dejligt udenfor og vinduerne stod åbne og vi samtidig var i stueetagen, så var det jo fristende at springe ud af vinduet. Og det gjorde nogle af os faktisk! Midt i timen. Vi gik så over på slotshotellet og spillede keglebillard. Det gjorde vi faktisk mere end 1 gang - og han sagde ikke noget til det udover at det ikke var hans problem. Samme Rasmussen kunne i øvrigt være meget morsom og tør - egentlig kunne vi godt lide ham.
Det var lidt synd for ham at vi senere lavede en practical joke på ham (gad vide om han nogen sinde opdagede det..). Vi var nogle stykker (i 3. g) der havde en fornøjelig aften (der også var meget meget våd) hos en af mine kammerater. Jeg husker ikke anledningen nærmere, men vi fik i hvert fald også senere fat i nogle piger fra nogle af den andre klasser. Udover det med pigerne husker jeg at en af mine kammerater mente vi skulle tage gas på gang-ras. Han havde nemlig set i det lokale blad, at han var interesseret i et eller andet historisk emne (muligvis noget slægtshistorie). Han ringede derfor til ham og udgav sig med fordrejet stemme som journalist, og da han havde læst artiklen, var han jo godt inde i stoffet og gang-ras undrede sig jo ikke over opringningen og begyndte livligt at snakke og fortælle. Jeg tror aldrig han opdagede det, men han har jo nok undret sig over, der ikke kom mere ud af det.
Lærere vi i øvrigt havde var: Lindberg (matematik, fysik), Mathiesen (fysik), hr. Lambert (sport), fru Lambert (kemi), fr. Bruun (dansk, religion og oldtidskundskab), Hansen (biologi), Emmeluth (musik), Nellemann (historie).
Gymnasiet havde selvfølgelig en elevforening, hvor der også var en masse aktiviteter. Det var ikke noget jeg deltog særlig meget i - dels pga. jeg boede lidt langt væk, dels havde jeg nok ikke så meget lyst eller tid til det. Jeg dyrkede jo også stadig sport derhjemme i Andst f.eks. Der var heller ikke mange af mine klassekammerater der deltog. Min klasse bestod hovedsagelig af folk fra landet.
Efter studenteeksamen spredtes vi jo for alle vinde - mere eller mindre. 4 af os havde søgt optagelse på DTU, så vi så hinanden igen efter sommerferien, da vi alle var blevet optagede. Resten (eller de fleste af dem) så jeg igen til en klassefest i 1978 hos en af klassekammeraterne. Vi var 19 i klassen (enkelte var faldt fra i de første år). Det var særdeles hyggeligt at gense dem, og høre om deres liv. En del mødtes også til 25 års jubilæum i 1991 (jeg kunne ikke), og jeg var selv lidt med til at indkalde til en ny fest i 1992. Der var ikke opbakning nok, så siden har vi ikke set hinanden.
Der blev ved slutningen af gymnasiet udarbejdet en Blå Bog:
Dertil kom på en måde et nåleøje mere.
Det var nemlig sådan at gymnasiet havde en lille mellemskole (senere realafdeling), beregnet på elever hvor man allerede tidligt kunne vurdere at de var egnet til gymnasiet. Samtidig havde gymnasiet så den fordel at have bedre forbindelse bagud i uddannelsessytemet. Før reformen i 1958 blev der afholdt særlige eksamener for de der ønskede at begynde i den del af gymnasiet (efter. 5. klasse). Efter reformen var det en udtalelse fra folkeskolen, der dannede grundlag for optagelse. Hvis man kun blev erklæret for "måske egnet", skulle man til en optagelsesprøve på gymnasiet. "ikke egnede" kom slet ikke i betragtning.
De af mine kammerater, der var lidt ældre end jeg var igennem mellemskolen, og forlod derfor folkeskolen allerede efter 5. klasse. "mellemskolesystemet" forsatte dog lidt endnu, fordi man i folkeskolen havde mulighed for efter 5. klasse at dele eleverne op i et B-hold og et A-hold. Hhv. elever der var "bogligt" egnede og ikke var det. Jeg kan huske det gav anledning til en del ballade og formentlig tårer. Ikke alle kunne forstå hvorfor de kom på A-holdet. Jeg kan huske min far var meget imod den opdeling, idet han mente at børn udvikler sig meget også efter den alder - og det havde han jo ret i. Men ellers var det vist lærerne der gik mest ind for den ordning. Vi elever var ikke glade for den - for vi mistede jo halvdelen af vores kammerater. Ordningen blev, så vidt jeg ved, afskaffet få år efter.
Min årgang var fuldt ud omfattet af den nye lov. Jeg kom på B-holdet og august 1961 begyndte jeg derfor i 1. real på Kolding Gymnasium (som den eneste fra min klasse). Det var kun få der begyndte i 1. real i en "realskole". En af dem kom senere i gymnasiet. Langt de fleste gik ud af skolen efter 7. klasse. Jeg tror det var typisk på den tid at 1-3 ud af en klasse med 25-30 blev studenter - i hvert fald når det drejede sig om landsbyskoler.
Jeg kendte således ingen i min klasse. Jeg kendte nogle ganske få af dem der gik i de ældre klasser. Pudsigt nok ikke i klassen lige over, men i klassen 2 trin over - dvs. i 1. gymnasieklasse. Det var nogle af mine kammerater, bl.a. fra fodbold. Men det betød jo intet i hverdagen på skolen. En del af de andre i klassen kendte hinanden, for de kom fra nogle store byskoler i Kolding. Men der var andre som jeg der kom fra landet, og ikke kendte nogen. Jeg kom til at sidde sammen med en der hed Peder, der kom fra Skanderup ved Lunderskov. Det viste sig senere at vi var ud af samme slægt. Vi blev gode kammerater, og han var bla. med os på ferie året efter ved Rhinen. Klassekammeraterne fra byen var noget mere frigjorte end vi fra landet var det. De fleste af dem havde forældre, der selv var studenter og akademikere. Det var bestemt ikke typisk for os fra landet. Der var selvfølgelig også nogle fra byen der havde lignende eller "dårligere" baggrund. Det var nok gennemgående os der var de mest seriøse og flittigste. De andre var på en måde lidt mere voksne i deres væremåde. For første gang blev jeg sammen med resten af klassen inviteret til privat fest med middag, borddame, dans osv. Det var ret stiligt og foregik hos en meget velhavende familie, hvis datter gik i vores klasse. Det gik sådan set fint nok, jeg vandt bl.a. en dansekonkurrence sammen med "værtinden". Men jeg kan huske jeg var meget nervøs inden.
Men egentlig gik det jo rigtig godt alt sammen. Jeg klarede mig fint i timerne - jeg fik sågar ekstraopgaver af matematiklæreren som jeg kunne sidde og hygge mig med mens de andre endnu ikke var færdige med deres obligatoriske. Matematik, kemi og fysik var bare mig. Men det gik fint i alle fag. I slutningen (2. real) tog min fysiske vækst også fart - da vi begyndte var jeg om end ikke lille, så i hvert flad ikke blandt de højeste. Men det var jeg da vi afsluttede 2. real.
Jeg havde som nævnt en god kammerat, Peder, men fik også en anden. Lars gik i samme klasse og var fra Askov. Han kørte med samme bus som jeg (lang tur - især for ham). Vi sad som regel sammen i bussen i hvert fald hjemad. På henturen var bussen som regel overfyldt, og mange sad og sov. Vi besøgte af og til hinanden i fritiden.
Efter 2. real skulle vi så igennem "nåleøjet" en gang til. Denne gang var der selvfølgelig mange flere der så kunne fortsætte i 1. gymnasieklasse. Men desværre ikke mine 2 kammerater. De er vist senere (efter. 3. real) lykkedes med at blive studenter osv. Men jeg har faktisk ikke haft kontakt til dem siden...
Et andet nåleøje var også at vi inden vi eventuelt kunne komme i gymnasiet skulle have bestået "den lille latinprøve". Latin var meget svært for de fleste og prøven blev set frem til med nogen bæven. Det havde jeg egentlig ingen grund til, men var noget påvirket af situationen. Som jeg husker det var vi oppe 3 ad gangen. Det vil sige 2 af ens klassekammerater overværede eksaminationen. Jeg ved ikke hvorfor, men sådan var det - og man kunne jo kun blive mere nervøs af det. Jeg husker endnu,at jeg begyndte noget så frygteligt at vrøvle omkring noget fuldstændig banalt for til sidst at være på vej til at besvime. Rektor Knud Moseholm (for han var vores lærer) opdagede det og ville følge mig hen til et sted, hvor jeg kunne ligge ned. Men undervejs besvimede jeg simpelthen, så jeg faldt ned på gulvet. Jeg vågnede lidt efter inde på rektors kontor, hvor han kort tid efter kom ind og sagde til mig at sådan noget kunne jo ske, og at det skulle jeg ikke tage mig af. Jeg ville få en helt ny eksamination med et nyt spørgsmål, når jeg var klar til det. Det var jeg få minutter efter - og alt gik gnidningsløst endda med en ganske pæn karakter.
I 1961 trådte en ny gymnasiereform i kraft og det betød, at min årgang vist var den første der kunne/skulle gennemføre hele gymnasiet efter de ny retningslinier. Der var nu 2 overordnede linier - 1 sproglig og en matematisk (tidligere var der også en "gammelsproglig"). Jeg valgte den matematiske - det lå lige for.
Jeg begyndte således i 1. g august 1964. Der var et par stykker jeg kendte fra 2. real - men langt de fleste kom "udefra", hvor de jo havde gået i realskole, de havde alle realeksamen, og var som følge deraf også (mindst) 1 år ældre. Jeg var stadig ikke helt udvokset endnu, men har nok været det i slutningen af 1. g. Der var ikke mange piger i klassen - højst 20% (helt normalt for en matematisk gymnasieklasse - i de sproglige var det lige omvendt).
Selve undervisningen foregik nu på et mere krævende plan. Jeg husker alle lærerne også ved navn. De var alle meget dygtige - men ikke alle havde naturligvis lige godt "greb" om det. Det har ikke altid været nemt for dem heller. Nogle få af lærerne var flintrende ligeglade (det måtte vi sandelig selv om - hvilket de jo egentlig havde ret i). Nogle af dem var handicappede af, at vi var en matematisk klasse, så derfor var det absolut mest de naturvidenskabelige fag, der havde vores interesse. Men jeg husker vi havde en dansk-lærer, Jensen, der gjorde indtryk på os. Han gik faktisk ud over læseplanen, idet han mente vi burde kende noget til den helt nye litteratur, såvel dansk som udenlandsk. Det fik han os så meget overbevist om, at de fleste af os frivilligt var med i en studiegruppe efter skoletid, som han foreslog (for egen regning). Helt utroligt! Jeg tror det var efter 2. g han flyttede til Silkeborg. Faktisk besøgte hele klassen ham der - efter vi var blevet studenter. Det var han meget rørt over. Hans undervisning var præget af meget stor viden om livet, filosofi, historie, kunst osv. Jeg har ikke gået på højskole, men jeg kunne forestille mig at hans undervisning har været tæt på højskolens når den var bedst. Han var en ægte humanist!
"konkurrencen" var jo via de mange nåleøjer blevet hårdere og hårdere. Det var ikke blot mig der var god til f.eks. fysik. Men jeg hørte dog stadig til den absolutte top i matematik og fysik. Pga. gymnasiereformen havde vi fået helt nyt pensum og helt nye lærebøger specielt i disse fag. Vi startede på en måde lidt forfra - det var en helt nye måde f.eks. at forstå matematik på. Det betød så også, at hvor de der havde realeksamen tidligere havde haft en fordel (fordi de til en vis grad havde haft 1. g pensum, da de jo havde haft et år mere) var den ikke længere til stede. Nogen af dem havde faktisk svært ved at vende sig til at tænke på en helt ny måde. Vi havde en fantastisk dygtig forholdsvis ung matematiklærer, Erik Mortensen, som også havde haft en af lærebogsforfatterne som studiekammerat på universitetet. Jeg husker endnu hvordan han ruskede op i mig. Sagen var den, at jeg nok i begyndelsen var lidt doven - jeg var typisk i puberteten (sent udviklet), og faktisk altid lidt træt. En dag gav han mig og en kammerat et ordentligt "fur" i forbindelse med en lille prøve vi havde haft. Det var gået rigtig skidt for os begge. Jeg fik mest skældud, fordi, som han sagde, jeg jo havde evnerne, men åbenbart ikke viljen (det var som at høre min far...). Jeg tog mig faktisk sammen, og jeg blev en af hans yndlingselever, forstået på den måde, at han ofte henvendte sig til mig når han ikke kunne få svar fra andre vedr. matematiske problemstillinger.
I fransk-timerne havde vi "gang-ras", Rasmussen. Han havde tidligere været balletdanser og som følge deraf havde han en meget flot og smuk gang. Han var samtidig en høj mand - så hans gang var meget majestæstisk. Han var uden tvivl en dygtig fransklærer - men de fleste af os (drengene især) mente ikke vi rigtig kunne bruge de til noget. Han forsøgte sig med både båndoptager og med franske aviser, men lige lidt hjalp det. Når vejret var dejligt udenfor og vinduerne stod åbne og vi samtidig var i stueetagen, så var det jo fristende at springe ud af vinduet. Og det gjorde nogle af os faktisk! Midt i timen. Vi gik så over på slotshotellet og spillede keglebillard. Det gjorde vi faktisk mere end 1 gang - og han sagde ikke noget til det udover at det ikke var hans problem. Samme Rasmussen kunne i øvrigt være meget morsom og tør - egentlig kunne vi godt lide ham.
Det var lidt synd for ham at vi senere lavede en practical joke på ham (gad vide om han nogen sinde opdagede det..). Vi var nogle stykker (i 3. g) der havde en fornøjelig aften (der også var meget meget våd) hos en af mine kammerater. Jeg husker ikke anledningen nærmere, men vi fik i hvert fald også senere fat i nogle piger fra nogle af den andre klasser. Udover det med pigerne husker jeg at en af mine kammerater mente vi skulle tage gas på gang-ras. Han havde nemlig set i det lokale blad, at han var interesseret i et eller andet historisk emne (muligvis noget slægtshistorie). Han ringede derfor til ham og udgav sig med fordrejet stemme som journalist, og da han havde læst artiklen, var han jo godt inde i stoffet og gang-ras undrede sig jo ikke over opringningen og begyndte livligt at snakke og fortælle. Jeg tror aldrig han opdagede det, men han har jo nok undret sig over, der ikke kom mere ud af det.
Lærere vi i øvrigt havde var: Lindberg (matematik, fysik), Mathiesen (fysik), hr. Lambert (sport), fru Lambert (kemi), fr. Bruun (dansk, religion og oldtidskundskab), Hansen (biologi), Emmeluth (musik), Nellemann (historie).
Gymnasiet havde selvfølgelig en elevforening, hvor der også var en masse aktiviteter. Det var ikke noget jeg deltog særlig meget i - dels pga. jeg boede lidt langt væk, dels havde jeg nok ikke så meget lyst eller tid til det. Jeg dyrkede jo også stadig sport derhjemme i Andst f.eks. Der var heller ikke mange af mine klassekammerater der deltog. Min klasse bestod hovedsagelig af folk fra landet.
Efter studenteeksamen spredtes vi jo for alle vinde - mere eller mindre. 4 af os havde søgt optagelse på DTU, så vi så hinanden igen efter sommerferien, da vi alle var blevet optagede. Resten (eller de fleste af dem) så jeg igen til en klassefest i 1978 hos en af klassekammeraterne. Vi var 19 i klassen (enkelte var faldt fra i de første år). Det var særdeles hyggeligt at gense dem, og høre om deres liv. En del mødtes også til 25 års jubilæum i 1991 (jeg kunne ikke), og jeg var selv lidt med til at indkalde til en ny fest i 1992. Der var ikke opbakning nok, så siden har vi ikke set hinanden.
Der blev ved slutningen af gymnasiet udarbejdet en Blå Bog:
.png "Klik for at læse"){kind=small}
