Efter udnævnelsen til sergent skulle jeg videreuddannes til det, jeg skulle beskæftige mig med i Skrydstrup. Det var indenfor det der hedder "kontrol og varsling", hvilket vil sige opgaver med at holde øje med luftrummet, og foretage det fornødne i forhold til situationen. Det er opgaver der allerede dengang foregik vha. avanceret teknologi. Radar, computere osv. - og ofte under jorden i bunkere mv.
Udannelsen varede 2 måneder og foregik midt ude i Grib skov (Kagerup). Her følte vi for første gang stor frihed. Det var faktisk som at gå på arbejde. Kadaverdisciplinen var borte. Stort set det hele var teoretisk undervisning, og vi havde aftenerne og week-ends mv. til vores egen rådighed. Vi havde små stuer, og igen fik jeg mig et par gode kammerater - som jeg ikke har set siden. Jeg husker ikke meget fra undervisningen som sådan. Men det var selvfølgelig noget om hvordan radar fungerer teknisk set, men også noget om hvordan man brugte det særlige notationssystem til at beskrive luftrummet. Der var også interessante emner som "fejlfinding". Men ellers husker jeg mest stilheden (der var ingen der råbte og skreg, som vi jo ellers var vant til) og den gode mad. Det hele føltes nærmest som et ferieophold! Der har nok været nogle prøver eller lignende, men egentlig eksamen husker jeg ikke noget om.
Jeg husker ikke, hvornår præcist jeg så tiltrådte som sergent i Skrydstrup (eller rettere i Bæk Skov 5 kilometer derfra), men det har været i april 1968. Der skulle jeg så være der indtil min værnepligt sluttede 30. april 1969.
Kontrol- og varslingsenheden (eskadrille 605) fungerede helt uafhængigt af selve flyvestationen (og lå altså også et stykke derfra), dog blev kasernebygninger mv. brugt til indkvartering. Der var en oberstløjtnant som chef og i øvrigt temmelig mange officerer (heraf et antal majorer) og befalingsmænd, hvoraf langt de fleste var på kontrakt (og en del seniorsergenter). Et stort antal af de menige var piger(!) - lotter, som de kaldtes. En del almindelige konstabler (kontraktansatte menige) var beskæftiget med det tekniske (vedligeholdelse af radarerne og computer mv.). Det hele kørte i døgndrift. Så der var masser af nattevagter - og deraf følgende sammenhængende frihed.
De menige blev i hovedsagen brugt til at aflæse og tegne fart og retning på flyene i luftrummet ind på store plexiglasskærme, der observeres fra ethvert sted i operationsrummet. Altsammen noget der blev aflæst fra radarskærme. Flyene skulle udsende radiosignaler som også blev modtaget og tolket. På den måde kunne man også spotte om der var "mistænkelige" fly. Det var der rent faktisk ofte. Det var jo i den kolde krigs tid, så meget ofte testede russerne beredskabet - ofte om natten. Russerne sendte jagere inde over det danske luftrum i meget stor højde og med meget høj hastighed. "Legen" gik så ud på, at vi så når vi opdagede det - og det gjorde vi meget hurtigt - "scramblede" en eller flere tilsvarende jagere, der så skulle nå op og fotografere de russiske inden de forlod dansk luftrum. Der var ikke mange minutter at klare det hele i. Som absolut hovedregel blev det nået! Samtidig blev der kommunikeret med England/Norge, idet russerne fortsatte gennem deres luftrum for derefter at vende tilbage til deres egen base. Det var i den slags arbejde sergenterne var involveret. Derudover havde vagthavende sergent ansvaret for de meniges arbejde.
Officerne var for det meste "controllere" og varetog det mest ansvarsfulde vedr. kommunikationen til jagerfly mv. Mange af dem (også på majorniveau) havde faktisk ikke noget personaleansvar, men var højtuddannede specialister. Enkelte havde været piloter. Der var også flere af officererne der ikke havde nogen egentlig officersuddannelse. Det var jo kun ca. 20 år efter 2. verdenskrig. Efter besættelsen lavede man en særlig ordning for folk der i særlig grad havde været atkive i modstandsbevægelsen eller lignende. De blev tilbudt officersansættelse på specielle vilkår. Jeg mener der var en 3-4 stykker af dem hos os. Udover af være controllere havde de særlige ansvar, som f.eks. uddannelse, sikkerhed osv.
Meget ofte var der øvelse, små som meget store. Især når der var store øvelser, hvor man simulerede et væld af fjendtlige fly ind over dansk luftrum, var hele bunkeren på den anden ende. Officererne og nogle af seniorsergenterne fungerede som såkaldte kontrolofficerer, hvilket vil sige at de havde kommunikationen til de danske fly, hvor de gav dem positioner og kurs mv. indtil de evt. havde øjenkontakt med de "fjendtlige" fly, eller de var nødt til at foretage deres egne beslutninger. Det var et meget intenst arbejde, hvor man som sergent hjalp med. Der var avanceret computerteknologi til hjælp. Bl.a. blev radarsignalerne behandlet af computere, så retning og hastighed blev overført sammen med radarpletten på en computerskærm. Computerne kunne også beregne den teoretisk rigtige kurs (hvilket ikke matematisk set er nogen nem opgave). Det var noget alle gik meget op i. Der var altid evaluering bagefter - med både ris og ros (jeg var ude for begge dele).
På den mere fredelige side var der almindelig overvågning af luftrummet, hvor vi også undertiden kunne se små private fly, der var ved at komme på afveje. De fik så hjælp, så igen fandt den rette kurs. Jeg husker en gang, hvor en tysker var på vej ind i et skydeområde - det var temmelig dramatisk, men heldigvis skete der ikke noget. Han var meget taknemmmelig bagefter (i radioen). I sådan et tilfælde er det som vagthavende nødvendigt at man vurderer situationen rigtigt, og derefter får tilkaldt det rette personale, der så kan tage aktion.
Jeg var egentlig imponeret over al den computerteknologi der allerede dengang blev brugt. Computerskærme var absolut ikke begyndt at dukke op endnu i almindelig administrativ databehandling - det skete først omkring 10 år efter (og Internet, eller rettere, www, var jo først ved at blive kendt 30 år efter!). jeg mener også at kunne huske, at Danmark var meget langt fremme med anvendelse af computere til den slags militære opgaver. Systemet der vist i øvrigt lige var indført hed DANSEMIK. Jeg mener det var Regnecentralen der stod for udviklingen af det.
Der var af og til uddannelse og efterfølgende prøver, hvor de forskellige vagthold blev sammenlignet med hinanden. Det gik alle faktisk en del op i.
Også vagterne var i skift. Man kunne ikke bevare koncentrationen i mere end et par timer ad gangen. Så også når man var på "arbejde", var der en del fritid. Den blev udpræget brugt til at spille kort (af de fleste). Der blev spillet en form for piratwhist - og der blev spillet om penge. Det var ikke store summer det drejede sig om, men det var ikke helt ligegyldigt om man havde en god eller dårlig dag. Også officerer og ældre kontraktansatte sergenter og konstabler spillede. Det var en god måde at få tiden til at gå, og ofte kunne det jo være meget spændende. Jeg kan vist roligt påstå, at jeg fik lært at spille kort i den tid.
Omgangstonen var meget fri - både mellem sergenter og officerer indbyrdes og også i forhold til de menige. Store dele af det øvrige forsvar ville nok være blevet rystet hvis de havde overværet det. Det gav ikke anledning til nogen som helst form for problemer. Enhver kendte sin plads og kommandoforholdene når det gjaldt. Her og her er et par billeder fra en nytårsaften, hvor vi havde vagt.
Den uformelle omgangsform især mellem de menige og de værnepligtige sergenter kunne dog godt give lidt støj nogle gange. Vi nøjedes nemlig ikke med at ses i vagterne. Som nævnt var der jo en del piger mellem. Nogle af dem var blevet gift (der var flere gifte par blandt de ansatte!) - andre ville måske gerne være det. Jeg tror nok man generelt kan sige, at lotterne var piger der søgte lidt spænding, og flere af dem var til "fest og farver". Det betød at der var en del fester, hvor vi som regel også endte i "byen" (hvilket var Haderslev), og nogle af os (sergent eller menig) efterfølgende hos den ene eller anden lotte. Der var også mere faste forhold imellem (også mellem nogle, hvor den ene part var gift i det "civile"). På den baggrund kunne der jo godt opstå forskellige følelsesmæssige forhold. Jeg husker der var en episode med baggrund i et forhold af den ene eller anden art. Al kommunikation i kontrolrummet blev optaget på bånd - og på den måde fandt en officer ud af at der midt under arbejdet havde været et større skænderi. Jeg husker der kom en sag ud af det, men kan egentlig ikke huske nærmere. De pågældende blev ikke fyret i hvert fald.
Men hele det år som sergent var egentlig en munter tid med oplevelser af den ene og den anden art. På et tidspunkt skulle jeg være vagtkommandør på Langeland (Flakkebjerg). Så sammen med et par yngre sergenter og nogle menige tog vi af sted. her stod også en lille radar hovedsageligt til at kunne fange lavtgående fly. Jeg kan huske jeg lejede et sommerhus derovre af en af seniorsergenterne - det var ikke særlig dyrt. Alternativet var vist et lille hummer på marinestationen, og det var der aldrig nogen der benyttede. Jeg husker ikke frygtelig meget fra de 14 dage det varede. Men det gjorde et vist indtryk på mig, at vi kunne se russiske spionskibe på vej gennem storebælt. Det var "fragtskibe" der var udrustede med alskens lytteudstyr. Vi havde billeder af dem på forhånd, og fik meddelelser fra marinestationen, så vi vidste også når de kom og kunne se dem med egne øjne. Men ellers holdt vi øje med luftrummet i en lavere højde end vi var vant til. Jeg husker opholdet på Langeland som en god ferie!
Som overalt i samfundet er der sket store strukturmæssige forandringer også på det område. Skolen i Værløse og kontrol/varslingen i Skrydstrup og Flakkebjerg finder ikke længere sted det (dog er der stadig radarhoved i Bæk Skov) - det er vist mere eller mindre samlet i Karup nu. På den tid var der foruden de nævnte steder også operative radarstationer i f.eks. Skagen, Bornholm og Færøerne. Skagen er vist stadig operativ. DANSEMIK blev vist i øvrigt efter få år afløst af et Nato-baseret system, der også kunne foretage våbenberegninger.
30. april 1969 sluttede min sergenttid - og dermed min værnepligt. Det havde taget længere tid end jeg oprindelig havde regnet med. Til gengæld havde jeg fået en erfaring og nogle oplevelser som jeg ellers ikke ville have fået.
Min agt havde jo hele tiden været at begynde matematikstudiet på Aarhus Universitet, og jeg havde allerede meldt mig ind. Men jeg kunne jo ikke begynde før tiden, så der var tid til en god ferie. En af de menige, som jeg kom godt ud af det med, og jeg besluttede derfor at tage en tur til Spanien. Han havde en kammeret i Barcelona, der havde egen lejlighed, så der kunne vi bo. Undervejs kunne vi også overnatte en enkelt gang hos noget af hans franske familie. Jeg leverede transportmiddel i form af min lille Mascot - og af sted det gik! Vi var vist af sted en måneds tid - og det var en rigtig god tur.
I de 2 år havde jeg lært mange mennesker at kende, også nogle ret godt. Men efter soldatertiden mistede jeg kontakten til dem alle - bortset fra min "spanienskammerat", vi sås af og til i en periode efter vi kom hjem, og kontakten blev genoptaget efter en række år, hvor både han og jeg havde fået kone og børn osv. De sidste 20 år eller deromkring har vi ikke haft kontakt.
Udannelsen varede 2 måneder og foregik midt ude i Grib skov (Kagerup). Her følte vi for første gang stor frihed. Det var faktisk som at gå på arbejde. Kadaverdisciplinen var borte. Stort set det hele var teoretisk undervisning, og vi havde aftenerne og week-ends mv. til vores egen rådighed. Vi havde små stuer, og igen fik jeg mig et par gode kammerater - som jeg ikke har set siden. Jeg husker ikke meget fra undervisningen som sådan. Men det var selvfølgelig noget om hvordan radar fungerer teknisk set, men også noget om hvordan man brugte det særlige notationssystem til at beskrive luftrummet. Der var også interessante emner som "fejlfinding". Men ellers husker jeg mest stilheden (der var ingen der råbte og skreg, som vi jo ellers var vant til) og den gode mad. Det hele føltes nærmest som et ferieophold! Der har nok været nogle prøver eller lignende, men egentlig eksamen husker jeg ikke noget om.
Jeg husker ikke, hvornår præcist jeg så tiltrådte som sergent i Skrydstrup (eller rettere i Bæk Skov 5 kilometer derfra), men det har været i april 1968. Der skulle jeg så være der indtil min værnepligt sluttede 30. april 1969.
Kontrol- og varslingsenheden (eskadrille 605) fungerede helt uafhængigt af selve flyvestationen (og lå altså også et stykke derfra), dog blev kasernebygninger mv. brugt til indkvartering. Der var en oberstløjtnant som chef og i øvrigt temmelig mange officerer (heraf et antal majorer) og befalingsmænd, hvoraf langt de fleste var på kontrakt (og en del seniorsergenter). Et stort antal af de menige var piger(!) - lotter, som de kaldtes. En del almindelige konstabler (kontraktansatte menige) var beskæftiget med det tekniske (vedligeholdelse af radarerne og computer mv.). Det hele kørte i døgndrift. Så der var masser af nattevagter - og deraf følgende sammenhængende frihed.
De menige blev i hovedsagen brugt til at aflæse og tegne fart og retning på flyene i luftrummet ind på store plexiglasskærme, der observeres fra ethvert sted i operationsrummet. Altsammen noget der blev aflæst fra radarskærme. Flyene skulle udsende radiosignaler som også blev modtaget og tolket. På den måde kunne man også spotte om der var "mistænkelige" fly. Det var der rent faktisk ofte. Det var jo i den kolde krigs tid, så meget ofte testede russerne beredskabet - ofte om natten. Russerne sendte jagere inde over det danske luftrum i meget stor højde og med meget høj hastighed. "Legen" gik så ud på, at vi så når vi opdagede det - og det gjorde vi meget hurtigt - "scramblede" en eller flere tilsvarende jagere, der så skulle nå op og fotografere de russiske inden de forlod dansk luftrum. Der var ikke mange minutter at klare det hele i. Som absolut hovedregel blev det nået! Samtidig blev der kommunikeret med England/Norge, idet russerne fortsatte gennem deres luftrum for derefter at vende tilbage til deres egen base. Det var i den slags arbejde sergenterne var involveret. Derudover havde vagthavende sergent ansvaret for de meniges arbejde.
Officerne var for det meste "controllere" og varetog det mest ansvarsfulde vedr. kommunikationen til jagerfly mv. Mange af dem (også på majorniveau) havde faktisk ikke noget personaleansvar, men var højtuddannede specialister. Enkelte havde været piloter. Der var også flere af officererne der ikke havde nogen egentlig officersuddannelse. Det var jo kun ca. 20 år efter 2. verdenskrig. Efter besættelsen lavede man en særlig ordning for folk der i særlig grad havde været atkive i modstandsbevægelsen eller lignende. De blev tilbudt officersansættelse på specielle vilkår. Jeg mener der var en 3-4 stykker af dem hos os. Udover af være controllere havde de særlige ansvar, som f.eks. uddannelse, sikkerhed osv.
Meget ofte var der øvelse, små som meget store. Især når der var store øvelser, hvor man simulerede et væld af fjendtlige fly ind over dansk luftrum, var hele bunkeren på den anden ende. Officererne og nogle af seniorsergenterne fungerede som såkaldte kontrolofficerer, hvilket vil sige at de havde kommunikationen til de danske fly, hvor de gav dem positioner og kurs mv. indtil de evt. havde øjenkontakt med de "fjendtlige" fly, eller de var nødt til at foretage deres egne beslutninger. Det var et meget intenst arbejde, hvor man som sergent hjalp med. Der var avanceret computerteknologi til hjælp. Bl.a. blev radarsignalerne behandlet af computere, så retning og hastighed blev overført sammen med radarpletten på en computerskærm. Computerne kunne også beregne den teoretisk rigtige kurs (hvilket ikke matematisk set er nogen nem opgave). Det var noget alle gik meget op i. Der var altid evaluering bagefter - med både ris og ros (jeg var ude for begge dele).
På den mere fredelige side var der almindelig overvågning af luftrummet, hvor vi også undertiden kunne se små private fly, der var ved at komme på afveje. De fik så hjælp, så igen fandt den rette kurs. Jeg husker en gang, hvor en tysker var på vej ind i et skydeområde - det var temmelig dramatisk, men heldigvis skete der ikke noget. Han var meget taknemmmelig bagefter (i radioen). I sådan et tilfælde er det som vagthavende nødvendigt at man vurderer situationen rigtigt, og derefter får tilkaldt det rette personale, der så kan tage aktion.
Jeg var egentlig imponeret over al den computerteknologi der allerede dengang blev brugt. Computerskærme var absolut ikke begyndt at dukke op endnu i almindelig administrativ databehandling - det skete først omkring 10 år efter (og Internet, eller rettere, www, var jo først ved at blive kendt 30 år efter!). jeg mener også at kunne huske, at Danmark var meget langt fremme med anvendelse af computere til den slags militære opgaver. Systemet der vist i øvrigt lige var indført hed DANSEMIK. Jeg mener det var Regnecentralen der stod for udviklingen af det.
Der var af og til uddannelse og efterfølgende prøver, hvor de forskellige vagthold blev sammenlignet med hinanden. Det gik alle faktisk en del op i.
Også vagterne var i skift. Man kunne ikke bevare koncentrationen i mere end et par timer ad gangen. Så også når man var på "arbejde", var der en del fritid. Den blev udpræget brugt til at spille kort (af de fleste). Der blev spillet en form for piratwhist - og der blev spillet om penge. Det var ikke store summer det drejede sig om, men det var ikke helt ligegyldigt om man havde en god eller dårlig dag. Også officerer og ældre kontraktansatte sergenter og konstabler spillede. Det var en god måde at få tiden til at gå, og ofte kunne det jo være meget spændende. Jeg kan vist roligt påstå, at jeg fik lært at spille kort i den tid.
Omgangstonen var meget fri - både mellem sergenter og officerer indbyrdes og også i forhold til de menige. Store dele af det øvrige forsvar ville nok være blevet rystet hvis de havde overværet det. Det gav ikke anledning til nogen som helst form for problemer. Enhver kendte sin plads og kommandoforholdene når det gjaldt. Her og her er et par billeder fra en nytårsaften, hvor vi havde vagt.
Den uformelle omgangsform især mellem de menige og de værnepligtige sergenter kunne dog godt give lidt støj nogle gange. Vi nøjedes nemlig ikke med at ses i vagterne. Som nævnt var der jo en del piger mellem. Nogle af dem var blevet gift (der var flere gifte par blandt de ansatte!) - andre ville måske gerne være det. Jeg tror nok man generelt kan sige, at lotterne var piger der søgte lidt spænding, og flere af dem var til "fest og farver". Det betød at der var en del fester, hvor vi som regel også endte i "byen" (hvilket var Haderslev), og nogle af os (sergent eller menig) efterfølgende hos den ene eller anden lotte. Der var også mere faste forhold imellem (også mellem nogle, hvor den ene part var gift i det "civile"). På den baggrund kunne der jo godt opstå forskellige følelsesmæssige forhold. Jeg husker der var en episode med baggrund i et forhold af den ene eller anden art. Al kommunikation i kontrolrummet blev optaget på bånd - og på den måde fandt en officer ud af at der midt under arbejdet havde været et større skænderi. Jeg husker der kom en sag ud af det, men kan egentlig ikke huske nærmere. De pågældende blev ikke fyret i hvert fald.
Men hele det år som sergent var egentlig en munter tid med oplevelser af den ene og den anden art. På et tidspunkt skulle jeg være vagtkommandør på Langeland (Flakkebjerg). Så sammen med et par yngre sergenter og nogle menige tog vi af sted. her stod også en lille radar hovedsageligt til at kunne fange lavtgående fly. Jeg kan huske jeg lejede et sommerhus derovre af en af seniorsergenterne - det var ikke særlig dyrt. Alternativet var vist et lille hummer på marinestationen, og det var der aldrig nogen der benyttede. Jeg husker ikke frygtelig meget fra de 14 dage det varede. Men det gjorde et vist indtryk på mig, at vi kunne se russiske spionskibe på vej gennem storebælt. Det var "fragtskibe" der var udrustede med alskens lytteudstyr. Vi havde billeder af dem på forhånd, og fik meddelelser fra marinestationen, så vi vidste også når de kom og kunne se dem med egne øjne. Men ellers holdt vi øje med luftrummet i en lavere højde end vi var vant til. Jeg husker opholdet på Langeland som en god ferie!
Som overalt i samfundet er der sket store strukturmæssige forandringer også på det område. Skolen i Værløse og kontrol/varslingen i Skrydstrup og Flakkebjerg finder ikke længere sted det (dog er der stadig radarhoved i Bæk Skov) - det er vist mere eller mindre samlet i Karup nu. På den tid var der foruden de nævnte steder også operative radarstationer i f.eks. Skagen, Bornholm og Færøerne. Skagen er vist stadig operativ. DANSEMIK blev vist i øvrigt efter få år afløst af et Nato-baseret system, der også kunne foretage våbenberegninger.
30. april 1969 sluttede min sergenttid - og dermed min værnepligt. Det havde taget længere tid end jeg oprindelig havde regnet med. Til gengæld havde jeg fået en erfaring og nogle oplevelser som jeg ellers ikke ville have fået.
Min agt havde jo hele tiden været at begynde matematikstudiet på Aarhus Universitet, og jeg havde allerede meldt mig ind. Men jeg kunne jo ikke begynde før tiden, så der var tid til en god ferie. En af de menige, som jeg kom godt ud af det med, og jeg besluttede derfor at tage en tur til Spanien. Han havde en kammeret i Barcelona, der havde egen lejlighed, så der kunne vi bo. Undervejs kunne vi også overnatte en enkelt gang hos noget af hans franske familie. Jeg leverede transportmiddel i form af min lille Mascot - og af sted det gik! Vi var vist af sted en måneds tid - og det var en rigtig god tur.
I de 2 år havde jeg lært mange mennesker at kende, også nogle ret godt. Men efter soldatertiden mistede jeg kontakten til dem alle - bortset fra min "spanienskammerat", vi sås af og til i en periode efter vi kom hjem, og kontakten blev genoptaget efter en række år, hvor både han og jeg havde fået kone og børn osv. De sidste 20 år eller deromkring har vi ikke haft kontakt.
