Min første bil fik jeg da jeg var soldat. Knap nok var jeg blevet sergent (1968) før jeg var ude at kigge biler med min far. Det var jo helt uvant for mig pludselig at tjene penge. Som almindelig menig var økonomien dengang elendig. Jeg mener vi fik ca. 6 kroner om dagen - det rakte lige til en pakke cigaretter. Når vi var i byen havde vi dårligt råd til en øl. Til gengæld fik en sergent en løn nogenlunde svarende til hvad en håndværker tjente. Det var selvfølgelig helt tåbeligt at købe bil. Og dog. Jeg kunne bo hjemme hos minde forældre - og så tage turen til Skrydstrup og tage mine vagter. Det var ikke nemt med offentlige transportmidler. Så jeg var også lidt nødt til at have noget at køre i.
Vi kiggede faktisk på flere sportsvogne (fortrinsvis MG'ere - men sågar en Porsche, der dog skulle sættes i stand). Det var min far faktisk med på. Men det blev dog et mere fornuftigt valg - en Volvo PV544. Brugt, mørkeblå. Så vidt jeg husker gav jeg ca. 7.000 kr. for den (ca. 3 månedslønninger dengang). Det var en flot bil, som godt kunne få beundrende blikke. Efter ca. 3/4 år kørte jeg galt i den - totalskade (dog uden personskade). Jeg var på vej om morgenen efter 12 timers vagt, det var meget glat - og i et sving fortsatte jeg i stedet ligeud og røg ned i en grøft med alle 4 hjul opad.
Siden blev det til Morris Mascot, Volvo Amazon, NSU Prinz, Citroen 2 CV, VW (boble), 3 Ladaer, Citroen GSA, 2 Alfa Romeoer, 2 Mitsubishi Pajero, 2 Suzuki Wagon'er, Mazda 3. I alt har jeg haft således haft 17 biler. I en periode 2 ad gangen. I det følgende kommer lidt mere om bilerne i samme kronologiske rækkefølge. Det fortæller samtidig en smule om mit liv. Det var jo ikke bare for sjov jeg havde bil. Men nogle af bilerne havde jeg også for sjov.
Volvo PV544.
Det var en rigtig god bil. Den havde 4 gear - mange biler (også Volvo) havde 3 gear på den tid, og mange af dem havde ovenikøbet ratgear (f.eks. mine forældres Mercedes). Forgængeren, PV444, havde delt bagrude og 3 gear. Ikke alle biler havde fuldt synkroniseret gearkasse - det havde den her. Den var 2-dørs. Motoren var en B16 (meget berømt motor på 1600 ccm med ca. 80 HK). Bilen var tung. Jeg vil tro tophastigheden har været omkring 150 km/t - det "måtte" man til gengæld køre overalt (der var stort set ingen hastighedsbegrænsninger). Man sad enormt godt i den bil. Det var en rigtig bil! Mine forældre boede jo tæt på skolen - og jeg hørte ofte beundrende kommentarer fra de ældre skoleelever. Der kom knap så mange fra mine sergent-kolleger - de havde stort set alle bil, og det var både alfa'er og MG bl.a. Det var ganske vist kolleger med flere års ansættelse bag sig (på kontrakt). Men også langt de fleste værnepligtige sergenter havde bil.
Morris Mascot.
Da Volvoen blev smadret købte jeg en brugt Morris Mascot. Det var jo en helt anden bil. Den kørte som en go-kart. Havde kun en lille motor på 850 ccm, men vejede så heller ikke så meget. På de små veje havde man følelsen af at komme betydeligt hurtigere frem - man sad jo helt nede få centimeter over vejen. Motoren var allerede kendt for ikke at holde så længe. Jeg måtte da også skifte brændte ventiler i den (den fik jo lov at køre...). Det hjalp min far mig med. Jeg havde den vel ca. 1 ½ år eller sådan noget. Umiddelbart efter jeg var færdig som soldat (maj 1969) tog jeg og en soldaterkammerat af sted i den til Spanien/Barcelona på en længere tur (tror det var en 3-ugers tid). Vi skulle begge starte en uddannelse efter sommerferien, så vi havde god tid. Faktisk vakte bilen opsigt både i Frankrig og Spanien (selv i de store byer) - det var ikke hver dag man så en "Mascot". Folk var begejstrede for den - det var jo en lille fiks sag. Tophastigheden var omkring 140 km/t - men det føltes meget hurtigere, fordi man sad så lavt. Vi kunne godt følge nogenlunde med på motorvejene alligevel.
Volvo Amazon Sport
Sommeren 1970 synes jeg Mascot'en virkede noget slidt og jeg byttede den ud med en brugt Volvo igen. Jeg tjente penge i mine ferier som postbud - og det gav mig muligheden (komplet ufornuftigt, da jeg jo var begyndt at læse). Denne gang Amazon Sport (B16). Sport dækkede over, at motoren havde dobbelt-kaburatorer, og så havde den et elektrisk overgear. Tophastigheden var ca. 160 km/t. Den kunne lige knap følge med en Amazon B18, der var begyndt at blive produceret. Til gengældt havde den en lidt bedre acceleration pga. de dobbelte karburatorer.
Som nævnt var det komplet ufornuftigt. Hvilket senere blev demonstreret. Jeg mødte min nuværende hustru kort tid efter. Hun fik på det tidspunkt et arbejde (som pædagog) i Horsens - vi boede da i en lejlighed i Aarhus/Viby. Det var meget ubekvemt for hende at tage offentlige transportmidler. Så jeg kørte hende faktisk på arbejde (og som jeg husker det tog hun så bussen hjem). Vi havde relativt store boligudgifter (ny lejlighed) og på et tidspunkt skulle Amazonen (som vi var afhængige af mente vi) have en større reparation (ny vandpumpe tror jeg). Det havde vi simpelt hen ikke penge til.
Vi har af og til snakket om, at den Amazon skulle vi have beholdt - det var en dejlig bil, som vi sådan set kunne have kørt i den dag i dag. Men vi havde altså ingen muligheder for at finde de 750 kr.
NSU Prinz
Af ren og skær nød byttede vi med Amazonen (plus et lån i bilen), og var kørende igen. Det var jo en helt anden bil. Luftkølet, motoren lå bag i (slasket gear) osv. Det at motoren lå bagi betød at jeg i et voldsomt snevejr skred ud og tørnede ind i et vejskilt. Der lå jo ikke noget i den forreste del af bilen - så fronten blev virkelig trykket ind, trods hastigheden egentlig ikke var særlig høj.
Det var egentlig en ret kvik lille bil, men den tunge bagende var ikke rar. Jeg kan ikke huske ret meget om motoren udover den var luftkølet. Jeg mener også det var den 2-cylindrede model. Jeg tror faktisk den havde 65 HK.
I den bil fik jeg min første trafikbøde (har indtil nu kun fået en siden). Det var pga. slidte dæk. Vi havde ikke råd til nye dæk, så et af dem var helt blankt. Det opdagede en politimand da han gik over en fodgængerovergang, hvor vi altså holdt tilbage. Det skulle vi ikke have gjort, haha. Jeg fik dog nedsættelse af bøden pga. den lave indkomst (=0 kr.).
Pga. dårlig økonomi kunne vi ikke klare afdragene - og vi leverede simpelt hen bilen tilbage, i øvrigt uden problemer. Derefter varede det nogle år inden vi fik bil igen. Egentlig savnede vi den ikke. Vi flyttede helt ind i det indre af Aarhus. Behovet var ikke længere så stort. Den billøse periode har været fra ca. 1971 til 1973.
Citroen 2 CV
I 1973/74 købte vi, dvs. min hustru, Hannelore, en spritny Citroen 2 CV. Hun havde faktisk fået nogle penge fra Tyskland (en slags SU). Det var en jubilæumsmodel og derfor var den i nærmest skriggrøn både indvendig og udvendig. Der var samtidig en slags flower-power-mønster på sæderne. På den tid blev 2 CV'en kaldt studenter-jaguar. Og den her bil blev der virkelig lagt mærke til i bymiljøet og i særdeleshed i universitetsmiljøet. Den var jo helt ny - og farverne var virkelig iøjnefaldende og helt i tidens ånd. Den havde meget få HK, men var særdeles praktisk med rulletag, 4 døre, sæderne kunne tages ud osv. En sjov bil som vi havde meget glæde af den korte tid det varede. Den kostede ca. 20.000 kr dengang. Den var faktisk ikke specielt billig.
Desværre totalskadede Hannelore bilen et års tid efter (hun havde faktisk kun haft kørekort lidt over 1 måned) - og hvad værre var måtte hun et par måneder på sygehuset med en brækket fod. Det gav en del problemer - bl.a. fordi jeg arbejdede, og vi havde fået vores søn Ulrik, så det var ikke helt nemt.
I øvrigt gik 2 CV'en for at være en meget lidt sikker bil. Den var lavet af temmelig tynde plader osv. Passiv sikkerhed begyndte der så småt at være fokus på i de år - og jeg mener faktisk " CV'en var blevet forbudt i Sverige. Den ulykke Hannelore var involveret i viste det med al tydelighed. Hun kørte med forholdsvis lav fart op bag i en traktor (med et eller andet sprøjteaggregat bag på). En næsten hvilken som helst anden bil ville have været næsten intakt efter et sådant sammenstød - men 2 CV'en var helt krøllet sammen. Hannelore ville formentlig også være sluppet uskadt. Ulykken havde også den konsekvens, at Hannelore ikke førte bil de næste 25 år.
Volkswagen (boble).
Vi var blevet afhængige af en bil, så derfor købte vi en folkevogn af den gode gammeldags slags. Den havde vi et par år indtil 1977. Der var tale om en godt brugt model, hvor varmekasserne ikke havde det for godt. Den var temmelig kold at køre i om vinteren. Der er ikke meget at skrive om den.
Lada 1100.
Jeg arbejdede dengang i Aarhus, og en god kollega skulle have ny bil - så jeg købte hans gamle Lada. Lada var ved at blive temmelig udbredt (det var faktisk den gamle Fiat 124), og den her var ikke særlig brugt. Den havde ikke gået ret langt og var meget velholdt. Jeg mener vi fik den for under 10.000 kr. - og fik jo langt mere bil.
Kort tid efter fik jeg arbejde i Viborg og den flyttede med. Vi var rigtig godt tilfredse med den. Den var baghjulstrukket - men det havde alle de foregående også været (bortset fra Mascoten). Forhjulstrukne biler var ikke almindelige. Vi blev så glade for den, at vi efterfølgende købte helt nye Lada'er 2 gange. Hver gang var modellen forbedret udstyrsmæssigt osv. - men bilen var faktisk den samme (undervogn, motor osv.). Vi havde vel Lada'er i ca. 8 år. Først en grå, så en rød og til sidst en grøn.
Citroen GSA.
1984 købte vi en ny Citroen GSA. Den var på tilbud, idet modellen var ved at blive afløst af Citroen BX. Den kostede ca. 95.000 kr. og var hvid. Det var en dejlig praktisk familiebil, teknisk set helt ajour og samtidig spændende. Der var en skøn boxermotor i den (som i folkevognen). Den var ganske vist luftkølet, men motorlyden var pragtfuld. Der var 5 døre i den - en rigtig hatchback. Vi havde jo fået en datter også, og for at det skal være løgn også hund. Vi kunne være alle sammen i den bil. Affjedringen var Citroens patenterede hydropneumatiske system og det virkede perfekt. Vi nåede ikke at få problemer med det. I de ca. 7 år vi havde den havde ingen problemer med den. Den var både i Norge og Sydfrankrig osv. Ok, den rustede en smule under dørene. Men dejlig bil! Også den bil vi hidtil har haft den længste tid.
Alfa 33.
Så i 1991 fik jeg mulighed for at købe en Alfa! Alfa-fabrikken led under det rygte, at de rustede hurtigt væk. Det var ikke helt uberettiget, for den meget populære (også i DK) og særdeles velkørende Alfasud rustede i ekstrem grad. Sådan en kendsgerning bliver til et rygte, der er meget svært at fjerne. Det tager mange år. Jeg købte en 33'er alligevel. Alfrarød selvfølgelig. Prisen var på det tidspunkt til at komme i nærheden af - jeg mener det var ca. 155.000 kr. jeg gav som nypris (fik så lidt over 30 for Citroen'en). Det var kun en 1400 ccm, men den havde knap 100 HK og va rjo en let bil. Boxermotor, vandkølet. Den var super! Og rustede for øvrigt mindre end de fleste andre biler, haha.
På de tidspunkt arbejdede min kone i Sydtyskland (helt nede ved grænsen til Schweiz). Hun var blevet arbejdsløs og var jo tysker, så den mulighed benyttede hun sig af. Det var selvfølgelig hende der tog turen hjem med tog indimellem, men jeg havde jo så fornøjelsen at besøge hende nogle gange i Alfa'en. Og den tur ned ad motorvejen nød jeg bare. Alfa'en spandt som en kat - også ved ca. 200 km/t (mere end det kunne den heller ikke). Bilen blev mere og mere lydløs jo hurtigere det gik (boxeren). Vi havde den over 4 år. Alfa'er havde stadig det grimme rygte, så det var svært at få en ordentlig brugtpris med mindre man købte Alfa igen. Så det var jeg jo nødt til, haha.
Alfa 155 TS.
I 1995 købte jeg så 155'eren - igen i alfarød. Jeg måtte igen til Silkeborg. Der var kun få forhandlere på det tidspunkt - og nye alfa'ere var et særsyn id et hele taget. Jeg fik en fin pris for 33'eren, men måtte jo alligevel af med en del penge - det var jo en klasse op. 2 liters twinspark (2 tændrør i hver cylinder) - 150 HK. Samtidig var bilen ret luksuriøs med træpanel, trærat, sædevarme, elektriske spejle ogs alt muligt andet (dog ikke aircondition). Trærattet så fantastisk flot ud - men egentlig alt for glat og somme tider gloende hedt. Men flot var den - og den blev selvfølgelig endnu flottere og mere velkørende idet jeg fik undervognen sænket, alufælge på (som jeg senere skiftede til nogle endnu mere lækre - og dyrere). Der var kun 1 mere i Viborg af den slags. En ret sjælden bil på de danske veje.
Jeg havde fornøjelsen af flere ture til Tyskland, Stockholm (også flere gange), Wien osv. Den bedste bil jeg nogensinde har haft! Og stadig ingen rust. Da jeg med grædende hjerte solgte den knap 3 år efter var den fuldstændig som ny. Og jeg var 100.000 kr fattigere. I 1998 var det komplet umuligt at sælge brugte biler. Jeg skulle ikke have en i bytte (se nedenfor), så forhandlere var helt umulige. Det endte med jeg fik en nogenlunde pris over Internettet (det var i 1998!). Selvfølgelig blev den solgt til en IT-mand (som jeg svagt kendte) - der var stort set ikke andre der brugte Internettet på det tidspunkt. Jeg fik ca. 180.000 kr. Den alfa var et dyrt - men dejligt bekendtskab! På det tidspunkt blev 155'erne i øvrigt afløst af 156'erer - og den blev Alfa/Fiat's største success i rigtig mange år. Jeg prøvede selvfølgelig 156'erne - men var bestemt ikke fristet. Min 155'er kørte langt bedre og var samtidig betydeligt mere komfortabel. Men 156'erne var mere aggressivt prissat - og lignede lidt mere de fleste andre (firma)biler.
Mitsubishi Pajero.
I slutningen af 1995 fik min kone arbejde i Bovbjerg ved Holstebro og skulle begynde den 2. januar 1996. Det var rigtig dårligt med offentlige transportmidler. Hannelore havde ikke ført bil i 25 år (siden ulykken). Gode råd var dyre! Der var mindre end 1 måned til hun skulle begynde. Hun var bange for at køre samtidig. Vi havde dog begge observeret at en Mitsubishi Pajero eller tilsvarende høj og voldsom bil gjorde noget ved hendes følelse af sikkerhed. Vi havde fået lov at låne en Pajero gratis et par gange af værkstedet i Silkeborg hvor Alfaen var til service. Vi kørte derfor fluks ud for at købe en sådan. Det blev selvfølgelig en gammel svend (nylakeret i sort), der nok også var lidt af et vrag. Men den kørte ok, og vi havde jo travlt - for Hannelore skulle jo lære at køre. Vi fandt et nyt anlagt industriområde i Viborg, hvor vejene var lagt - der var sågar en rundkørsel, sideveje og al ting. Men ingen trafik overhovedet. For at det ikke skulle være løgn lå det faktisk næsten lige op ad det køretekniske anlæg (så vi hele tiden blev mindet om alle de penge vi sparede). I dag er det sjovt at se, hvordan samme område er fuldt bebygget med virksomheder.
Det var hård kost for os begge med den "køreskole". Hannelore har et voldsomt temperament - og jeg er ikke så tålmodig som man bør være. Samtidig var det glat - sneen kom tidligt det år. Men det gik alt sammen ved en ihærdig indsats fra os begge. Vi var af sted stort set hver dag, og Hannelore kørte selv på arbejde den 2. januar.
Selvom det var en gammel bil, var det jo en firhjulstrækker med store hjul og pæn stor dieselmotor (2.4 liter tror jeg). Jeg glemmer aldrig en morgen i december 1995, hvor der faldet voldsomt meget sne. Alle var ude for skovle sne, og ingen regnede med at komme på arbejde. Jeg startede Pajero'en og kørte uden videre igennem det hele, vinkende til naboerne. Da jeg kom på arbejde var næsten ingen mødt.
I sommeren 1997 skulle den til syn, hvor det ikke gik så godt. Der skulle repareres så meget rust på den, at vi vurderede det var bedre at bytte den til en nyere, som vi havde fået kig på. Så det gjorde vi. Det var et rigtig godt eksemplar vi der vi fik fat i, og til en rimelig pris. Den var noget nyere, og meget velholdt. Flotte alufælge oma. Den havde vi stor glæde af. På et tidspunkt var Pajero'en vores eneste bil.
Vi havde jo i en periode 2 biler både Pajero og Alfa. 1998 solgte vi vort hus i Birgittelyst og købte et hus i det indre Viborg (få hundrede meter fra mit arbejde). Det var dyrt med 2 sådanne biler. Og det blev dyrere da pludselig forsikringsselskaberne satte fokus på "specialbiler" - og begge biler blev vurderet som sådan (totalt tåbeligt i øvrigt). Alfa'en pga. det blev anset for en sportsvogn - og Pajeroen fordi den var "dyr" (hallo? - den var ikke meget værd). Jeg kørte heller ikke så meget i Alfa'en længere. Jeg havde i en periode ellers kørt meget arbejdsmæssigt - og selvfølgelig hver dag til og fra arbejde, ud at handle osv. Vi følte det som om hundredkroner-sedlerne blafrede ud af vinduet, mens den fine Alfa stod ude i carporten. Derfor blev den så solgt.
Pajeroen var ved at blive lidt dyr, og vi var helt klar over at den ikke ville holde meget længere uden større reparationer osv. - og en ny kunne slet ikke komme på tale (den nye misundelsesafgift var også kommet imellemtiden - den ville alene koste os 5.000 kr hvert år, hvis vi købte en ny). Vi var af og til i Tyskland i de år - men lysten var ikke stor, hvis det skulle foregå i Pajeroen. Så alt i alt var tiden til at få en anden bil. Det har været i 1999.
Suzuki Wagon.
Det var jo Hannelore der var mest afhængig af bil. Og hun lagde vægt på at sidde højt i bilen. Så vi byttede Pajeroen ind for en ny, rød Suzuki Wagon R+. Det var faktisk en forbavsende velkørende bil - og særdeles praktisk. OK, den kunne ikke, som varevogn, rumme så meget som Pajeroen - men til gengæld havde den jo bagsæde. Den kunne sagtens følge med i den normale trafik (75 HK tror jeg - og ikke særlig tung), og selv motorvejskørsel var ok.
Da vi havde haft den i næsten 5 år, synes vi ville have en ny Wagon. Den var kommet med en lidt større motor (faktisk 95 HK). Men der blev vi lidt snydt - ikke med økonomien, men med bilen som sådan. Den større motor passede slet ikke til den. Koblingen passede ikke til motoren osv. Affjedringen var blevet strammet op. Jeg fik faktisk fibersprængninger i nakken, når jeg kørte den bil over længere stræk. Hannelore brød sig heller ikke om den. De har sikker lavet de ændringer på den for at den skulle være bedre til motorvejskørsel. Den var nok også lidt kvikkere og hurtigere - men ikke værd at snakke om. Det var simpelt hen en dårligere bil. Samtidig var Hannelore stoppet med at arbejde i 2005 og var dermed ikke længere afhængig af bilen. Den blev kun knap 2 år gammel hos os.
Mazda 3
Jeg tog således ud for at se på biler i 2006 - efter flere år kunne jeg igen købe en bil som jeg virkelig syntes om. Selvfølgelig skulle der også fornuft med. Jeg prøvede adskillige biler der lå i prislejet omkring 180-220.000 kr. Da jeg satte mig ind i Mazda'en og var kørt nogle få hundrede meter var jeg overhovedet ikke i tvivl - den kørte jo fremragende (ikke kørt i noget bedre siden Alfa 155'eren!). Jeg havde godt læst de positive anmeldelser, der netop fremhævede køreegenskaberne - men jeg var alligevel overrasket (som forhenværende Alfa-ejer).
Der er nu gået 3 ½ år (februar 2010). Mazda er lige kommet med en ny 3'er (nærmest en slags facelift). Jeg er stadig meget glad for den vi har (ok - lidt flere heste var ikke af vejen, på den anden side har jeg lige fået mit livs første fartbøde, endda med klip og alting...). Måske en 150 hestes? I hvert fald ikke den større (og dyrere) 6'er - for den sidder jeg ikke nær så godt i. Vi får se.....
Jeg købte så den Mazda 3 sommeren 2010. Det blev en diesel 1.6 hatchback. Rigtig dejligt bil og dejlig motor - yderst økonomisk! Men men i 2013 kom det frem i medierne, at den såkaldte PSA-motor har visse problemer med turboen, der ikke bliver smurt ordentligt, eller rettere at olien ikke bliver renses ordentligt, pga. forkert udformet bundkar. Mazda baserer sig på den motor - ligsom vist såvel, Peugeot, Citröen og Ford gør det. Sikkert flere. Der gjorde mig noget nervøs. Det fremgik dog, at det var når motorerne havde kørte omkring 150.000 km og opefter problemet kunne opstå - og slet ikke på alle. Men alligevel. Som altid havde jeg overholdt alle service osv., så der burde ikke komme problemer. Men da jeg kører forholdsvis mange små ture, hvilket ikke er godt for en diesel, begyndte jeg at se frem til de helt nye modeller der skulle komme her i 2013. Men jeg var meget glad for den diesel ellers - og bilen i det hele taget.
November 2013 kom Mazda så med deres nye 3'er baseret på "Skyactiv"-teknologi. Der er meget at sige om den nye 3'er. Det er en fuldstændig nykonstrueret bil. Karosseri, motor osv. Specielt hvad benzinmotoren angår går Mazda stik imod de andre producenter. De går nemlig væk fra turbo - og har istedet forøget kompressionen (1:14). Det giver en god benzinøkonomi. Samtidig er volumen forhøjet (også stik imod udviklingen). Mine overvejelser resulterede i at jeg her i december 2013 har en splinterny Mazda 3, 2.0 benzin med 120 HK. Udover standardudstyret (som er relativt omfattende) har den også navigation indbygget.
Vi kiggede faktisk på flere sportsvogne (fortrinsvis MG'ere - men sågar en Porsche, der dog skulle sættes i stand). Det var min far faktisk med på. Men det blev dog et mere fornuftigt valg - en Volvo PV544. Brugt, mørkeblå. Så vidt jeg husker gav jeg ca. 7.000 kr. for den (ca. 3 månedslønninger dengang). Det var en flot bil, som godt kunne få beundrende blikke. Efter ca. 3/4 år kørte jeg galt i den - totalskade (dog uden personskade). Jeg var på vej om morgenen efter 12 timers vagt, det var meget glat - og i et sving fortsatte jeg i stedet ligeud og røg ned i en grøft med alle 4 hjul opad.
Siden blev det til Morris Mascot, Volvo Amazon, NSU Prinz, Citroen 2 CV, VW (boble), 3 Ladaer, Citroen GSA, 2 Alfa Romeoer, 2 Mitsubishi Pajero, 2 Suzuki Wagon'er, Mazda 3. I alt har jeg haft således haft 17 biler. I en periode 2 ad gangen. I det følgende kommer lidt mere om bilerne i samme kronologiske rækkefølge. Det fortæller samtidig en smule om mit liv. Det var jo ikke bare for sjov jeg havde bil. Men nogle af bilerne havde jeg også for sjov.
Volvo PV544.
Det var en rigtig god bil. Den havde 4 gear - mange biler (også Volvo) havde 3 gear på den tid, og mange af dem havde ovenikøbet ratgear (f.eks. mine forældres Mercedes). Forgængeren, PV444, havde delt bagrude og 3 gear. Ikke alle biler havde fuldt synkroniseret gearkasse - det havde den her. Den var 2-dørs. Motoren var en B16 (meget berømt motor på 1600 ccm med ca. 80 HK). Bilen var tung. Jeg vil tro tophastigheden har været omkring 150 km/t - det "måtte" man til gengæld køre overalt (der var stort set ingen hastighedsbegrænsninger). Man sad enormt godt i den bil. Det var en rigtig bil! Mine forældre boede jo tæt på skolen - og jeg hørte ofte beundrende kommentarer fra de ældre skoleelever. Der kom knap så mange fra mine sergent-kolleger - de havde stort set alle bil, og det var både alfa'er og MG bl.a. Det var ganske vist kolleger med flere års ansættelse bag sig (på kontrakt). Men også langt de fleste værnepligtige sergenter havde bil.
Morris Mascot.
Da Volvoen blev smadret købte jeg en brugt Morris Mascot. Det var jo en helt anden bil. Den kørte som en go-kart. Havde kun en lille motor på 850 ccm, men vejede så heller ikke så meget. På de små veje havde man følelsen af at komme betydeligt hurtigere frem - man sad jo helt nede få centimeter over vejen. Motoren var allerede kendt for ikke at holde så længe. Jeg måtte da også skifte brændte ventiler i den (den fik jo lov at køre...). Det hjalp min far mig med. Jeg havde den vel ca. 1 ½ år eller sådan noget. Umiddelbart efter jeg var færdig som soldat (maj 1969) tog jeg og en soldaterkammerat af sted i den til Spanien/Barcelona på en længere tur (tror det var en 3-ugers tid). Vi skulle begge starte en uddannelse efter sommerferien, så vi havde god tid. Faktisk vakte bilen opsigt både i Frankrig og Spanien (selv i de store byer) - det var ikke hver dag man så en "Mascot". Folk var begejstrede for den - det var jo en lille fiks sag. Tophastigheden var omkring 140 km/t - men det føltes meget hurtigere, fordi man sad så lavt. Vi kunne godt følge nogenlunde med på motorvejene alligevel.
Volvo Amazon Sport
Sommeren 1970 synes jeg Mascot'en virkede noget slidt og jeg byttede den ud med en brugt Volvo igen. Jeg tjente penge i mine ferier som postbud - og det gav mig muligheden (komplet ufornuftigt, da jeg jo var begyndt at læse). Denne gang Amazon Sport (B16). Sport dækkede over, at motoren havde dobbelt-kaburatorer, og så havde den et elektrisk overgear. Tophastigheden var ca. 160 km/t. Den kunne lige knap følge med en Amazon B18, der var begyndt at blive produceret. Til gengældt havde den en lidt bedre acceleration pga. de dobbelte karburatorer.
Som nævnt var det komplet ufornuftigt. Hvilket senere blev demonstreret. Jeg mødte min nuværende hustru kort tid efter. Hun fik på det tidspunkt et arbejde (som pædagog) i Horsens - vi boede da i en lejlighed i Aarhus/Viby. Det var meget ubekvemt for hende at tage offentlige transportmidler. Så jeg kørte hende faktisk på arbejde (og som jeg husker det tog hun så bussen hjem). Vi havde relativt store boligudgifter (ny lejlighed) og på et tidspunkt skulle Amazonen (som vi var afhængige af mente vi) have en større reparation (ny vandpumpe tror jeg). Det havde vi simpelt hen ikke penge til.
Vi har af og til snakket om, at den Amazon skulle vi have beholdt - det var en dejlig bil, som vi sådan set kunne have kørt i den dag i dag. Men vi havde altså ingen muligheder for at finde de 750 kr.
NSU Prinz
Af ren og skær nød byttede vi med Amazonen (plus et lån i bilen), og var kørende igen. Det var jo en helt anden bil. Luftkølet, motoren lå bag i (slasket gear) osv. Det at motoren lå bagi betød at jeg i et voldsomt snevejr skred ud og tørnede ind i et vejskilt. Der lå jo ikke noget i den forreste del af bilen - så fronten blev virkelig trykket ind, trods hastigheden egentlig ikke var særlig høj.
Det var egentlig en ret kvik lille bil, men den tunge bagende var ikke rar. Jeg kan ikke huske ret meget om motoren udover den var luftkølet. Jeg mener også det var den 2-cylindrede model. Jeg tror faktisk den havde 65 HK.
I den bil fik jeg min første trafikbøde (har indtil nu kun fået en siden). Det var pga. slidte dæk. Vi havde ikke råd til nye dæk, så et af dem var helt blankt. Det opdagede en politimand da han gik over en fodgængerovergang, hvor vi altså holdt tilbage. Det skulle vi ikke have gjort, haha. Jeg fik dog nedsættelse af bøden pga. den lave indkomst (=0 kr.).
Pga. dårlig økonomi kunne vi ikke klare afdragene - og vi leverede simpelt hen bilen tilbage, i øvrigt uden problemer. Derefter varede det nogle år inden vi fik bil igen. Egentlig savnede vi den ikke. Vi flyttede helt ind i det indre af Aarhus. Behovet var ikke længere så stort. Den billøse periode har været fra ca. 1971 til 1973.
Citroen 2 CV
I 1973/74 købte vi, dvs. min hustru, Hannelore, en spritny Citroen 2 CV. Hun havde faktisk fået nogle penge fra Tyskland (en slags SU). Det var en jubilæumsmodel og derfor var den i nærmest skriggrøn både indvendig og udvendig. Der var samtidig en slags flower-power-mønster på sæderne. På den tid blev 2 CV'en kaldt studenter-jaguar. Og den her bil blev der virkelig lagt mærke til i bymiljøet og i særdeleshed i universitetsmiljøet. Den var jo helt ny - og farverne var virkelig iøjnefaldende og helt i tidens ånd. Den havde meget få HK, men var særdeles praktisk med rulletag, 4 døre, sæderne kunne tages ud osv. En sjov bil som vi havde meget glæde af den korte tid det varede. Den kostede ca. 20.000 kr dengang. Den var faktisk ikke specielt billig.
Desværre totalskadede Hannelore bilen et års tid efter (hun havde faktisk kun haft kørekort lidt over 1 måned) - og hvad værre var måtte hun et par måneder på sygehuset med en brækket fod. Det gav en del problemer - bl.a. fordi jeg arbejdede, og vi havde fået vores søn Ulrik, så det var ikke helt nemt.
I øvrigt gik 2 CV'en for at være en meget lidt sikker bil. Den var lavet af temmelig tynde plader osv. Passiv sikkerhed begyndte der så småt at være fokus på i de år - og jeg mener faktisk " CV'en var blevet forbudt i Sverige. Den ulykke Hannelore var involveret i viste det med al tydelighed. Hun kørte med forholdsvis lav fart op bag i en traktor (med et eller andet sprøjteaggregat bag på). En næsten hvilken som helst anden bil ville have været næsten intakt efter et sådant sammenstød - men 2 CV'en var helt krøllet sammen. Hannelore ville formentlig også være sluppet uskadt. Ulykken havde også den konsekvens, at Hannelore ikke førte bil de næste 25 år.
Volkswagen (boble).
Vi var blevet afhængige af en bil, så derfor købte vi en folkevogn af den gode gammeldags slags. Den havde vi et par år indtil 1977. Der var tale om en godt brugt model, hvor varmekasserne ikke havde det for godt. Den var temmelig kold at køre i om vinteren. Der er ikke meget at skrive om den.
Lada 1100.
Jeg arbejdede dengang i Aarhus, og en god kollega skulle have ny bil - så jeg købte hans gamle Lada. Lada var ved at blive temmelig udbredt (det var faktisk den gamle Fiat 124), og den her var ikke særlig brugt. Den havde ikke gået ret langt og var meget velholdt. Jeg mener vi fik den for under 10.000 kr. - og fik jo langt mere bil.
Kort tid efter fik jeg arbejde i Viborg og den flyttede med. Vi var rigtig godt tilfredse med den. Den var baghjulstrukket - men det havde alle de foregående også været (bortset fra Mascoten). Forhjulstrukne biler var ikke almindelige. Vi blev så glade for den, at vi efterfølgende købte helt nye Lada'er 2 gange. Hver gang var modellen forbedret udstyrsmæssigt osv. - men bilen var faktisk den samme (undervogn, motor osv.). Vi havde vel Lada'er i ca. 8 år. Først en grå, så en rød og til sidst en grøn.
Citroen GSA.
1984 købte vi en ny Citroen GSA. Den var på tilbud, idet modellen var ved at blive afløst af Citroen BX. Den kostede ca. 95.000 kr. og var hvid. Det var en dejlig praktisk familiebil, teknisk set helt ajour og samtidig spændende. Der var en skøn boxermotor i den (som i folkevognen). Den var ganske vist luftkølet, men motorlyden var pragtfuld. Der var 5 døre i den - en rigtig hatchback. Vi havde jo fået en datter også, og for at det skal være løgn også hund. Vi kunne være alle sammen i den bil. Affjedringen var Citroens patenterede hydropneumatiske system og det virkede perfekt. Vi nåede ikke at få problemer med det. I de ca. 7 år vi havde den havde ingen problemer med den. Den var både i Norge og Sydfrankrig osv. Ok, den rustede en smule under dørene. Men dejlig bil! Også den bil vi hidtil har haft den længste tid.
Alfa 33.
Så i 1991 fik jeg mulighed for at købe en Alfa! Alfa-fabrikken led under det rygte, at de rustede hurtigt væk. Det var ikke helt uberettiget, for den meget populære (også i DK) og særdeles velkørende Alfasud rustede i ekstrem grad. Sådan en kendsgerning bliver til et rygte, der er meget svært at fjerne. Det tager mange år. Jeg købte en 33'er alligevel. Alfrarød selvfølgelig. Prisen var på det tidspunkt til at komme i nærheden af - jeg mener det var ca. 155.000 kr. jeg gav som nypris (fik så lidt over 30 for Citroen'en). Det var kun en 1400 ccm, men den havde knap 100 HK og va rjo en let bil. Boxermotor, vandkølet. Den var super! Og rustede for øvrigt mindre end de fleste andre biler, haha.
På de tidspunkt arbejdede min kone i Sydtyskland (helt nede ved grænsen til Schweiz). Hun var blevet arbejdsløs og var jo tysker, så den mulighed benyttede hun sig af. Det var selvfølgelig hende der tog turen hjem med tog indimellem, men jeg havde jo så fornøjelsen at besøge hende nogle gange i Alfa'en. Og den tur ned ad motorvejen nød jeg bare. Alfa'en spandt som en kat - også ved ca. 200 km/t (mere end det kunne den heller ikke). Bilen blev mere og mere lydløs jo hurtigere det gik (boxeren). Vi havde den over 4 år. Alfa'er havde stadig det grimme rygte, så det var svært at få en ordentlig brugtpris med mindre man købte Alfa igen. Så det var jeg jo nødt til, haha.
Alfa 155 TS.
I 1995 købte jeg så 155'eren - igen i alfarød. Jeg måtte igen til Silkeborg. Der var kun få forhandlere på det tidspunkt - og nye alfa'ere var et særsyn id et hele taget. Jeg fik en fin pris for 33'eren, men måtte jo alligevel af med en del penge - det var jo en klasse op. 2 liters twinspark (2 tændrør i hver cylinder) - 150 HK. Samtidig var bilen ret luksuriøs med træpanel, trærat, sædevarme, elektriske spejle ogs alt muligt andet (dog ikke aircondition). Trærattet så fantastisk flot ud - men egentlig alt for glat og somme tider gloende hedt. Men flot var den - og den blev selvfølgelig endnu flottere og mere velkørende idet jeg fik undervognen sænket, alufælge på (som jeg senere skiftede til nogle endnu mere lækre - og dyrere). Der var kun 1 mere i Viborg af den slags. En ret sjælden bil på de danske veje.
Jeg havde fornøjelsen af flere ture til Tyskland, Stockholm (også flere gange), Wien osv. Den bedste bil jeg nogensinde har haft! Og stadig ingen rust. Da jeg med grædende hjerte solgte den knap 3 år efter var den fuldstændig som ny. Og jeg var 100.000 kr fattigere. I 1998 var det komplet umuligt at sælge brugte biler. Jeg skulle ikke have en i bytte (se nedenfor), så forhandlere var helt umulige. Det endte med jeg fik en nogenlunde pris over Internettet (det var i 1998!). Selvfølgelig blev den solgt til en IT-mand (som jeg svagt kendte) - der var stort set ikke andre der brugte Internettet på det tidspunkt. Jeg fik ca. 180.000 kr. Den alfa var et dyrt - men dejligt bekendtskab! På det tidspunkt blev 155'erne i øvrigt afløst af 156'erer - og den blev Alfa/Fiat's største success i rigtig mange år. Jeg prøvede selvfølgelig 156'erne - men var bestemt ikke fristet. Min 155'er kørte langt bedre og var samtidig betydeligt mere komfortabel. Men 156'erne var mere aggressivt prissat - og lignede lidt mere de fleste andre (firma)biler.
Mitsubishi Pajero.
I slutningen af 1995 fik min kone arbejde i Bovbjerg ved Holstebro og skulle begynde den 2. januar 1996. Det var rigtig dårligt med offentlige transportmidler. Hannelore havde ikke ført bil i 25 år (siden ulykken). Gode råd var dyre! Der var mindre end 1 måned til hun skulle begynde. Hun var bange for at køre samtidig. Vi havde dog begge observeret at en Mitsubishi Pajero eller tilsvarende høj og voldsom bil gjorde noget ved hendes følelse af sikkerhed. Vi havde fået lov at låne en Pajero gratis et par gange af værkstedet i Silkeborg hvor Alfaen var til service. Vi kørte derfor fluks ud for at købe en sådan. Det blev selvfølgelig en gammel svend (nylakeret i sort), der nok også var lidt af et vrag. Men den kørte ok, og vi havde jo travlt - for Hannelore skulle jo lære at køre. Vi fandt et nyt anlagt industriområde i Viborg, hvor vejene var lagt - der var sågar en rundkørsel, sideveje og al ting. Men ingen trafik overhovedet. For at det ikke skulle være løgn lå det faktisk næsten lige op ad det køretekniske anlæg (så vi hele tiden blev mindet om alle de penge vi sparede). I dag er det sjovt at se, hvordan samme område er fuldt bebygget med virksomheder.
Det var hård kost for os begge med den "køreskole". Hannelore har et voldsomt temperament - og jeg er ikke så tålmodig som man bør være. Samtidig var det glat - sneen kom tidligt det år. Men det gik alt sammen ved en ihærdig indsats fra os begge. Vi var af sted stort set hver dag, og Hannelore kørte selv på arbejde den 2. januar.
Selvom det var en gammel bil, var det jo en firhjulstrækker med store hjul og pæn stor dieselmotor (2.4 liter tror jeg). Jeg glemmer aldrig en morgen i december 1995, hvor der faldet voldsomt meget sne. Alle var ude for skovle sne, og ingen regnede med at komme på arbejde. Jeg startede Pajero'en og kørte uden videre igennem det hele, vinkende til naboerne. Da jeg kom på arbejde var næsten ingen mødt.
I sommeren 1997 skulle den til syn, hvor det ikke gik så godt. Der skulle repareres så meget rust på den, at vi vurderede det var bedre at bytte den til en nyere, som vi havde fået kig på. Så det gjorde vi. Det var et rigtig godt eksemplar vi der vi fik fat i, og til en rimelig pris. Den var noget nyere, og meget velholdt. Flotte alufælge oma. Den havde vi stor glæde af. På et tidspunkt var Pajero'en vores eneste bil.
Vi havde jo i en periode 2 biler både Pajero og Alfa. 1998 solgte vi vort hus i Birgittelyst og købte et hus i det indre Viborg (få hundrede meter fra mit arbejde). Det var dyrt med 2 sådanne biler. Og det blev dyrere da pludselig forsikringsselskaberne satte fokus på "specialbiler" - og begge biler blev vurderet som sådan (totalt tåbeligt i øvrigt). Alfa'en pga. det blev anset for en sportsvogn - og Pajeroen fordi den var "dyr" (hallo? - den var ikke meget værd). Jeg kørte heller ikke så meget i Alfa'en længere. Jeg havde i en periode ellers kørt meget arbejdsmæssigt - og selvfølgelig hver dag til og fra arbejde, ud at handle osv. Vi følte det som om hundredkroner-sedlerne blafrede ud af vinduet, mens den fine Alfa stod ude i carporten. Derfor blev den så solgt.
Pajeroen var ved at blive lidt dyr, og vi var helt klar over at den ikke ville holde meget længere uden større reparationer osv. - og en ny kunne slet ikke komme på tale (den nye misundelsesafgift var også kommet imellemtiden - den ville alene koste os 5.000 kr hvert år, hvis vi købte en ny). Vi var af og til i Tyskland i de år - men lysten var ikke stor, hvis det skulle foregå i Pajeroen. Så alt i alt var tiden til at få en anden bil. Det har været i 1999.
Suzuki Wagon.
Det var jo Hannelore der var mest afhængig af bil. Og hun lagde vægt på at sidde højt i bilen. Så vi byttede Pajeroen ind for en ny, rød Suzuki Wagon R+. Det var faktisk en forbavsende velkørende bil - og særdeles praktisk. OK, den kunne ikke, som varevogn, rumme så meget som Pajeroen - men til gengæld havde den jo bagsæde. Den kunne sagtens følge med i den normale trafik (75 HK tror jeg - og ikke særlig tung), og selv motorvejskørsel var ok.
Da vi havde haft den i næsten 5 år, synes vi ville have en ny Wagon. Den var kommet med en lidt større motor (faktisk 95 HK). Men der blev vi lidt snydt - ikke med økonomien, men med bilen som sådan. Den større motor passede slet ikke til den. Koblingen passede ikke til motoren osv. Affjedringen var blevet strammet op. Jeg fik faktisk fibersprængninger i nakken, når jeg kørte den bil over længere stræk. Hannelore brød sig heller ikke om den. De har sikker lavet de ændringer på den for at den skulle være bedre til motorvejskørsel. Den var nok også lidt kvikkere og hurtigere - men ikke værd at snakke om. Det var simpelt hen en dårligere bil. Samtidig var Hannelore stoppet med at arbejde i 2005 og var dermed ikke længere afhængig af bilen. Den blev kun knap 2 år gammel hos os.
Mazda 3
Jeg tog således ud for at se på biler i 2006 - efter flere år kunne jeg igen købe en bil som jeg virkelig syntes om. Selvfølgelig skulle der også fornuft med. Jeg prøvede adskillige biler der lå i prislejet omkring 180-220.000 kr. Da jeg satte mig ind i Mazda'en og var kørt nogle få hundrede meter var jeg overhovedet ikke i tvivl - den kørte jo fremragende (ikke kørt i noget bedre siden Alfa 155'eren!). Jeg havde godt læst de positive anmeldelser, der netop fremhævede køreegenskaberne - men jeg var alligevel overrasket (som forhenværende Alfa-ejer).
Der er nu gået 3 ½ år (februar 2010). Mazda er lige kommet med en ny 3'er (nærmest en slags facelift). Jeg er stadig meget glad for den vi har (ok - lidt flere heste var ikke af vejen, på den anden side har jeg lige fået mit livs første fartbøde, endda med klip og alting...). Måske en 150 hestes? I hvert fald ikke den større (og dyrere) 6'er - for den sidder jeg ikke nær så godt i. Vi får se.....
Jeg købte så den Mazda 3 sommeren 2010. Det blev en diesel 1.6 hatchback. Rigtig dejligt bil og dejlig motor - yderst økonomisk! Men men i 2013 kom det frem i medierne, at den såkaldte PSA-motor har visse problemer med turboen, der ikke bliver smurt ordentligt, eller rettere at olien ikke bliver renses ordentligt, pga. forkert udformet bundkar. Mazda baserer sig på den motor - ligsom vist såvel, Peugeot, Citröen og Ford gør det. Sikkert flere. Der gjorde mig noget nervøs. Det fremgik dog, at det var når motorerne havde kørte omkring 150.000 km og opefter problemet kunne opstå - og slet ikke på alle. Men alligevel. Som altid havde jeg overholdt alle service osv., så der burde ikke komme problemer. Men da jeg kører forholdsvis mange små ture, hvilket ikke er godt for en diesel, begyndte jeg at se frem til de helt nye modeller der skulle komme her i 2013. Men jeg var meget glad for den diesel ellers - og bilen i det hele taget.
November 2013 kom Mazda så med deres nye 3'er baseret på "Skyactiv"-teknologi. Der er meget at sige om den nye 3'er. Det er en fuldstændig nykonstrueret bil. Karosseri, motor osv. Specielt hvad benzinmotoren angår går Mazda stik imod de andre producenter. De går nemlig væk fra turbo - og har istedet forøget kompressionen (1:14). Det giver en god benzinøkonomi. Samtidig er volumen forhøjet (også stik imod udviklingen). Mine overvejelser resulterede i at jeg her i december 2013 har en splinterny Mazda 3, 2.0 benzin med 120 HK. Udover standardudstyret (som er relativt omfattende) har den også navigation indbygget.
[Galleri]
