Som nævnt er den diatoniske mundharmonika (også kaldet bluesharpe) bygget så den er beregnet på at kunne spille det der svarer til de hvide tangenter på et klaver (forudsat det er mundharmonika i C-dur). Hvis man vil spille "de sorte tangenter" skal man lære teknik, der på engelsk kaldes "bending" (bøje). Ved at indrette tungen/mundhulen på passende vis kan man tvinge stemmetungerne, således at man kan frembringe de halvtoner der ligger mellem tonerne på hhv. blæs og sug (samme hul). Det tager lang tid blot at frembringe den første af den slags - og lyder frygteligt mens man forsøger (bare spørg min kone). Man får et kick, når man gør det første gang - det tog et par uger for mig før det skete. Nogle lærer det aldrig. Derefter går der faktisk meget lang tid før man behersker disse toner overalt på mundharmonikaen.
Men ikke nok med. Selv om denne bending-teknik giver en masse halvtoner, så mundharmonikaen bedre kan spilles kromatisk, så mangler der stadig nogle! Her skal man så fremfinde (og øve!) den såkaldte "overblowing"-teknik. Det gælder de steder på mundharmonikaen, hvor der der en fuldtones forskel på tonen ved blæs og tonen ved foregående huls sug (hul 1-6) eller på tonen ved sug og foregående huls blæs (hul 7-10). Denne teknik, der altså gør det muligt at spille mundharmonikaen fuldkromatisk over 3 oktaver, blev først fundet i 1970'erne (angiveligt af Howard Levy - det er i hver fald ham der først beherskede den fuldt ud). Da jeg begyndte at spille - var det kun ganske få i hele verden, der beherskede den teknik. Men der er som sagt en kolossal udvikling i gang, og i dag skal man ikke serøst have spillet mange måneder, føre man i hvert fald ved hvad den teknik går ud på, og også forsøger sig med den.
Et alternativ til denne overblowing-teknik er at sætte såkaldte "ventiler" på mundharmonikaen. Det er noget man gør på den såkaldt kromatisk mundharmonika (den der har en "skyder" i siden). Men man kan alså også gøre det på en diatoniske bluesharpe. Ventilerne er små "flapper" (f.eks. lavet af plastik) der sættes henover de sprækker, som stemmetungerne svinger i. På den måde kan man, igen ved hjælp af en særlig mundteknik, lukke af for luften i den modstående sprække, for nu at sige det kort. Dette gør, at man kan spille fuldt kromatisk. Men ikke nok med det - i mange tilfælde har man enharmoniske toner. D.v.s. at man kan spille den samme tone på flere forskellige måder. Samtidig kan man så at sige "bøje" alle toner (dvs. kontinuert bevæge tonen ned til halvtonen). Mere om dette.
Den normale teknik på en mundharmonikaen, det som den oprindeligt er lavet til, er jo at blæse og suge på de enkelte huller (og nogle gange på flere på en gang, hvis det skal være en akkord). Dette kan være svært nok at lære i sig selv - og faktisk findes der også her flere forskellige teknikker. Men derudover er der altså den normale bending-teknik, overblow-teknikken og så denne ventil-teknik. Ventil teknikken er et alternativ til overblow-teknikken (begge teknikker kan ikke anvendes på den samme mundharmonika). Overblow-teknikken er p.t. langt den mest populære - og ikke ret mange kender i det hele taget ventil-teknikken. Men også ventil-teknikken er dog ved at blive mere kendt - bl.a. fordi P.T. Gazell og Brendan Power bruger den ( 2 meget berømte spillere). I al beskedenhed er det så også den teknik jeg bruger. Jeg kan godt "overblowe" men øver det ikke. Såvel overblow-teknik som ventil-teknik kræver at man gør noget ved den mundharmonika det skal foregå på. Med ventilerne er det oplagt - de skal jo sættes på (og skæres til osv. ) - men for at en mundharmonika kan "overblowe" er der også en række subtile ting der skal foretages. Jeg vil ikke her komme ind på, hvad det er - udover at det er en finjustering af såvel stemmetunger som de sprækker de bevæger sig (embossing og gapping). Det skal dog nævnes at man kan få færdige mundharmonikaer der er indrettet efter den givne teknik. Men de koster!
Et problem ved disse teknikker er - eller kan være - at de toner der frembringes lyder anderledes end de normale toner. Det er sådan set noget mange spillere elsker - men almindelige tilhørere bryder sig ikke om det. Det er lidt lige som at høre et stykke klavermusk, hvor der så pludselig kommer en orgeltone midt i det hele. Drejer det sig om blues-musik (hvad det ofte gør), betyder det ikke noget - tværtimod. Men almindeligt melodi-spil kan være noget handicappet af det faktum. Naturligvis kan man opøve at forskellen bliver mindre - men helt få den til at forsvinde kan man ikke. Derfor anbefales i almindelighed den kromatiske mundharmonika (den med knappen/skyderen i siden) i stedet til melodi-spil. En sådan mundharmonika har 4 stemmetunger i hvert hul mod 2 ved den diatoniske, så her er alle toner "enslydende".
Jeg forsøger stædigt at spille alt muligt på den diatoniske (ventileret). Jeg kan godt lide den er lille og jeg synes den på mange måder er mere udtryksfuld. Foreløbigt slut på denne gennemgang.
|
|
|
|
.jpg "Lee Oskar")
