Men jeg blev så indkaldt til Flyvevåbnet. Den 1. maj 1967 skulle vi "stille" i Karup. Jeg havde fået en togbillet tilsendt, så afsted det gik. Efterhånden som toget nærmede sig var det jo tydeligt at der var flere i samme siutation som jeg. Og da toget holdt ved det trinbrædtet ud for Flyvestation Karup myldrede det ud med unge mænd. Efter velkomst mv. skulle vi over og have tøje mv. udleveret. Derefter fik vi noget at spise, og så blev de af os der skulle til Skrydstrup (vel 150 mænd) jaget ind i et tog. Vi var først i Skrydstrup sent om natten ved 1-tiden. Vi blev hurtigt fordelt på stuer mv. og derefter godnat.
Det blev nu ikke til megen søvn, for vi blev vækket ikke mange timer efter til en yderst uvant og stressende dag. Jeg tror de fleste fik et mindre chok. Sergenterne råbte og skreg lige fra starten. Jagede rundt med os. Det var meget forvirrende og uvant. Jeg var ærlig talt noget overrasket over hvor barsk det gik til. Rekruttiden varede 10 uger tror jeg. Det var meget hektiske 10 uger. Hver gang der var den mindste ledige periode (og dem var der ikke mange af) faldt vi omgående i søvn. Man lærte meget hurtigt at hjælpe hinanden med at få stuen gjort klar til inspektion, med at hjælpe med at få oppakning mv. på osv. Det var ikke alle der var lige gode til det. Nogle var direkte ulykkelige ved hele situationen. Sergenterne forsøgte at bryde os ned. Jeg huske tydeligt at en af de første dage stod en af dem og råbte og skreg lige ind i ansigtet på mig. Han var ikke ældre end jeg. Hans formål var ganske tydeligt at bringe mig ud af fatning. Der blev i det hele taget ikke vist nogen som helst form for "kære mor".
Vi var 8 på en stue. Og vi var vidt forskellige mht. baggrund. Vi var 2 studenter/studerende. Den anden var faktisk fra DTU som jeg, men noget længere henne i studiet. Han blev hjemsendt efter nogle uger - jeg husker ikke helt grunden. Ellers var der håndværkere, en landmand og nogle ufaglærte. Jeg husker ikke alle - men nogle husker jeg tydeligt. Der opstod hurtigt et godt kammeratskab, hvor vi virkelig hjalp hinanden når vi kunne komme afsted med det. Det var lidt en kamp for at "overleve". Vi havde "udgang" om week-enden - hvis vi da fik lov. Mange blev holdt tilbage eller fik helt inddraget udgangen, f.eks. hvis de ikke havde orden i deres sager. Inden udgange var der ekstra kontrol af alt. Stuen, sengene (der skulle reddes op på en ganske bestemt måde), skabene (også her skulle tøj mv. ligge på en ganske bestemt måde) - og ikke mindst udstyr (sko, uniform, geværet!). Hvis der var det mindste i vejen var den en "ommer" - dem var de rmange af i begyndelsen. Stuegulvet med kontrolleret med et hvidt lommetørklæde! Snavn eller uorden blev ikke tolereret på nogen måde!
Når man skulle tilbage til kaserne efter at have haft en week-end derhjemme, var det noget træls at skulle tilbage igen. Jeg husker specielt en week-end, hvor der pludselig opstod larm. Jeg var kommet tilbage og lå og sov. Der var råberi og også nogen der græd. Det viste sig, at en af mine stuekammerater havde forsøgt at hænge sig ude på toilettet. Den pågældende havde det vældig svært med det hele. Han skulle altid hjælpes og var konstant udsat for sergenternes hånlige bemærkninger og afstraffelser. Det forlød også at han havde private problemer på hjemmefronten. Det var åbenbart blevet for meget for ham. Han blev efter et par dage sendt hjem. Ikke nødvendigvis for evigt forlød det. Vi skulle jo ikke tro at blot ved at "skabe os" kunne vi slippe.
Noget andet jeg husker fra den tid er at samtidig med at der var et stort sammenhold var der også nogle der blev ugleset af kammeraterne. Det var dem, der ikke havde den personlige hygiejne i orden. På en af nabostuerne blev en af kammeraterne holdt under den kolde bruser og gennemskrubbet - og det var ikke for sjov.
Men vi havde et godt kammeratskab som helhed. Jeg tror de fleste tidligere soldater kan skrive under på at det var så unikt, så man ikke senere finder helt det samme. Jeg husker vi festede sammen bla. hos mig - eller rettere hos mine forældre (men de havde klogeligt fundet andet at give sig til). Det gik nu ikke så slemt til. Det var skønt vejr, og vi sad i mange timer ude på vores terasse og drak og snakkede. En anden gang var vi Odense hos en af de andre. Det foregik i hans eget hus (han var smed - måske endda selvstændig). Han havde både kone og barn. Vi var ude at danse osv. og overnattede hos ham bagefter. Ham husker jeg tydeligt (men lige nu dog ikke navnet) - han var altid i godt humør og havde en frisk bemærkning i enhver situation. Samtidig meget hjælpsom. Selvom han var lidt stor i det, og som følge af det havde det lidt svært med nogle af de fysiske krav ændrede det ikke på hans indstilling. Han gav simpelt hen ikke op. En anden jeg husker tydeligt er Christian, som var landmand og boede på sine forældres gård ved Egtved. På en eller anden måde kom vi til at stå hinanden nær. Det er svært at forklare nærmere - men sådan var det. Vi ville gå gennem ild og vand for hinanden.
Mht. befalingsmændene var det jo noget forskelligt hvad vi mente om dem. Nogen af dem hadede vi som pesten. Andre havde vi respekt for - og enkelt kunne vi simpelthen lide. Bla. husker jeg at oversergent Bolø (som var chef for den deling jeg var i) var en "guttermand". Han var yderst krævende, men han nedgjorde aldrig nogen. Og gik selv i spidsen. Jeg havde fornøjelsen af, at møde ham et par gange senere. Den ene var i en fodboldkamp, hvor han spillede for Vamdrup (jeg tror jeg selv var blevet sergent det tidspunkt). Den anden gang var på gaden i Kolding ved en pølsevogn, da jeg gik post i min sommerferie. Bolø havde da forladt forsvaret og var nu salgskonsulent hos Nordisk Solar.
Det var måske ikke så mærkeligt - men jo højere oppe i systemet befalingsmændene var - jo mere "menneskelige" virkede de. Majoren svævede jo højt over vandene, og det var ikke meget vi så til ham. De barskeste sergenter var formentlig dem der var de nyeste og yngste (nogle helt friske fra sergentskolen). Såkaldte "rekrutdræbere". Majoren var øverste chef for rekrutskolen. Derudover var der 2 løjtnanter, 2-3 oversergenter og ca. 15 sergenter. En oversergent eller en løjtnant have ansvaret for en deling (ca. 35 mand). En oversergent havde ansvaret for FUT (Fysisk Uddannelse og Træning). Fut-timerne var ikke noget vi brød os om. Men det gjaldt nu også meget af det andet. Men mange kunne godt lide timerne på skydebanen - det kunne jeg også.
Det var 10 hektiske uger og efterhånden kom vi nærmere tidspunktet, hvor rekruttiden ville være overstået. Det havde majoren/kompagnichefen sammen med sine sergenter osv. selvfølgelig en mening om. De fleste skulle jo "bare" fortsætte som menige i en eller anden funktion. For midt vedkommende var der 2 andre ting på tale. En dag blev jeg kaldt over til majoren, hvor han fortalte mig, at han havde fået besked fra Forsvaret Efterretningstjeneste om, at de ville gerne have mit CV. Det var ikke noget han var vild med forstod jeg på ham. jeg vidste dengang ikke rigtig hvad et CV var, så jeg satte mig ned og skrev min "livshistorie". Om det var der gjorde der ikke kom videre ud af det eller hvad, ved jeg jo ikke. Men i hvert fald skulle jeg senere igen over til majoren, hvor han fortalte mig, at jeg udpeget til at skulle være sergent. Da jeg spurgte til det andet, ville han ikke rigtig svare på det, andet end at han syntes det var noget pjat - der var meget mere ide i, at jeg blev videreuddannet som sergent. Det stillede jeg spørgsmålstegn ved - jeg var ikke interesseret i at få min soldatertid forlænget fra 1 år til 2 år. Han lod mig forstå, at det havde høj prioritet hos ham, og at det ville blive meget svært for mig at undslå mig. Jeg undersøgte det ikke nærmere og accepterede så. Formentlig har jobbet ved FET haft noget med kodning evt. programmering at gøre - de kunne jo læse ud af mit CV (og min baggrund) at det var noget jeg havde forudsætninger for. Det finder jeg næppe nogen sinde ud af.
Da vores rekruttid var ovre har det været en svær afsked med de kammerater, der skulle andre steder hen. Jeg var den eneste på min stue, der skulle være sergent. Men jeg kendte dog flere af de andre der også skulle den vej. Bl.a. nogle stykker fra Kolding.
Jeg kunne godt tænke mig igen at møde nogle af mine tidligere stuekammerater. Navnene husker jeg af gode grunde ikke. For dengang havde vi numre - og udelukkende numre blev brugt også indbyrdes mellem kammeraterne. Jeg havde nummer 128.
Det blev nu ikke til megen søvn, for vi blev vækket ikke mange timer efter til en yderst uvant og stressende dag. Jeg tror de fleste fik et mindre chok. Sergenterne råbte og skreg lige fra starten. Jagede rundt med os. Det var meget forvirrende og uvant. Jeg var ærlig talt noget overrasket over hvor barsk det gik til. Rekruttiden varede 10 uger tror jeg. Det var meget hektiske 10 uger. Hver gang der var den mindste ledige periode (og dem var der ikke mange af) faldt vi omgående i søvn. Man lærte meget hurtigt at hjælpe hinanden med at få stuen gjort klar til inspektion, med at hjælpe med at få oppakning mv. på osv. Det var ikke alle der var lige gode til det. Nogle var direkte ulykkelige ved hele situationen. Sergenterne forsøgte at bryde os ned. Jeg huske tydeligt at en af de første dage stod en af dem og råbte og skreg lige ind i ansigtet på mig. Han var ikke ældre end jeg. Hans formål var ganske tydeligt at bringe mig ud af fatning. Der blev i det hele taget ikke vist nogen som helst form for "kære mor".
Vi var 8 på en stue. Og vi var vidt forskellige mht. baggrund. Vi var 2 studenter/studerende. Den anden var faktisk fra DTU som jeg, men noget længere henne i studiet. Han blev hjemsendt efter nogle uger - jeg husker ikke helt grunden. Ellers var der håndværkere, en landmand og nogle ufaglærte. Jeg husker ikke alle - men nogle husker jeg tydeligt. Der opstod hurtigt et godt kammeratskab, hvor vi virkelig hjalp hinanden når vi kunne komme afsted med det. Det var lidt en kamp for at "overleve". Vi havde "udgang" om week-enden - hvis vi da fik lov. Mange blev holdt tilbage eller fik helt inddraget udgangen, f.eks. hvis de ikke havde orden i deres sager. Inden udgange var der ekstra kontrol af alt. Stuen, sengene (der skulle reddes op på en ganske bestemt måde), skabene (også her skulle tøj mv. ligge på en ganske bestemt måde) - og ikke mindst udstyr (sko, uniform, geværet!). Hvis der var det mindste i vejen var den en "ommer" - dem var de rmange af i begyndelsen. Stuegulvet med kontrolleret med et hvidt lommetørklæde! Snavn eller uorden blev ikke tolereret på nogen måde!
Når man skulle tilbage til kaserne efter at have haft en week-end derhjemme, var det noget træls at skulle tilbage igen. Jeg husker specielt en week-end, hvor der pludselig opstod larm. Jeg var kommet tilbage og lå og sov. Der var råberi og også nogen der græd. Det viste sig, at en af mine stuekammerater havde forsøgt at hænge sig ude på toilettet. Den pågældende havde det vældig svært med det hele. Han skulle altid hjælpes og var konstant udsat for sergenternes hånlige bemærkninger og afstraffelser. Det forlød også at han havde private problemer på hjemmefronten. Det var åbenbart blevet for meget for ham. Han blev efter et par dage sendt hjem. Ikke nødvendigvis for evigt forlød det. Vi skulle jo ikke tro at blot ved at "skabe os" kunne vi slippe.
Noget andet jeg husker fra den tid er at samtidig med at der var et stort sammenhold var der også nogle der blev ugleset af kammeraterne. Det var dem, der ikke havde den personlige hygiejne i orden. På en af nabostuerne blev en af kammeraterne holdt under den kolde bruser og gennemskrubbet - og det var ikke for sjov.
Men vi havde et godt kammeratskab som helhed. Jeg tror de fleste tidligere soldater kan skrive under på at det var så unikt, så man ikke senere finder helt det samme. Jeg husker vi festede sammen bla. hos mig - eller rettere hos mine forældre (men de havde klogeligt fundet andet at give sig til). Det gik nu ikke så slemt til. Det var skønt vejr, og vi sad i mange timer ude på vores terasse og drak og snakkede. En anden gang var vi Odense hos en af de andre. Det foregik i hans eget hus (han var smed - måske endda selvstændig). Han havde både kone og barn. Vi var ude at danse osv. og overnattede hos ham bagefter. Ham husker jeg tydeligt (men lige nu dog ikke navnet) - han var altid i godt humør og havde en frisk bemærkning i enhver situation. Samtidig meget hjælpsom. Selvom han var lidt stor i det, og som følge af det havde det lidt svært med nogle af de fysiske krav ændrede det ikke på hans indstilling. Han gav simpelt hen ikke op. En anden jeg husker tydeligt er Christian, som var landmand og boede på sine forældres gård ved Egtved. På en eller anden måde kom vi til at stå hinanden nær. Det er svært at forklare nærmere - men sådan var det. Vi ville gå gennem ild og vand for hinanden.
Mht. befalingsmændene var det jo noget forskelligt hvad vi mente om dem. Nogen af dem hadede vi som pesten. Andre havde vi respekt for - og enkelt kunne vi simpelthen lide. Bla. husker jeg at oversergent Bolø (som var chef for den deling jeg var i) var en "guttermand". Han var yderst krævende, men han nedgjorde aldrig nogen. Og gik selv i spidsen. Jeg havde fornøjelsen af, at møde ham et par gange senere. Den ene var i en fodboldkamp, hvor han spillede for Vamdrup (jeg tror jeg selv var blevet sergent det tidspunkt). Den anden gang var på gaden i Kolding ved en pølsevogn, da jeg gik post i min sommerferie. Bolø havde da forladt forsvaret og var nu salgskonsulent hos Nordisk Solar.
Det var måske ikke så mærkeligt - men jo højere oppe i systemet befalingsmændene var - jo mere "menneskelige" virkede de. Majoren svævede jo højt over vandene, og det var ikke meget vi så til ham. De barskeste sergenter var formentlig dem der var de nyeste og yngste (nogle helt friske fra sergentskolen). Såkaldte "rekrutdræbere". Majoren var øverste chef for rekrutskolen. Derudover var der 2 løjtnanter, 2-3 oversergenter og ca. 15 sergenter. En oversergent eller en løjtnant have ansvaret for en deling (ca. 35 mand). En oversergent havde ansvaret for FUT (Fysisk Uddannelse og Træning). Fut-timerne var ikke noget vi brød os om. Men det gjaldt nu også meget af det andet. Men mange kunne godt lide timerne på skydebanen - det kunne jeg også.
Det var 10 hektiske uger og efterhånden kom vi nærmere tidspunktet, hvor rekruttiden ville være overstået. Det havde majoren/kompagnichefen sammen med sine sergenter osv. selvfølgelig en mening om. De fleste skulle jo "bare" fortsætte som menige i en eller anden funktion. For midt vedkommende var der 2 andre ting på tale. En dag blev jeg kaldt over til majoren, hvor han fortalte mig, at han havde fået besked fra Forsvaret Efterretningstjeneste om, at de ville gerne have mit CV. Det var ikke noget han var vild med forstod jeg på ham. jeg vidste dengang ikke rigtig hvad et CV var, så jeg satte mig ned og skrev min "livshistorie". Om det var der gjorde der ikke kom videre ud af det eller hvad, ved jeg jo ikke. Men i hvert fald skulle jeg senere igen over til majoren, hvor han fortalte mig, at jeg udpeget til at skulle være sergent. Da jeg spurgte til det andet, ville han ikke rigtig svare på det, andet end at han syntes det var noget pjat - der var meget mere ide i, at jeg blev videreuddannet som sergent. Det stillede jeg spørgsmålstegn ved - jeg var ikke interesseret i at få min soldatertid forlænget fra 1 år til 2 år. Han lod mig forstå, at det havde høj prioritet hos ham, og at det ville blive meget svært for mig at undslå mig. Jeg undersøgte det ikke nærmere og accepterede så. Formentlig har jobbet ved FET haft noget med kodning evt. programmering at gøre - de kunne jo læse ud af mit CV (og min baggrund) at det var noget jeg havde forudsætninger for. Det finder jeg næppe nogen sinde ud af.
Da vores rekruttid var ovre har det været en svær afsked med de kammerater, der skulle andre steder hen. Jeg var den eneste på min stue, der skulle være sergent. Men jeg kendte dog flere af de andre der også skulle den vej. Bl.a. nogle stykker fra Kolding.
Jeg kunne godt tænke mig igen at møde nogle af mine tidligere stuekammerater. Navnene husker jeg af gode grunde ikke. For dengang havde vi numre - og udelukkende numre blev brugt også indbyrdes mellem kammeraterne. Jeg havde nummer 128.
