Georg lærte jeg at kende på den min første skoledag (se Ullerup). Vi var meget sammen. Han boede på en gård der lå lidt syd for Avnbøl. Der var et stykke vej derud. Jeg må have cyklet derud - men husker det faktisk ikke. Jeg husker både hans far og mor og hans storesøster, Berrith, og storebror, Henrik. Storebroderen så jeg ikke så meget til - han var nogle år ældre og gad ikke lege med os. Jeg kan huske han ville være sømand, og jeg mener også han kom ud at sejle med skoleskib. Men vi kunne også sagtens selv. Vi kedede os aldrig. Der var en lille dam, have osv. og selvfølgelig selve gården. Vi lavede telte og huler af tæpper ude i haven, hvor så var indianere osv.
Jeg husker også tydeligt Georgs forældre, Jørgen og Marie. Min far og min mor sagde ofte, når talen faldt på Solmer-forældrene: "Ja, han er højt begavet - men det er hans kone nu også!". Georgs far var lidt af en original - eller så ud som sådan. Han havde tykt, langt sort hår - og ofte gik han med sådan en gammeldags læderhue (pilot-hue) med flapper ned om ørerne. Der kunne godt være en dag hvor vi ikke så noget til ham - han led meget af stærk migræne. Jeg kan huske jeg var en smule bange for ham (uden grund) - men også at han kunne le hjerteligt og havde en meget behagelig stemme. Jeg faldt for et par år siden over noget der var optaget med ham, hvor han synger gamle, sønderjyske sange (ærgrer mig over min far ikke nåede at høre det). Jeg har lagt det her på siden (links bliver hurtigt foældede):
(der er mange sange på den; han synger meget fint på et smukt sønderjysk - en fantastisk præstation). Jeg husker også at Georgs far kunne "føle strøm". Han kunne mærke i en væg, hvor ledningerne var. Han kunne i øvrigt også finde vand.
Georgs mor var en mild, glad kvinde. En ting jeg husker er, at vi af og til fik chokolademælk. Det var kold chokolade - det havde jeg aldrig fået før. Det smagte utroligt godt. Den blev mener jeg også lavet kold. Jeg ved ikke om det er noget jeg bilder mig ind - men jeg mener det er derfra jeg kender et lille trick med at hælde almindelig kakao (altså den ægte vare) ned i et glas sammen med flormelis, og så komme en smule vand i, derefter røre rundt - og først derefter komme mælk i. Vandets bedre "hårrørsvirkning" gør at der ikke kommer klumper i. Derfor behøver man ikke koge chokoladen. Jeg er ikke sikker, men jeg tror også hun kom fløde i. I øvrigt tror jeg at Georgs mor var medlem af skolekommissionen - muligvis formand for den. Berrith husker jeg som en lattermild pige. På et tidspunkt (har været i 1956 eller 57) fandt hun på, at vi skulle klæde os ud. Hun og en tjenestepige de havde på det tidspunkt skulle klædes ud som mænd - og Georg og jeg skulle så være kvinder. Det ses her på et af de få billeder jeg har fra den tid.
Udover at Georg og jeg legede, mene jeg også vi skød med luftbøsse (eller var det salonriffel?). Georg havde ofte noget han skulle "mak med". Han var meget fingernem. Han pillede bl.a en motor ud af en gammel grammafon og byggede den ind i en kasse, så den kunne bruges som motor i andre sammenhænge. Hvilke husker jeg ikke - men jeg havde den i mange år. Vi var noget optagede af skydevåben. Jeg havde bla. en såkaldt "startpistol" (beregnet til at sætte løb i gang med). Den forsøgte Georg at omdanne til en rigtig pistol - han borede faktisk løbet ud. Det lykkedes heldigvis ikke helt - vi turde ikke afprøve den (godt vi ikke gjorde...).
Efter 1. Klasse flyttede mine forældre og jeg til Andst ved Kolding. Der skulle de også til at etablere en centralskole, og det skulle min far være med til. Det var jeg meget ked af - jeg mistede jo min bedste kammerat. Men Georg og jeg holdt ferie hos hinanden om sommeren, og jeg husker jeg i hvert fald 1 gang også var på ferie nede hos ham i juleferien. Jeg husker at vi lavede nytårsløjer og fyrede en masse krudt af. Jeg kan også huske, at vi ikke fik lov uden videre at komme ud for at "skyde nytår af". Georg var nemlig af sin far blevet pålagt at føre kassebog. Og regnskabsåret sluttede jo netop den 31/12 - så han skulle aflægge regnskab. Dvs. At kassebogens udvisende saldo skulle stemme med de kontanter han havde. Så mønterne måtte op på bordet, da vi havde fået nytårsmiddagen. Desværre stemte det ikke helt - der manglede nogle kontanter. Georg blev pålagt at finde ud af hvorfor. Det var han ikke særlig motiveret for - vi skulle jo afsted. Men hans far holdt fast i kravet - og Georg var ikke glad. Jeg kan ikke huske hvordan det endte, men af sted kom vi da.
En sommerferie hvor Georg skulle være hos os cyklede han op til os - helt alene. Det er en tur på ca. 80 kilometer! Han har vel været 9 år gammel! Jeg tror nu nok vi kørte ham hjem i bil. På den tid var kroen et af de få steder hvor der var fjernsyn. Dengang var 6-dagesløb og forboldlandskamp yndede programmer. Krostuen kunne være stuvende fuld. Man skulle bare købe en sodavand så kunne man sidde der hele aftenen. Min far var åbenbart ikke klar over at jeg gjorde det af og til. Men han opdagede det en aften hvor Georg og jeg sad der - formentlig var det pga. en landskamp. Det måtte vi ikke! (kroen kom "man" kun på hvis der skulle holdes fest og den slags - krostuen kom den almindelige befolkning ikke i, så vi var i upassende selskab). Til stor fortrydelse blev vi hentet hjem. Måske var det derfor vi kort efter selv fik fjernsyn.
Hvornår det stoppede med at Georg og jeg var på ferie hos hinanden ved jeg ikke. Men jeg husker meget tydeligt at jeg med min klasse var på lejrskole ved Helsingør. Det var noget 7. klasserne var hvert år. Jeg havde tidligere været der med mine forældre, da min far var med som lærer, så jeg kendte på en måde "turen". På turen med mine forældre var jeg i øvrigt ude for et mindre uheld. Lejrskolen lå lige ned til vandet/øresund og havde egen badebro. Der opstod en "aktivitet" (uden lærer), hvor man skulle stå ude på enden af badebroen, og så skulle dem inde på stranden smide sten ud tættest muligt, så det gav sprøjt på dem der stod derude - eller de blev bange og ville ind. Jeg var noget yngre end de andre og skulle selvfølgelig blære mig. Til sidst var det kun mig der stod derude. Desværre var der så en sten der ramte mig næsten midt i panden, og jeg blev slået ud og faldt ned i vandet. Jeg rejste mig op og vadede vaklende ind med blodet strømmende ned over ansigtet. Stor opstandelse. Skadestue osv. Fik flængen syet - et lille ar findes stadig.
Men tilbage til hvor jeg var der med min egen klasse. Jeg husker tydeligt da vi ankom til lejrskolen med bus. På pladsen stod en flok nysgerrige børn ca. på vores alder. Mellem dem var - Georg! Jeg kan tydeligt huske hvor glad jeg blev - og han tilsyneladende også. Vi skulle selvfølgelig være sammen med vore egne klassekammerater og dagen var jo besat med det. Men en del af tiden var vi sammen. Vi havde også flere fællesture sammen (det må lærerne fra de to skoler have arrangeret). Jeg mener både turen til Kronborg og til Kullen (sverige) var fælles. I hvert fald den til Kullen. Den husker jeg tydeligt. Der er jo nogle herlige klipper at klatre på - helt ned til og over vandet. Egentlig ret farligt - man fik næppe lov til i dag at klatre på dem. Men i hvert fald Georg og jeg gjorde. Vi kom længere og længere ud (og ned - næsten lodret over vandet) og sansede faktisk ikke andet. Vi opdagede pludselig at vi var helt alene, og at der var så underligt stille. Vi blev enige om, at vi hellere måtte se efter hvor de andre var hende. Vi fandt bussen - og der sad de alle i! De havde faktisk siddet der og ventet en halv time for ingen kunne finde os. Vi fik ikke engang skældud.
Det var sidste gang jeg så Georg i meget, meget lang tid. Der skulle faktisk gå næsten 50 år(!) før jeg så ham igen.
I mellemtiden havde jeg af og til tænkt på ham. I de senere år skete det faktisk et par gange når vi var "sydpå", at jeg/vi lige smuttede omkring Avnbøll og gården. Men faktisk vidste jeg ikke om der boede nogen Solmer der, eller om det var Georg. Nu er Solmer jo et ikke helt almindeligt navn og da jeg for et års tid siden (2009) begyndte at bruge facebook søgte jeg ret omgående på ham. Og han var der! Vi fik kontakt, ringede sammen flere gange og jeg besøgte ham i Avnbøl, hvilket var en stor oplevelse.
Han var/er fuldstændig som han plejede. Stille og rolig, men sej og med lune. Han var blevet gift med Elin (den eneste jeg kan huske udover Georg fra skoletiden i Ullerup). De har 2 drenge, der begge er landmænd. Georg havde ernæret sig som landmand ("svinebaron") og ejede udover slægtsgården flere gårde, huse og jordstykker ("det halve af Avnbøl"). Han havde selv for nylig totalrenoveret det hus de nu boede i og var ovenikøbet ved at færdiggøre bygningen af et helt nyt hus ved Gråsten (kæmpevilla med grund ned til fjorden - og egen bådebro). Da vi besigtigede "staldene" fremgik det lysende klart, at Georg stort set har arbejdet døgnet rundt lige siden han var dreng. Og brugt sine dygtige hænder flittigt (men i høj grad også hovedet...). Han havde sågar bygget et par større sejlbåde - og var i gang med en lille fiskekutter. Han havde også købt et gammel savværk, som lå adskilt og skulle samles (han ejede selvfølgelig et pænt stykke skov). Selvfølgelig havde han også et stort våbenskab med alle mulige rifler. Georg fortalte også at hans far allerede døde da han var ca. 14 år og det betød han umiddelbart var nødt til at hjælpe sin mor. Senere kom han dog på landbrugsskole. Hans mor blev ret gammel.
Eneste negative jeg fik at høre under vore samtaler var, at han havde fået fjernet sin ene nyre, og at der var sporet præstadier til kræft i den ene han havde tilbage. Det var dybt deprimerende! Senere blev der påbegyndt en ny kemobehandling (jeg besøgte ham en enkelt gang hvor vi fik os en sludder under behandlingen). Lægerne meddelte ham på et tidspunkt at behandlingen ikke så ud til at hjælpe, og at han godt kunne stoppe - men at han også godt måtte fortsætte, hvis han ville det. Det ville han! - og heldigvis for det, for senere kunne lægerne konstatere, at der ikke var mere at spore. Så foreløbig er alt godt!
Georg fortalte også, at hans bror, Henrik Solmer, var blevet sømand. Faktisk var han blevet kaptajn på Mærsk-skibene. Det vidste jeg så godt. Takket være Google havde jeg fundet ham - fordi jeg så en udsendelse på DR2 om verdens største containerskib, hvor netop Henrik var kapajn. Omtalen og udsendelsen er her.
Jeg husker også tydeligt Georgs forældre, Jørgen og Marie. Min far og min mor sagde ofte, når talen faldt på Solmer-forældrene: "Ja, han er højt begavet - men det er hans kone nu også!". Georgs far var lidt af en original - eller så ud som sådan. Han havde tykt, langt sort hår - og ofte gik han med sådan en gammeldags læderhue (pilot-hue) med flapper ned om ørerne. Der kunne godt være en dag hvor vi ikke så noget til ham - han led meget af stærk migræne. Jeg kan huske jeg var en smule bange for ham (uden grund) - men også at han kunne le hjerteligt og havde en meget behagelig stemme. Jeg faldt for et par år siden over noget der var optaget med ham, hvor han synger gamle, sønderjyske sange (ærgrer mig over min far ikke nåede at høre det). Jeg har lagt det her på siden (links bliver hurtigt foældede):
(der er mange sange på den; han synger meget fint på et smukt sønderjysk - en fantastisk præstation). Jeg husker også at Georgs far kunne "føle strøm". Han kunne mærke i en væg, hvor ledningerne var. Han kunne i øvrigt også finde vand.
Georgs mor var en mild, glad kvinde. En ting jeg husker er, at vi af og til fik chokolademælk. Det var kold chokolade - det havde jeg aldrig fået før. Det smagte utroligt godt. Den blev mener jeg også lavet kold. Jeg ved ikke om det er noget jeg bilder mig ind - men jeg mener det er derfra jeg kender et lille trick med at hælde almindelig kakao (altså den ægte vare) ned i et glas sammen med flormelis, og så komme en smule vand i, derefter røre rundt - og først derefter komme mælk i. Vandets bedre "hårrørsvirkning" gør at der ikke kommer klumper i. Derfor behøver man ikke koge chokoladen. Jeg er ikke sikker, men jeg tror også hun kom fløde i. I øvrigt tror jeg at Georgs mor var medlem af skolekommissionen - muligvis formand for den. Berrith husker jeg som en lattermild pige. På et tidspunkt (har været i 1956 eller 57) fandt hun på, at vi skulle klæde os ud. Hun og en tjenestepige de havde på det tidspunkt skulle klædes ud som mænd - og Georg og jeg skulle så være kvinder. Det ses her på et af de få billeder jeg har fra den tid.
Udover at Georg og jeg legede, mene jeg også vi skød med luftbøsse (eller var det salonriffel?). Georg havde ofte noget han skulle "mak med". Han var meget fingernem. Han pillede bl.a en motor ud af en gammel grammafon og byggede den ind i en kasse, så den kunne bruges som motor i andre sammenhænge. Hvilke husker jeg ikke - men jeg havde den i mange år. Vi var noget optagede af skydevåben. Jeg havde bla. en såkaldt "startpistol" (beregnet til at sætte løb i gang med). Den forsøgte Georg at omdanne til en rigtig pistol - han borede faktisk løbet ud. Det lykkedes heldigvis ikke helt - vi turde ikke afprøve den (godt vi ikke gjorde...).
Efter 1. Klasse flyttede mine forældre og jeg til Andst ved Kolding. Der skulle de også til at etablere en centralskole, og det skulle min far være med til. Det var jeg meget ked af - jeg mistede jo min bedste kammerat. Men Georg og jeg holdt ferie hos hinanden om sommeren, og jeg husker jeg i hvert fald 1 gang også var på ferie nede hos ham i juleferien. Jeg husker at vi lavede nytårsløjer og fyrede en masse krudt af. Jeg kan også huske, at vi ikke fik lov uden videre at komme ud for at "skyde nytår af". Georg var nemlig af sin far blevet pålagt at føre kassebog. Og regnskabsåret sluttede jo netop den 31/12 - så han skulle aflægge regnskab. Dvs. At kassebogens udvisende saldo skulle stemme med de kontanter han havde. Så mønterne måtte op på bordet, da vi havde fået nytårsmiddagen. Desværre stemte det ikke helt - der manglede nogle kontanter. Georg blev pålagt at finde ud af hvorfor. Det var han ikke særlig motiveret for - vi skulle jo afsted. Men hans far holdt fast i kravet - og Georg var ikke glad. Jeg kan ikke huske hvordan det endte, men af sted kom vi da.
En sommerferie hvor Georg skulle være hos os cyklede han op til os - helt alene. Det er en tur på ca. 80 kilometer! Han har vel været 9 år gammel! Jeg tror nu nok vi kørte ham hjem i bil. På den tid var kroen et af de få steder hvor der var fjernsyn. Dengang var 6-dagesløb og forboldlandskamp yndede programmer. Krostuen kunne være stuvende fuld. Man skulle bare købe en sodavand så kunne man sidde der hele aftenen. Min far var åbenbart ikke klar over at jeg gjorde det af og til. Men han opdagede det en aften hvor Georg og jeg sad der - formentlig var det pga. en landskamp. Det måtte vi ikke! (kroen kom "man" kun på hvis der skulle holdes fest og den slags - krostuen kom den almindelige befolkning ikke i, så vi var i upassende selskab). Til stor fortrydelse blev vi hentet hjem. Måske var det derfor vi kort efter selv fik fjernsyn.
Hvornår det stoppede med at Georg og jeg var på ferie hos hinanden ved jeg ikke. Men jeg husker meget tydeligt at jeg med min klasse var på lejrskole ved Helsingør. Det var noget 7. klasserne var hvert år. Jeg havde tidligere været der med mine forældre, da min far var med som lærer, så jeg kendte på en måde "turen". På turen med mine forældre var jeg i øvrigt ude for et mindre uheld. Lejrskolen lå lige ned til vandet/øresund og havde egen badebro. Der opstod en "aktivitet" (uden lærer), hvor man skulle stå ude på enden af badebroen, og så skulle dem inde på stranden smide sten ud tættest muligt, så det gav sprøjt på dem der stod derude - eller de blev bange og ville ind. Jeg var noget yngre end de andre og skulle selvfølgelig blære mig. Til sidst var det kun mig der stod derude. Desværre var der så en sten der ramte mig næsten midt i panden, og jeg blev slået ud og faldt ned i vandet. Jeg rejste mig op og vadede vaklende ind med blodet strømmende ned over ansigtet. Stor opstandelse. Skadestue osv. Fik flængen syet - et lille ar findes stadig.
Men tilbage til hvor jeg var der med min egen klasse. Jeg husker tydeligt da vi ankom til lejrskolen med bus. På pladsen stod en flok nysgerrige børn ca. på vores alder. Mellem dem var - Georg! Jeg kan tydeligt huske hvor glad jeg blev - og han tilsyneladende også. Vi skulle selvfølgelig være sammen med vore egne klassekammerater og dagen var jo besat med det. Men en del af tiden var vi sammen. Vi havde også flere fællesture sammen (det må lærerne fra de to skoler have arrangeret). Jeg mener både turen til Kronborg og til Kullen (sverige) var fælles. I hvert fald den til Kullen. Den husker jeg tydeligt. Der er jo nogle herlige klipper at klatre på - helt ned til og over vandet. Egentlig ret farligt - man fik næppe lov til i dag at klatre på dem. Men i hvert fald Georg og jeg gjorde. Vi kom længere og længere ud (og ned - næsten lodret over vandet) og sansede faktisk ikke andet. Vi opdagede pludselig at vi var helt alene, og at der var så underligt stille. Vi blev enige om, at vi hellere måtte se efter hvor de andre var hende. Vi fandt bussen - og der sad de alle i! De havde faktisk siddet der og ventet en halv time for ingen kunne finde os. Vi fik ikke engang skældud.
Det var sidste gang jeg så Georg i meget, meget lang tid. Der skulle faktisk gå næsten 50 år(!) før jeg så ham igen.
I mellemtiden havde jeg af og til tænkt på ham. I de senere år skete det faktisk et par gange når vi var "sydpå", at jeg/vi lige smuttede omkring Avnbøll og gården. Men faktisk vidste jeg ikke om der boede nogen Solmer der, eller om det var Georg. Nu er Solmer jo et ikke helt almindeligt navn og da jeg for et års tid siden (2009) begyndte at bruge facebook søgte jeg ret omgående på ham. Og han var der! Vi fik kontakt, ringede sammen flere gange og jeg besøgte ham i Avnbøl, hvilket var en stor oplevelse.
Han var/er fuldstændig som han plejede. Stille og rolig, men sej og med lune. Han var blevet gift med Elin (den eneste jeg kan huske udover Georg fra skoletiden i Ullerup). De har 2 drenge, der begge er landmænd. Georg havde ernæret sig som landmand ("svinebaron") og ejede udover slægtsgården flere gårde, huse og jordstykker ("det halve af Avnbøl"). Han havde selv for nylig totalrenoveret det hus de nu boede i og var ovenikøbet ved at færdiggøre bygningen af et helt nyt hus ved Gråsten (kæmpevilla med grund ned til fjorden - og egen bådebro). Da vi besigtigede "staldene" fremgik det lysende klart, at Georg stort set har arbejdet døgnet rundt lige siden han var dreng. Og brugt sine dygtige hænder flittigt (men i høj grad også hovedet...). Han havde sågar bygget et par større sejlbåde - og var i gang med en lille fiskekutter. Han havde også købt et gammel savværk, som lå adskilt og skulle samles (han ejede selvfølgelig et pænt stykke skov). Selvfølgelig havde han også et stort våbenskab med alle mulige rifler. Georg fortalte også at hans far allerede døde da han var ca. 14 år og det betød han umiddelbart var nødt til at hjælpe sin mor. Senere kom han dog på landbrugsskole. Hans mor blev ret gammel.
Eneste negative jeg fik at høre under vore samtaler var, at han havde fået fjernet sin ene nyre, og at der var sporet præstadier til kræft i den ene han havde tilbage. Det var dybt deprimerende! Senere blev der påbegyndt en ny kemobehandling (jeg besøgte ham en enkelt gang hvor vi fik os en sludder under behandlingen). Lægerne meddelte ham på et tidspunkt at behandlingen ikke så ud til at hjælpe, og at han godt kunne stoppe - men at han også godt måtte fortsætte, hvis han ville det. Det ville han! - og heldigvis for det, for senere kunne lægerne konstatere, at der ikke var mere at spore. Så foreløbig er alt godt!
Georg fortalte også, at hans bror, Henrik Solmer, var blevet sømand. Faktisk var han blevet kaptajn på Mærsk-skibene. Det vidste jeg så godt. Takket være Google havde jeg fundet ham - fordi jeg så en udsendelse på DR2 om verdens største containerskib, hvor netop Henrik var kapajn. Omtalen og udsendelsen er her.
Fra venstre: Berrith, Knud, Inge, Georg
