I 1972 måtte jeg konkludere at det ikke blev til noget videre med mit studium. Så jeg måtte finde på noget. En dag så jeg et spændende opslag. Det var fa. Jens Nielsen (Aaboulevarden) der havde et opslag om en elevstilling som ejendomsmægler. Firmaet var nok byens største ejendomsmæglerfirma på det tidspunkt, og var blevet det på rekordtid. Elevstillingen var noget helt nyt i den branche, hvilket også fremgik af annoncen. Normalt var det jo tidligere bankfolk eller andre der havde haft jobs eller uddannelser i forvejen, der fik job hos en ejendomsmægler, og så senere læste på Handelsskolen i fritiden og derefter blev statsautoriseret. Jeg har desværre ikke annoncen længere - men det var et meget omfattende opslag, hvor der var gjort meget ud af at fortælle det var noget helt nyt. Det så vældig spændende ud, så jeg søgte det.
Jeg blev indkaldt til samtale, og fik selvfølgelig noget mere at vide om jobbet. Jens Nielsen var, ligsom de øvrige i firmaet, en forholdsvis ung mand. Han lagde ikke skjul på, at han havde fået stor success i den branche på meget kort tid. Han havde også fremtrædende poster i brancheforeningen allerede, ligesom han var involveret i politik. Han fortalte de havde fået et overvældende antal ansøgninger (flere hundrede). Han havde en baggrund fra militæret og det havde alle hans mandlige medarbejdere også. Det med den elevstilling var blot et af hans "angreb" på en forstokket branche, han mente det var på tide man fik professionaliseret faget. Det lød jo altsammen meget lovende - og Jens Nielsen var en nærmest karismatisk person, så jeg var fortsat interesseret. Han fortalte også, at et af mine fortrin var at jeg havde været sergent.
Jeg blev indkaldt til endnu en samtale. Om der til den samtale deltog andre af de ansatte, eller det var til den første husker jeg ikke. Men den forløb åbenbart også godt, for jeg fik jobbet!
Jeg tror jeg begyndte stort set næste dag! Og der gik ikke mange timer før jeg blev smidt lige ud i det. Jeg fik naturligvis masser af hjælp - alle var meget hjælpsomme. Der var en rigtig god stemning i firmaet. Jeg fik forskelligt arbejde med pantebreve de første dage (Jens Nielsen havde også et pantebrevsfirma), og enkelte andre. Jeg blev en af de første dage bedt om at sætte mig ind i noget skattelovgivning der var vedr. beskatning af avance ved salg af ejendomme. Det var en meget indviklet lov, og ejendomsmæglerne havde brug for en formel eller lignende de kunne bruge når de var ude ved kunderne. Jens Nielsen var jo klar over min matematisk baggrund, og jeg kom da også ret hurtigt op med noget, der kunne bruges. Jeg husker tydeligt jeg skulle præsentere det på et møde, hvor de alle var tilstede. De var meget skeptiske, for de forstod ikke matematikken i det (og loven som sådan var også langhåret). Men da de havde testet den med nogle eksempler, godtog de den - den var god nok!
Men jeg blev hurtigt tilknyttet den ældste ejendomsmægler (som var forholdsvis ung) som "føl". Han og jeg havde det fint sammen, og jeg fik lov til rigtig meget ret hurtigt. Der gik ikke lang tid før jeg selvstændigt viste ejendomme frem, lavede annoncer og sågar selvstændigt lavede at par slutsedler med nogle købere. Det gik faktisk forrygende. Undervejs fik jeg enormt meget at vide om ejendomme og vurdering af dem, om penge og om salgsteknik. Alt sammen meget nyt for mig. Alle ejendomsmæglere var fuldstændig opslugt af at tjene penge. De havde alle noget ved siden af. F.eks. blev der talt meget om bilfinanciering i pauserne - flere var engageret i det. Ejendomme ejede flere af dem. Ham jeg var føl hos ejede en meget stor velbeliggende ejendom, som han regnede med at udstykke til ejerlejligheder. Hans målsætning var at tjene så mange penge (ikke mindst ved siden af sit job), at han var økonomisk uafhængig når han blev 40 år. Jeg gætter på han nåede det. Det var helt ok med chefen at de havde sådan noget. Der var dog en ting han var meget påpasselige med. Undertiden kunne der være en rigtig god ejendom, som fra starten var sat til en "rimelig" pris - her var der jo sommetider en af ejendomsmæglerne der bare ville købe den. Det måtte de ikke! Ikke før absolut alle andre muligheder var udtømt i hvert fald. Også her imponerede Jens Nielsen mig!
Jens Nielsen lagde meget vægt på at forklare at det var nemt nok at sælge noget som sådan - men der skulle jo være noget at sælge! Noget at hans egen tid gik med at sørge for at der kom noget til salg. Jeg husker jeg blev sat til systematisk at læse annoncer igennem og så finde dem, hvor folk selv forsøgte at sælge. De blev så kontaktet på passende måde.
Vi var af og til ude at spise i byen for firmaets regning. Hele banden! Der var af og til interne møder - også hvor alle deltog (det tror jeg ikke var særlig almindeligt på den tid). Jens Nielsen var en fremragende forretningsmand, men samtidig en meget dygtig leder. Jeg husker også, at hans meget fine kontor stod til vores disposition, hvis vi fik brug for det til møde eller lignende, når han ikke var der. Han var meget åben for ideer - men havde helt sikkert de fleste selv. På et af afdelingsmøderne meddelte han, at han til det kommende folketingsvalg stillede op for de konservative, og at han regnede med at blive valgt. Det så det bestemt også ud til at han ville blive på det tidspunkt, men det var "katastrofevalget" 1973 han stillede op til, så det blev han ikke. Det var det valg, hvor Fremskridtspartiet bragede frem på bekostning af bl.a. de konservative.
På mange måder nød jeg egentlig det job, der skete noget hele tiden. Jeg mødte også mange mennesker, f.eks. var der en dag en senere meget kendt skuespillerinde, der ville købe en lejlighed, som jeg var nødt til at vise hende flere gange. Jeg var også nødt til at snakke med hendes far, som var noget bange for at hun var ved at gøre noget hun senere ville fortryde. Jeg husker også jeg en dag selv skulle få en handel på plads. Jeg havde selv stået for det hele lige fra vurdering af lejligheden, udarbejdelse af salgsmateriale, fremvisning osv. Selvfølgelig med supervision fra ham jeg var føl hos. Jeg husker vi havde lavet "åbent hus", og internt jokede med at jeg skulle have den solgt samme dag. Det fik jeg! Men "offeret" havde meget svært ved at beslutte sig, så jeg brugte alle mulige tricks for at få ham til at sætte pennen på. Jeg havde det faktisk lidt skidt med det bagefter - skønt nærmest hele firmaet tiljublede mig.
Det lyder måske som om jeg havde den stilling i lang tid - men det havde jeg ikke. Der gik kun 3 måneder så sagde jeg op! Det havde været meget intensive 3 måneder, hvor jeg også undervejs fik at vide, at det gik fantastisk godt, hvilket jeg var enig i. Men der var forskellige ting, som f.eks. det salg jeg lige har fortalt om, og så den evindelige snak om penge hele tiden, der gjorde at jeg fik nok åbenbart. Det hele stod nok også i rigelig stor kontrast dels til det jeg hidtil havde oplevet - dels til den studenterkultur jeg stadig befandt mig i. En aften da de alle var gået satte jeg mig ned og skrev en begrundet opsigelse, og lagde den ind på Jens Nielsens skrivebord.
Han ringede næste dag til mig og fortalte, at han var dybt chokeret! Han kunne simpelt hen ikke forstå det, for det gik jo så godt, jeg var engageret osv. Men vi afsluttede selvfølgelig samtalen i fordragelighed - jeg fastholdt min beslutning. 1/3- 1973 stod jeg igen i en noget usikker siutation.
Jeg blev indkaldt til samtale, og fik selvfølgelig noget mere at vide om jobbet. Jens Nielsen var, ligsom de øvrige i firmaet, en forholdsvis ung mand. Han lagde ikke skjul på, at han havde fået stor success i den branche på meget kort tid. Han havde også fremtrædende poster i brancheforeningen allerede, ligesom han var involveret i politik. Han fortalte de havde fået et overvældende antal ansøgninger (flere hundrede). Han havde en baggrund fra militæret og det havde alle hans mandlige medarbejdere også. Det med den elevstilling var blot et af hans "angreb" på en forstokket branche, han mente det var på tide man fik professionaliseret faget. Det lød jo altsammen meget lovende - og Jens Nielsen var en nærmest karismatisk person, så jeg var fortsat interesseret. Han fortalte også, at et af mine fortrin var at jeg havde været sergent.
Jeg blev indkaldt til endnu en samtale. Om der til den samtale deltog andre af de ansatte, eller det var til den første husker jeg ikke. Men den forløb åbenbart også godt, for jeg fik jobbet!
Jeg tror jeg begyndte stort set næste dag! Og der gik ikke mange timer før jeg blev smidt lige ud i det. Jeg fik naturligvis masser af hjælp - alle var meget hjælpsomme. Der var en rigtig god stemning i firmaet. Jeg fik forskelligt arbejde med pantebreve de første dage (Jens Nielsen havde også et pantebrevsfirma), og enkelte andre. Jeg blev en af de første dage bedt om at sætte mig ind i noget skattelovgivning der var vedr. beskatning af avance ved salg af ejendomme. Det var en meget indviklet lov, og ejendomsmæglerne havde brug for en formel eller lignende de kunne bruge når de var ude ved kunderne. Jens Nielsen var jo klar over min matematisk baggrund, og jeg kom da også ret hurtigt op med noget, der kunne bruges. Jeg husker tydeligt jeg skulle præsentere det på et møde, hvor de alle var tilstede. De var meget skeptiske, for de forstod ikke matematikken i det (og loven som sådan var også langhåret). Men da de havde testet den med nogle eksempler, godtog de den - den var god nok!
Men jeg blev hurtigt tilknyttet den ældste ejendomsmægler (som var forholdsvis ung) som "føl". Han og jeg havde det fint sammen, og jeg fik lov til rigtig meget ret hurtigt. Der gik ikke lang tid før jeg selvstændigt viste ejendomme frem, lavede annoncer og sågar selvstændigt lavede at par slutsedler med nogle købere. Det gik faktisk forrygende. Undervejs fik jeg enormt meget at vide om ejendomme og vurdering af dem, om penge og om salgsteknik. Alt sammen meget nyt for mig. Alle ejendomsmæglere var fuldstændig opslugt af at tjene penge. De havde alle noget ved siden af. F.eks. blev der talt meget om bilfinanciering i pauserne - flere var engageret i det. Ejendomme ejede flere af dem. Ham jeg var føl hos ejede en meget stor velbeliggende ejendom, som han regnede med at udstykke til ejerlejligheder. Hans målsætning var at tjene så mange penge (ikke mindst ved siden af sit job), at han var økonomisk uafhængig når han blev 40 år. Jeg gætter på han nåede det. Det var helt ok med chefen at de havde sådan noget. Der var dog en ting han var meget påpasselige med. Undertiden kunne der være en rigtig god ejendom, som fra starten var sat til en "rimelig" pris - her var der jo sommetider en af ejendomsmæglerne der bare ville købe den. Det måtte de ikke! Ikke før absolut alle andre muligheder var udtømt i hvert fald. Også her imponerede Jens Nielsen mig!
Jens Nielsen lagde meget vægt på at forklare at det var nemt nok at sælge noget som sådan - men der skulle jo være noget at sælge! Noget at hans egen tid gik med at sørge for at der kom noget til salg. Jeg husker jeg blev sat til systematisk at læse annoncer igennem og så finde dem, hvor folk selv forsøgte at sælge. De blev så kontaktet på passende måde.
Vi var af og til ude at spise i byen for firmaets regning. Hele banden! Der var af og til interne møder - også hvor alle deltog (det tror jeg ikke var særlig almindeligt på den tid). Jens Nielsen var en fremragende forretningsmand, men samtidig en meget dygtig leder. Jeg husker også, at hans meget fine kontor stod til vores disposition, hvis vi fik brug for det til møde eller lignende, når han ikke var der. Han var meget åben for ideer - men havde helt sikkert de fleste selv. På et af afdelingsmøderne meddelte han, at han til det kommende folketingsvalg stillede op for de konservative, og at han regnede med at blive valgt. Det så det bestemt også ud til at han ville blive på det tidspunkt, men det var "katastrofevalget" 1973 han stillede op til, så det blev han ikke. Det var det valg, hvor Fremskridtspartiet bragede frem på bekostning af bl.a. de konservative.
På mange måder nød jeg egentlig det job, der skete noget hele tiden. Jeg mødte også mange mennesker, f.eks. var der en dag en senere meget kendt skuespillerinde, der ville købe en lejlighed, som jeg var nødt til at vise hende flere gange. Jeg var også nødt til at snakke med hendes far, som var noget bange for at hun var ved at gøre noget hun senere ville fortryde. Jeg husker også jeg en dag selv skulle få en handel på plads. Jeg havde selv stået for det hele lige fra vurdering af lejligheden, udarbejdelse af salgsmateriale, fremvisning osv. Selvfølgelig med supervision fra ham jeg var føl hos. Jeg husker vi havde lavet "åbent hus", og internt jokede med at jeg skulle have den solgt samme dag. Det fik jeg! Men "offeret" havde meget svært ved at beslutte sig, så jeg brugte alle mulige tricks for at få ham til at sætte pennen på. Jeg havde det faktisk lidt skidt med det bagefter - skønt nærmest hele firmaet tiljublede mig.
Det lyder måske som om jeg havde den stilling i lang tid - men det havde jeg ikke. Der gik kun 3 måneder så sagde jeg op! Det havde været meget intensive 3 måneder, hvor jeg også undervejs fik at vide, at det gik fantastisk godt, hvilket jeg var enig i. Men der var forskellige ting, som f.eks. det salg jeg lige har fortalt om, og så den evindelige snak om penge hele tiden, der gjorde at jeg fik nok åbenbart. Det hele stod nok også i rigelig stor kontrast dels til det jeg hidtil havde oplevet - dels til den studenterkultur jeg stadig befandt mig i. En aften da de alle var gået satte jeg mig ned og skrev en begrundet opsigelse, og lagde den ind på Jens Nielsens skrivebord.
Han ringede næste dag til mig og fortalte, at han var dybt chokeret! Han kunne simpelt hen ikke forstå det, for det gik jo så godt, jeg var engageret osv. Men vi afsluttede selvfølgelig samtalen i fordragelighed - jeg fastholdt min beslutning. 1/3- 1973 stod jeg igen i en noget usikker siutation.
[Lagerarbejder] [Kolding posthus] [Telefonpasser] [Elev ejendomshandel] [Aarhus Kommune] [Viborg Amt]
[Region Midtjylland]
[Region Midtjylland]
