I 1966 havde jeg en periode henover sommeren inder jeg skulle begynde på DTU i Lyngby. Jeg tror egentlig det var min mor der skubbede på. Jeg kunne godt få tiden til at gå med bare at dase. Jeg kan huske jeg satte en annonce i avisen, hvor jeg anbefalede mig til kontorjob eller lignende. Men det blev slet ikke sådan noget. En frugtgrosserer reagerede og efter en kort samtale begyndte jeg i GASA-området i Kolding.
Grossereren var en forholdsvis ung mand - vel i begyndelsen af trediverne. Han var gift, men de havde endnu ikke børn. Jeg skulle være afløser, for dem der skulle have sommerferie. Arbejdet bestod i at flytte rundt på lageret. Hente de indkøbte frugter og grøntsager efter auktionerne i GASA (som var lige overfor). Hjælpe med at ompakke f.eks. kartofler fra kasser til poser osv. Desuden skulle jeg bringe varer ud i nærområdet (dvs. de mindre forretninger i Kolding). Jeg havde jo kørekort - men kun til lille bil, så det skulle kunne foregå med en almindelig varevogn. Der var ansat en chauffør der kørte varer ud med lastbil i hele regionen (helt ud til omkring Andst og omegn). Jeg fik så vidt jeg husker en ok-løn, og havde det personalegode, at der var frugt hele dagen - i hvert fald det der ikke kunne sælges af den ene eller anden grund. Jeg kunne også købe helt frisk frugt til indkøbspris, det benyttede jeg mig også af enkelte gange. På lageret var en herlig duft af ferskner, bananer osv., så man fik jo lyst til at spise det.
Jeg kørte frem og tilbage på arbejde med min scooter. En dag havde jeg købt en kæmpe vandmelon og skulle jo have den med hjem. Det foregik ved at jeg lagde den mellem fødderne på min scooter. Og det gik faktisk.
Det meste jeg lavede var jo rutinearbejde mere eller mindre. Men der kunne godt være nogle udfordringer og episoder af og til. Og det er som regel dem man husker.
En af dem opstod da chaufføren meldte sig syg - og ham der normalt skulle afløse havde ferie. Det var umuligt at finde en chauffør, og jeg havde jo ikke kort til lastbil. Løsningen blev så, at vi pakkede den lille varevogn omhyggeligt (selv passagersædet mv. var stuvende fuldt) - og så måtte jeg af sted. Det var sådan set også ok - jeg kunne godt lide at køre bil. Problemet var jo, at der var tale om en rute, der normalt tog chaufføren hele dagen at gennemføre, med vareaflevering adskillige steder. Men jeg kendte jo ikke ruten som sådan og slet ikke butikker osv. jeg fik en lap med navnene på butikkerne og bynavn - og så var det af sted. Det heldige var jo så, at jeg nogenlunde vidste hvor de landsbyer var, så helt på herrens mark var jeg ikke. Men så skulle jeg jo finde butikken, og hvordan vareindleveringen skulle finde sted. Dertil kom jo, at jeg skulle sørge for de rigtige varer blev afleveret - og jeg skulle have fundet dem frem fra den fuldt lastede varebil (det var den i hvert fald de første steder - og næppe lovlig i øvrigt). Det blev en hård dag. Jeg kom jo efter omstændighederne meget senere af sted end det normalt var tilfældet, og skulle jo være fremme inden lukketid i butikkerne. Jeg nåede det alt sammen omend på et hængende hår. Men da jeg kom tilbage til firmaet var klokken jo blevet mange. Der var simpelt hen lukket! Jeg havde jo en bil jeg skulle aflevere osv. Mobiltelefonen var jo ikke opfundet, så vi havde faktisk ikke haft kontakt hele dagen. Hvordan jeg fandt ud af det husker jeg ikke længere - men i hvert fald fik jeg fat i grossereren, og han foreslog jeg kørte ud til ham, hvor han og hans kone boede. De tog vældig pænt imod mig - og var egentlig noget imponerede over at jeg havde klaret det hele. Derefter kørte hans kone mig tilbage til firmaet, hvor jeg så tog scooteren hjem. Det havde været en lang dag uden pauser og med mange overarbejdstimer. Jeg tror ikke jeg fik ekstra for det - men det forventede jeg faktisk heller ikke. Jeg fik jo nok oparbejdet lidt goodwill - for det fik jeg brug for et par gange.
Den ene gang var da jeg kom tilbage til firmaet efter at have været nede i byen med nogle varer. Der var tæt parkeret med biler foran - men jeg kunne lige snige mig ind med varevognen. Eller det vil sige, det kunne jeg dårligt nok - for resultatet var en bule i bilen, og jo også en tilsvarende i en anden. Det var jeg ikke glad ved - men der lød faktisk ikke nogen hårde ord fra grossereren i den anledning.
En anden gang skulle jeg i lastbilen(!) aflevere tomme kasser på et lager han havde til den slags. Jeg vidste ikke hvor det var men fik selvfølgelig information om det. Resultatet blev at jeg tog fejl og fik smidt alle kasserne ind til "naboen". Det var jo ikke så godt.
Det var jo ikke noget længerevarende job, men det gav alligevel et vist indtryk - det var første gang jeg var ude på en egentlig arbejdsplads. Jeg synes det fungerede ok det pågældende sted. Grossereren vist sig i øvrigt at være uddannet HD - det vidste jeg godt hvad var også dengang. Både ham og hans kone var studenter. Det var ikke helt almindeligt i den branche på den tid - det kunne jeg også forstå på dem. En dag havde han faktisk travlt med at forklare mig, hvordan og hvorfor han drev sin forretning. Det husker jeg ikke meget om - udover at han var meget engageret. Jeg aner ikke hvordan det siden gik firmaet.
Grossereren var en forholdsvis ung mand - vel i begyndelsen af trediverne. Han var gift, men de havde endnu ikke børn. Jeg skulle være afløser, for dem der skulle have sommerferie. Arbejdet bestod i at flytte rundt på lageret. Hente de indkøbte frugter og grøntsager efter auktionerne i GASA (som var lige overfor). Hjælpe med at ompakke f.eks. kartofler fra kasser til poser osv. Desuden skulle jeg bringe varer ud i nærområdet (dvs. de mindre forretninger i Kolding). Jeg havde jo kørekort - men kun til lille bil, så det skulle kunne foregå med en almindelig varevogn. Der var ansat en chauffør der kørte varer ud med lastbil i hele regionen (helt ud til omkring Andst og omegn). Jeg fik så vidt jeg husker en ok-løn, og havde det personalegode, at der var frugt hele dagen - i hvert fald det der ikke kunne sælges af den ene eller anden grund. Jeg kunne også købe helt frisk frugt til indkøbspris, det benyttede jeg mig også af enkelte gange. På lageret var en herlig duft af ferskner, bananer osv., så man fik jo lyst til at spise det.
Jeg kørte frem og tilbage på arbejde med min scooter. En dag havde jeg købt en kæmpe vandmelon og skulle jo have den med hjem. Det foregik ved at jeg lagde den mellem fødderne på min scooter. Og det gik faktisk.
Det meste jeg lavede var jo rutinearbejde mere eller mindre. Men der kunne godt være nogle udfordringer og episoder af og til. Og det er som regel dem man husker.
En af dem opstod da chaufføren meldte sig syg - og ham der normalt skulle afløse havde ferie. Det var umuligt at finde en chauffør, og jeg havde jo ikke kort til lastbil. Løsningen blev så, at vi pakkede den lille varevogn omhyggeligt (selv passagersædet mv. var stuvende fuldt) - og så måtte jeg af sted. Det var sådan set også ok - jeg kunne godt lide at køre bil. Problemet var jo, at der var tale om en rute, der normalt tog chaufføren hele dagen at gennemføre, med vareaflevering adskillige steder. Men jeg kendte jo ikke ruten som sådan og slet ikke butikker osv. jeg fik en lap med navnene på butikkerne og bynavn - og så var det af sted. Det heldige var jo så, at jeg nogenlunde vidste hvor de landsbyer var, så helt på herrens mark var jeg ikke. Men så skulle jeg jo finde butikken, og hvordan vareindleveringen skulle finde sted. Dertil kom jo, at jeg skulle sørge for de rigtige varer blev afleveret - og jeg skulle have fundet dem frem fra den fuldt lastede varebil (det var den i hvert fald de første steder - og næppe lovlig i øvrigt). Det blev en hård dag. Jeg kom jo efter omstændighederne meget senere af sted end det normalt var tilfældet, og skulle jo være fremme inden lukketid i butikkerne. Jeg nåede det alt sammen omend på et hængende hår. Men da jeg kom tilbage til firmaet var klokken jo blevet mange. Der var simpelt hen lukket! Jeg havde jo en bil jeg skulle aflevere osv. Mobiltelefonen var jo ikke opfundet, så vi havde faktisk ikke haft kontakt hele dagen. Hvordan jeg fandt ud af det husker jeg ikke længere - men i hvert fald fik jeg fat i grossereren, og han foreslog jeg kørte ud til ham, hvor han og hans kone boede. De tog vældig pænt imod mig - og var egentlig noget imponerede over at jeg havde klaret det hele. Derefter kørte hans kone mig tilbage til firmaet, hvor jeg så tog scooteren hjem. Det havde været en lang dag uden pauser og med mange overarbejdstimer. Jeg tror ikke jeg fik ekstra for det - men det forventede jeg faktisk heller ikke. Jeg fik jo nok oparbejdet lidt goodwill - for det fik jeg brug for et par gange.
Den ene gang var da jeg kom tilbage til firmaet efter at have været nede i byen med nogle varer. Der var tæt parkeret med biler foran - men jeg kunne lige snige mig ind med varevognen. Eller det vil sige, det kunne jeg dårligt nok - for resultatet var en bule i bilen, og jo også en tilsvarende i en anden. Det var jeg ikke glad ved - men der lød faktisk ikke nogen hårde ord fra grossereren i den anledning.
En anden gang skulle jeg i lastbilen(!) aflevere tomme kasser på et lager han havde til den slags. Jeg vidste ikke hvor det var men fik selvfølgelig information om det. Resultatet blev at jeg tog fejl og fik smidt alle kasserne ind til "naboen". Det var jo ikke så godt.
Det var jo ikke noget længerevarende job, men det gav alligevel et vist indtryk - det var første gang jeg var ude på en egentlig arbejdsplads. Jeg synes det fungerede ok det pågældende sted. Grossereren vist sig i øvrigt at være uddannet HD - det vidste jeg godt hvad var også dengang. Både ham og hans kone var studenter. Det var ikke helt almindeligt i den branche på den tid - det kunne jeg også forstå på dem. En dag havde han faktisk travlt med at forklare mig, hvordan og hvorfor han drev sin forretning. Det husker jeg ikke meget om - udover at han var meget engageret. Jeg aner ikke hvordan det siden gik firmaet.
[Lagerarbejder] [Kolding posthus] [Telefonpasser] [Elev ejendomshandel] [Aarhus Kommune] [Viborg Amt]
[Region Midtjylland]
[Region Midtjylland]
