Da jeg blev hjemsendt maj 1969 efter at have været i soldat i 2 år, tog jeg og en kammerat til Spanien i min lille Mascot, og havde nogle pragtfulde uger i Barcelona hvor vi boede hos en kammerat til min kammererat.

Jeg havde forlængst besluttet, at jeg ville læse matematik på Aarhus universitet, men der var stadig efter Spaniensturen nogle måneder til at semesteret begyndte. Gennem min fætter Jørn (på min fars side) var jeg heldig at få et job som afløser på Kolding Posthus. Jørn var postkontrollør, tror jeg det hed, og var på det daværende tidspunkt vist en slags leder af nogle af de administrative funktioner på posthuset.

Jeg kom med som "føl" hos et af postbudene, som jeg senere skulle afløse når han skulle på ferie. Det viste sig i øvrigt at han også var "afløser" - og faktisk havde været det i flere år (på heltidsbasis). Han var alletiders fyr - tydeligvis meget glad for sit job. Det gik også meget fint med mig - det kunne jeg godt hitte ud af. Vejret var dejligt osv.

"mester" (tror han hed Andersen) som havde ansvaret for al postudbringning )incl. sortering osv.) var også en meget fin fyr. Der var trods alt rigtig mange postbude i det store distrikt som Kolding udgjorde. Jeg kan ikke helt sige hvor mange, men vil da tro det har været mindst en snes stykker blot til udbringningen. Det krævede sin mand at styre så mange på en gang. Selve postudbringningen var jo meget selvstændig. Men om morgenen fik man jo sin post i en pærevælling og stod så og sorterede den op efter gader osv. i ens eget distrikt. Samtidig gik snakken livligt mellem mange af de især lidt ældre postbude. Og de kunne godt fyre en hel del af - der var ingen kvindelige postbude dengang, så tonen var også meget hård indimellem. Men jeg synes dog samtidig den var ret godmodig det meste af tiden.

Det viste sig, at jeg kendte et par af postbudene i forvejen - endda nogle af dem, der førte det store ord blandt kollegerne. Jeg havde nemlig haft dem som dommere i fodboldkampe. De kunne sagtens huske mig - det var dem der trak det frem. Som det fremgår andet sted var jeg ret god til fodbold - og det gjorde faktisk at de behandlede mig virkelig godt og kammeratligt. En anden årsag til at jeg blev behandlet vældig godt af kolleger, "mester" osv. var, at min fætter havde de stor respekt for. De omtalte sjældent kontorpersonalet særlig positivt - men Jørn kunne de tydeligvis godt lide.

Vi begyndte jo tidligt om morgenen - jeg mener det var kl. 6. Så jeg var tidligt oppe hjemme i Andst. Da de første par dage var overstået med at finde rundt på ruten osv. begyndte jeg at nyde det. Det var dejligt sådan en rigtig sommerdag allerede at være i gang, når folk begyndte at gå på arbejde. Mange af dem hilste pænt på mig efterhånden som de vidste hvem jeg var - og pigerne gav mig et dejligt smil.

Når jeg så var inde med posten (i forretninger) blev jeg også behandlet godt. Nogle steder var de jo vant til at "posten" satte sig ned og fik en lille sludder (og måske en kop kaffe - eller noget der var stærkere). Der var sådanne passende steder på ruten - som man som regel også blev informeret om inden man skulle overtage en ny rute. Det gav selvfølgelig ikke altid mening at jeg "overtog" den tjans også. Jeg kunne jo ikke snakke med på samme måde som de gamle postbude, der havde gået der i årevis. Så det sprang jeg som regel over - uden problemer. Derimod var der enkelte kontaktsøgende blandt de almindelige postmodtagere på ruten der ind imellem kunne være svært at undslå sig overfor. Så måtte jeg jo tålmodigt sætte mig ned og høre deres livshistorie mens vi fik os en kop kaffe eller en sodavand/øl. Postbudene haved selvsagt meget stort kendskab til byen - både bygninger, gader osv , men også mennesker. Gennem de breve folk modtog blev jo meget "afsløret" - og desuden havde de jo god kontakt i det daglige til mange borgere, hvor der jo også blev "snakket". De vidste hvor de kønne piger var, og hvor mændene med en blakket fortid (og måske fremtid) boede. De vidste også meget om de forretningsdrivende og deres baggrund mv.

Gennem de 3 sæsoner jeg var der, nåede jeg at gå i store dele af Kolding - især i den gamle del. Jeg fik set virkelig meget af byen. Man kommer som postbud jo ind til de inderste dele. Baggårde osv. Ofte er folk jo ikke for gode til at gøre opmærksom på hvor de egentlig bor, eller forventer deres post, så det kunne sommetider være lidt af et detektivarbejde at komme af med posten.

Jeg kan kun erindre at jeg blev behandlet godt af alle. Og så vidt jeg ved/husker var der ingen klager heller.

Den med at hunde ikke kan lide postbude kan jeg tilgengæld bekræfte. Jeg blev bidt af en hund ("den bider ikke"), og det betød jeg måtte en tur på sygehuset for at blive vaccineret. Posthuset skrev også et-eller-andet ud til hundens ejer osv.

En anden "episode" jeg husker er i forbindelse med, at selvom jeg egentlig nød jobbet havde jeg jo travlt med at blive færdig. Ofte, når jeg havde gået ruten et par dage, var jeg færdig længe før den jeg afløste plejede at være det. Jeg var jo ung og sportstrænet og brugte ikke så meget tid på "kundepleje" som de faste postbude gjorde (og inde i byen var det ofte de ældre der gik post). Det fik jeg en bemærkning/påtale for en gang. Der var postudbringning 2 gange om dagen. Nummer 2 fandt sted ved 10-tiden. Inden da havde man så i princippet også en lille pause. den tog jeg også - for man blev faktisk både sulten og tørstig, især når man skyndte sig som jeg gjorde. I sådan en pause var det, at en af mine "dommer"-venner sagde til mig, at jeg godt måtte tage den lidt mere med ro, for jeg skulle jo tænke på, at ham jeg afløste skulle gå der hver dag. Han sagde det utroligt pænt til mig - og jeg rettede mig selvfølgelig efter det. Allerede dengang var der meget fokus på rationalisering osv. - og der var opmåling af turene jævnligt, som regel med det resultat at den blev udvidet. Det var der en del snak om mellem kollegerne. Selvom jeg rettede mig efter det, lå det alligevel i luften at det gjorde ikke noget hvis jeg ikke tog helt så lang tid om det, som det plejede. Så det var jo fint! Mange af postbudene havde et deltidsjob ved siden af. De fleste dage kunne jeg slutte ved 12-13-tiden. Jeg var som regel hjemme i Andst ca. 12.

Jeg havde jobbet 4 somre (69-72) mens jeg læste - og det var et perfekt sommerjob. Det foresvæver mig at jeg også var der en enkelt gang nogle dage op til jul.




[Lagerarbejder] [Kolding posthus] [Telefonpasser] [Elev ejendomshandel] [Aarhus Kommune] [Viborg Amt]
[Region Midtjylland]
Knud Lindkjær Rasmussen
Underliggende emne
Overliggende emne
Foregående emne
Næste emne
Print indhold af siden
- hvor du kom fra
Til forsiden
Sideoversigt
Gæstebog   
Kontakt    
Webteknik  
Ændringslog
Om mors aner

Om sport

Om motorcykler

Om biler

Om aner

Om soldatertiden

Om musik

Om bluesharpen

Knud Lindkjær Rasmussen